Ferie i hænderne

Overskriften lød først "ferie i hovedet", men det er slet ikke rigtigt. Det, der er i hovedet, når bare slet ikke ud til hænderne, så det kan blive skrevet. I kender helt sikkert det der med at tænke i blogindlæg...nøøj hvor har jeg mange indlæg kørende i hovedet i løbet af en dag - og alligevel ender det med, at de aldrig kommer videre.

Den anden dag var jeg i gang med en længere redegørelse om, hvorfor jeg ikke får blogget. Af hensyn til mine læsere, ha ha, ikke fordi jeg har så mange, men jeg kan se, at der (heldigvis) er en del, der kigger ind for at se med i Hulen - nu Damehuset. Og det er jeg rigtig glad for!

Så er vi lidt tilbage til den gamle diskussion om, hvem man skriver for - sig selv eller læserne? Jeg havde en indre dialog i gang, om jeg nu kunne skrive dit eller dat, og i så fald med hvilken vinkel på emnet og ... hold nu op. Jeg skriver jo for mig! Ikke? Og er glad for at I gider læse med. Når jeg læser tilbage i mine indlæg, er bloggen en formidabel dagbog, og de bedste indlæg (for mig) er dem, hvor jeg har skrevet lige ud af hjertet. Hvor det er mine tanker, som de er vigtige for mig, jeg har nedfældet, og ikke om jeg synes de er specielt læseværdige.

Derfor kommer der nu en laaang smøre fra det virkelige liv i Damehuset.

Der er nemlig ved at være indtruffet en dejlig afslappet atmosfære, uden tvivl i sammenhæng med netop påbegyndt sommerferie, aaah. Jeg er først lige kommet mig over den sindssyge uge, hvor jeg malede og gjorde rent i Hulen. For fanden da, hvor var det bare HÅRDT. Føj, jeg gør det aldrig igen! Men jeg havde 18.000 gode grunde til at være omhyggelig, og heldigvis var udlejer lige så glad for resultatet, som jeg havde håbet. Så det lønnede sig så at sige..

Men i dagene efter, havde jeg faktisk fornemmelsen af, at jeg lænede mig op ad det, der kaldes stress. Sådan i ordets egentlige forstand. Den, der kan sende folk til tælling, hvis de ikke kan træde ud af omstændighederne. Jeg kunne fx stå på parkeringspladsen udenfor Brugsen og bare slet ikke overskue at gå derind. Alle de mennesker. Al den mad. Og hvad skulle jeg købe derinde? Fik hjertebanken og susen for ørerne og måtte køre hjem.

Børnene blev spist af med færdigmad i mange afskygninger, og uanset hvad de spurgte om, snerrede jeg "jeg orker ikke at svare på mere". Puuh, det var slemt. Men heldigvis vidste jeg, at jeg bare måtte trække mig fra kravene (især mine egne) og slappe af. Fuldstændig. Og trække vejret dybt og længe. Så det gik. Men jeg forstår godt, at man kan komme derud, hvor man knækker, hvis man ikke kan trække stikket.

Af samme grund står alle de ikke udpakkede flyttekasser stadig i kælderen og råber tavst på en indsats. Men pyt - jeg er bare så lykkelig over, at min matrikel ligger langt væk fra København og skybrudskatastrofer! Min kælder har været knastør hele vejen igennem og hurra for det. Jeg kan levende forestille mig mareridtet med en meters kloakvand op omkring alle kasserne. Eller måske kan jeg slet ikke forestille mig, hvor slemt, det er...

Nå, men det var det med den afslappede atmosfære. Nu er der endelig ro. Ferie. Tid. Damehuset tager form og bliver rigtig hyggeligt. For første gang i mit liv hygger jeg mig med at lave små hyggehjørner og er rent faktisk nysgerrig efter at se, hvordan andre indretter sig. Har sågar læst indretningsblogs (!). Der er da lang vej endnu, for jeg har ideer - og det er dejligt, når man ellers har været sådan en interiør ignorant hidtil..

Og jeg skal nok finde nogle billeder, men desværre har jeg kun kamera i min mobil, og det yder slet ikke motivet retfærdighed. Det er svært at indfange den rar-hed, der er i det her hus - det kommer bare til at se rodet ud, hvis jeg skal have det hele med.

Jeg savner kun en ting - at min mor kunne se mig nu. Med eget hus, ha ha, men mest fordi jeg har det så godt. Det var det, hun sådan ønskede for mig. Jeg har tudet meget over, at hun ikke er med i det her. Og en dag gik det helt ind i hjertekulen og jeg tryglede hende om at komme forbi mig, hvis hun på nogen måde kan, der hvor hun er nu. Og så skete der .. ingenting. Men næste morgen var hun der, og det behøver vi ikke snakke mere om. Men hun kom.

Så nu er alt godt. Børnene er glade og sunde. Verdens bedste smed er den bedste. Min far har det nogenlunde. Landsbyhospitalet overlever endnu et budgetår. Der er penge på kontoen og Damehuset er verdens nye navle. Jeg er glad.

Så er det, jeg bliver bange. Mærker skrøbeligheden i alt. Bange for at det gode stopper igen. Bange for at livet stopper. Læser om ulykker og sygdom, jævnaldrende, der aldrig kommer til at opleve livet udfolde sig for alvor. Bare bange.

Jeg kender godt den bangehed. Det er ikke angst. Bare en ydmyghed over, at alt flasker sig, og kan man nu tage imod det? Jeg prøver at læne mig i taknemmeligheden og nyde det nu. NU.