Juleblues

Det gik. Det blev jul. Vi gik ikke i stykker. Han kom ikke. Vi er hjemme igen. I Damehuset.

Jeg havde faktisk ikke troet det. At det ville gå. Angsten havde så godt fat i mig, at jeg var overbevist om, at han kom. At jeg nærmest selv kunne tiltrække katastrofen, alene ved energien af min altoverskyggende frygt for den. Loven om tiltrækning og alt det der.

Alt disponibelt mandskab var i beredskab. Naboer adviseret. Familiepatruljering organiseret. Overvågning af udenbys biler iværksat og specifikke registreringsnumre varslet i kvarteret. Foranstaltninger linet op indendørs og vagthund på matriklen. Sgu da noget af et show. Så mange mennesker og så meget angst...ikke noget at sige til, at det er et par døgn om at slippe sit tag i en Hulemor.

Jeg havde ellers glædet mig til at komme hjem. Glædet mig til følelsen af at køre ud af byen uden andre biler i bakspejlet, end dem, der havde følgevagten. Altid en ny rute. Altid en ny vej væk. Altid fulgt af en anonym ledsager. Meget mærkeligt liv.

Julestemningen indtraf ikke. Al for megen tristhed, alt for meget angst, alt for mange forventninger, alt for meget savn, alt for meget følelsesmæssigt overarbejde. Svært at være mor nok, datter nok, kæreste nok, mig selv nok. Brok, brok, brok.

I morgen piller vi de sidste julerester ned, gemmer dem til bedre tider og håber tiden læger alle sår. Nåe nej, nogle sår. Angstens og savnets. Om ikke læger så lindrer.

Børnene er glade. Vi har fri i morgen. Smeden har stadig den bredeste favn i verden. Det meste er ok.

Ps. Tak for jeres kommentarer og glædelig bagjul.