søndag den 11. december 2011

Heldigvis...


... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..




11 kommentarer:

Dragonfly sagde ...

Dejligt med en update fra dig.

Louise Meldgaard Grenaae sagde ...

nå men, tror godt du kan pifte efter mig....så nemlig lige pludselig alligevel manglende selvværd og ditto nattesøvn er til at overskue.
Ved godt at du og ungerne er megaseje. Men for helvede altså...højtider skal være glade tider. Godt DU kan give jer nogle gode stunder. Heldigvis.

Anette sagde ...

Tak for update - og nej, det er aldrig for sent at føle sig som 16-årig. I alle sammenhænge. Kram.

June Rothmann sagde ...

Puha, altså...ind imellem, kan jeg slet ikke med dine beretninger. De gør mig så trist.

Trist over, at kvinder skal opleve den slags. Og børn. Fremfor alt børnene :-(

Lod eks´en jeres børn sidde i bilen og vente, mens han tæskede dig? Så de dig bagefter? Politiet og ambulancen?

Jeg ved ikke, om jeg går for tæt på. Hvis jeg gør, så forstår jeg det godt. Omvendt hader jeg selv, når jeg véd at folk sidder med spørgsmål, men ikke tør stille dem ;-)

Følelsen af at være 16 år, og "blive holdt udenfor", den kender jeg virkelig godt! Ikke rar. Men måske mere almindelig, end man (jeg) lige tror? Tror det er en af de ting, som ellers ikke siges højt, fordi det på en måde er lidt pinligt.

Jeg håber at samtalen på torsdag, bringer noget godt med sig! <3

Knus - og rigtig god jul.

Frøskuffen sagde ...

At ikke være en del af flokken rammer hårdt på både voksne og børn. På nogle arbejdspladser, i nogle kvarterer eller nogle klubber er der bare ubrydelige bånd, som man ikke kan komme med ind under på lige fod. I sådanne situationer skal man måske overveje, om man ikke skal prøve at identificere sig med nogle andre.

Det er triste ting, du skriver om i dag. Knus.

Anonym sagde ...

Det er ikke altid let at balancere på livets sti, men du er en af dem, der inspirerer til at prøve og til at gøre sit bedste for ikke at træde udenfor!

Stort julekram,

Sanna

Unknown sagde ...

Jeg har det også mistænkeligt svært med jul, men af temmeligt andre årsager end dig.
Men jul.. højtid... og tunge tanker er bare ikke en særlig rar cocktail, vel?

Lov mig at du lader den gode Smed kramme dig lidt hårdt i julen.
Jeg ved du skaber en magisk jul for dine unger, Hulemor. Alle gode tanker til jer allesammen!

Dragonfly sagde ...

Det er 'sjovt' som de andre, der også har kommenteret, synes, at dit indlæg er trist. For fra min plads bag skærmen synes jeg nærmere, det er stærkt og - livsbekræftende. Du coper jo helt vildt med alt det svære - og det er da dét, der tæller!:)

... jeg ved godt, det er ukonstruktivt, men jeg vil vædde med, at næste år ved denne tid så er du inviteret med hos kollega-damerne. Hvor meget skal vi vædde?;)

June Rothmann sagde ...

Hey, jeg er med på Dragonfly´s væddemål! Er også sikker på, at du er med næste år nemlig ;-)

Anonym sagde ...

Kære dig.
Gode stunder er guld. Og dem er du ekspert i at skabe. Man lærer det der med julespøgelser. De finder deres mindre og mindre plads og bliver lige stille en del af den bagage, vi har med os. Men føj for et julespøgelse, du har dig der.

Det tager lidt tid, det der med at finde ind i klubberne i nyt arbejde. Men du kommer ind. Stærke kvinder er uundværlige i sådan en klub.

Kram Helle

Anonym sagde ...

Juletiden er der, hvor alle familie-spøgelserne ligger på lur og truer med at tage pusten fra os. Selvom jeg er et "voksent barn", så mærker jeg dem ånde i nakken, for de vil altid minde mig om det, jeg ikke har; en normal far. Som jeg føler med din lille trold.. Af hele mit hjerte..