søndag den 29. april 2012

Kvinder, der tænker for meget


De kan simpelthen være nogle selvhøjtidelige partykillers. Jeg ved det, for jeg er selv en af dem!

For fanden den hjerne. Tænk, om man kunne slå den lidt fra af og til. Min kunne godt trænge til det.

Nu er hullet lukket. Det store gabende vindue, den nye skole lod stå åbent i ALT for lang tid (efter min mening). Den kommune, jeg bor i - den har altså ikke fået fat i de allermest opdaterede medarbejdere. Nogle gange kan det undre mig helt op i det røde felt, at det virkelig er mig, som borger, der er nødt til at kende regler, smuthuller og faktuelle oplysninger, for at kommunen kan handle korrekt. Jeg f.a.t.t.e.r. det ikke. Og her taler vi ikke om de +90.000 kr. det har kostet mig i boligsikring, at sagsbehandlerne ikke får sat deres kryds i deres små kalendere. Det er kun penge, jeg klarer mig uden og så skidt være med det.

Men når de skalter og valter med min sikkerhed, min eksistens, min overlevelse - så orker jeg bare ikke at blive ved at høre på "jamen du kan være helt tryg, ingen andre kan se de oplysninger". JO GU' FANDEN KAN DE SÅ, NÅR JEG SIGER DET! Fordi - SURPRISE  - jeg selv tjekker det. Fordi I ikke gør. Hvordan kan mennesker stole så blindt på papirer? Nu er min sag endt i IT og Telestyrelsen, for det kan de da godt nok ikke forstå. Nej, det kan jeg så heller ikke, suk...

Når jeg bruger halve arbejdsdage på at tale med den slags ignoranter, så drømmer jeg om natten, at der er billeder af mit hus på avisforsiderne. At det er viklet ind i rødstribet bånd, hvorpå der står Politi. Ledsaget af grufulde overskrifter. Kald mig bare dramaqueen (og vær glad for, at du ikke er i mit sted). Jeg bruger s.å. m.a.n.g.e. k.r.æ.f.t.e.r. på det.

Når så endelig alle checkpoints viser fred og ingen fare, bruser lykken ind over mig og forvandler mit liv til et eventyr. Lækre børn, elskelig kæreste, fantastiske venner, inspirerende job...hvad kan man ønske sig mere? Ingenting. Jamen hvad så? Var det bare det? Er jeg nået dertil, hvor jeg skal? Slutter det så nu?

Faldt tilfældigt over en artikel i avisen om en af de kvinder, jeg var i mødregruppe med. Stor karriere, fire børn (med samme mand), udstationeret i Asien, lækkert hår og eventyr for alle pengene. Tja, sådan kan et liv også være. Det så flot ud på billederne, og jeg følte mig lidt lille. Ussel. Jeg blev jo ikke rigtigt til noget. I hvert fald ikke succesrig medfølgende hustru til en stor og mægtig mand. Men jeg ved jo godt, at det ikke er det, der betyder noget. Vi måler jo bare på det alligevel. Ikke?

Ved nærmere eftertanke husker jeg hende ikke som særlig glad. Nærmere rastløs og irriteret. Måske lå roen derude, i Asien et sted. Dengang jeg kendte hende, var jeg selv et helt andet sted. Ikke geografisk, men i livet, sådan. Gad vide, hvad hun tænker tilbage på, om mig? Rastløs og irriteret? Vi flyttede os i hvert fald begge to fra der, hvor vi var. Forhåbentlig blev vi gladere. Jeg gjorde.

Jeg måler også selv, ork ja. I aftes så børnene en udsendelse med Sebastian Klein. Og jeg skyndte mig at fortælle, at jeg en gang havde en kæreste, der var venner med Sebastian Klein. Selveste. "Nå" sagde Troldebarnet. "Ja, så kom han og besøgte os en gang" (!! nøøj). "Nå. Og hvad så?" sagde Troldebarnet. Jeg kunne alligevel ikke lade være at grine. Ja? Hvad så egentlig? Ikke en skid. (Altså han var jo sød og alt det der, men det var de andre venner jo også. Selvom de ikke var i TV).

Okay, tror bare, jeg går i seng. Men glæder mig faktisk til i morgen. Selvom der er ting fra i dag, jeg gerne ville have gjort bedre. Sådan er det nok bare med os, der tænker for meget. Og så godnat.

3 kommentarer:

Karina sagde ...

Jeg melder mig under Kvinder der tænker ALT for meget fanen også... Jamen altså, SUK!
Jeg har netop brugt en hel weekend på, at tænke mig mere eller mindre hjernedød og småt begavet, fordi jeg øver mig i, at sige fra overfor de altkrævende kvinder som konstant og igennem flere år har tromlet over mine personlige grænser, således de kunne/kan hævde dig selv.. Jeg har en udfordring liggende dér, især når jeg konstant gribes af en indre diskussion om, hvorvidt jeg nu siger fra på en sober nok måde, for jeg vil jo ikke såre nogen... Jamen for fanden da..!!
Når jeg så tænker på, at dine bekymringer er af en ganske anden karakter, så kan jeg slet ikke tænke til ende, hvor træt du ind imellem må være....

Og så til sidst,- HURRA for kærligheden og skønne børn...

Kærligst, Karina

missfryd sagde ...

Jamen det er jo det ikk. Det med at tænke alt alt alt for meget. Hvor jeg kender det !
Tankerne kan kværne rundt non stop, og jo mere man spekulerer jo værre bliver det næsten. Men søde du, hvis ikke DU skulle tænke meget, hvem skulle så.

Jeg forstår dig, tror jeg. Og jeg tænker også at alt ser anderledes ud udenfra, som hende fra din gamle mødregruppe. Hvem er mest lykkelig, hvem 'har' mest, hvem er kommet længst i livet. Vi flytter os alle sammen, forhåbentligvis i hvert fald. Hvis jeg kendte dig i virkeligheden ville jeg give dig en krammer og et klap på skulderen - du er så monstersej :-)

KH Maria.

Helle sagde ...

Kære dig. Man kan træne sig til at blive bedre. Jeg er med tiden blvet rigtig god til at slukke for den slags tankefloder. Skal du bare vide. Og så skal du lige have et par bjørnekram herovre fra den anden side af USA. Jeg når ikke at læse så meget med for tiden. Og du har lavet nogle helt rigtige og meget svære valg. Skal du også vide.
Tanker fra mig