torsdag den 30. juni 2011

Kære Brevkasse


Jeg har brug for jeres mening!

Den anden dag ville Elverpigen og en veninde se filmen "Klovn, the movie". De er elleve år, hvilket er filmens tilladte aldersgrænse. Men Hulemor sagde nej.

Jeg har selv set filmen, og er godt klar over, at den ironiserer over arketypiske (mande)fantasier og samfundets normer. Men altså...kan børn skelne og forstå det? Jeg er i tvivl.

Mange af Elverpigens jævnaldrende har set den, og de har vel ikke ligefrem taget skade? Jeg synes bare ikke, hun har så vanvittig meget brug for at se Frank Hvam stikke sin finger op i en piges numse eller for den sags skyld Casper Christensen med en ordentlig stivert i munden. Måske er det mig, der er for blufærdig?

Grunden til, at jeg sagde nej, var egentlig, at de selv skulle sidde og se den. Elverpigen er meget blufærdig (overfor mig) og har aldrig spurgt om seksualitet og sex. Selvfølgelig ved hun mere, end jeg tror, alt andet er vel naivt (?). Men alligevel...jeg ville gerne have lejlighed til at forklare, at de ting, der sker i den film, ikke er almindelig adfærd mellem voksne mennesker. Derfor ville jeg måske have accepteret det, hvis vi kunne se den sammen eller i hvert fald tale om det inden - men det var der ikke rigtig mulighed for i situationen.

Elverpigen accepterede uden surmuleri, at jeg sagde nej, så det er ikke det, der er sagens kerne. Nærmere, at jeg ikke kan - og heller ikke skal - blive ved at bestemme, hvad hun må se eller læse fx på nettet. Jeg har derfor bestilt nogle bøger på biblioteket, som henvender sig til unge, om sex, krop og kærlighed, og håber vi derfra kan få nogle gode snakke om, hvad der er fantasi og virkelighed.

Og nu skal du hjælpe mig! Er jeg for snerpet eller hvad?

Har du erfaringer, meninger eller holdninger til hvad børn og spirende unge skal se og vide - så kom med dem. Og på forhånd tak.

6 kommentarer:

Karina sagde ...

Jeg synes overhovedet ikke, at du er for snerpet. Min 12 årige søn må heller ikke se filmen, selvom mange af hans jævnaldrende venner har set den.
Synes forøvrigt at aldersgrænsen på den film er for lav.

Er enig med dig i, at det er svært at vurdere hvad tweens´ene skal have lov til at se. Jeg er også tit i vildrede på det punkt...

KH

Anonym sagde ...

Nej, det er du eddermama ikke. Du er en FANTASTISK mor.

En tydelig, god mor. Gid flere ville skærme sine unger mod al det klamme,grænseoverskridende lort der bliver hældt i hovedet på os alle sammen.

Linnea skriver: sagde ...

Min søn er 12 og jeg har også sagt "nej". Efter min vurdering er det deres angivelse af alders-grænse, der er helt i skoven. Jeg har ikke selv set den (og har nok heller ikke lyst). Men jeg er helt enig med mig selv om, at mine børn (i det omfang jeg kan styre det) ikke skal have deres første oplevelser af sex serveret på den måde.
Snerpet? Det må jeg så tage på mig;-)

Anette sagde ...

Nej, er du gal...har det på helt samme måde med Klovn (endda med en 12-årig). Synes som Karina og Linnea at det er en absolut voksen-film, der ikke hører til i børnehoveder.

hulebo sagde ...

Tak! Glad, at I er enige...

Kronisk sagde ...

Nej, vel er du ej snerpet. Ikke mere end mig i så fald. Men en rigtig god idé at tage omkring biblioteket og selv være lidt proaktiv i forhold til at præsentere div. seksuelle og kropslige temaer i trygge rammer.
Mine poder er små endnu, den ældste kun 8, men vi har allerede haft gang i snakken og de forenklende bøger i forbindelse med at én kom hjem fra skole og spurgte til ord som bøsser, voldtægt og bolle, og endnu engang snakket rigtigt meget om normer og grænser da en anden kom hjem og havde oplevet en stor dreng fra en af skolens specialklasser blotte sig i et frikvarter.
Jeg ser i dit indlæg en omsorgsfuld og ansvarlig mor. Og sådan vil jeg også gerne tænke om mig selv.
Desuden synes jeg, at datterens reaktion tyder på, at du generelt er både tydelig og rimelig.