lørdag den 14. april 2012

Op og ned.


Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

9 kommentarer:

Unknown sagde ...

Grrr... jeg bander lige lidt med, her fra sidelinjen!

GiSP sagde ...

I sagen om Thomas, der bortførte sin søn, kom jeg til at tænke på historien om Salomos Dom, hvor den rigtige mor var hende, der gav slip på barnet. Altså hvis den anden ikke er psykopat, er det i hvert fald ikke den bedste forælder, der vælger at udsætte sit barn for sådan et traume. Uanset hvor meget han så end har retten på sin side.
Og så kan jeg godt forstå, at du er vred. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor stressende det må være altid at skulle tænke på, om "nogen" kan finde jer. Og utroligt, at de der "det offentlige" ikke fatter det!

Anonym sagde ...

Jeg har ingen ord at skrive, jeg er dybt dybt dybt vred på dine vegne.

KH Maria.

(et lille ps alligevel, hvor lyder det dejligt med dit arbejde :-) )

Dragonfly sagde ...

Crap altså nogle tunge følelser at skulle bære rundt på og prøve at få til at gå væk, Hulemor. Crap.
Jeg håber forårssolen hjalp en bitte smule.

Anna Skyggebjerg sagde ...

Kære Hulebo,
Tak for dit indlæg! Sender mange varme tanker til Troldebarnet (og jer andre). Og en anden slags tanker til instanser, som ikke er dygtige nok til deres arbejde og med deres mangel på dygtighed og omhu sætter andre menneskers liv på spil.

Prophecy sagde ...

Som Gisp tænkte jeg også på historien med Salomon, da jeg læste om Thomas og hans søn.

Og så taber jeg endnu engang pusten, når jeg læser din historie, dit mod og din overlevelsesevne.

For fanden da....du er sej

Helle sagde ...

Du er ikke alene. Jeg har det lige sådan med den sag. Ingen børn skal gennem kidnapping. Ever.

Hvis vi ses på Skanderborg, skal jeg fortælle dig en historie, jeg har haft inde på livet

Og så får du lige en ordentlig bunke kram. Som du må dele med dit troldebarn.

Anonym sagde ...

Jeg mangler sætninger, så jeg vil nøjes med nogle ord.

Autentisk. Kærlighed. Nærvær. Rummelighed. Blødende hjerte. Styrke. Handlekraft. Moderlig. Ansvar. Mod.

Sender jer alle tre mine aller kærligste tanker <3

Karina sagde ...

Det er en ubeskrivelig stor gave, at dine børn har netop DIG som deres mor!! Du er et stærkt menneske!!

Kærligst og mange tanker, Karina