lørdag den 16. juni 2012

En stille stund


Sådan nogle er der ikke mange af i en Hulemors liv, så det er  bare med at gå i stå, når de indfinder sig. Som fx nu i aften, hvor jeg via smeden var blevet involveret i noget fribillet til North Side Festival. Med backstage access endda. Ikke at jeg skulle bruge det til noget, men det lyder da meget flot...Så jeg fik arrangeret en hel dag i Århus uden børn, til gengæld med skønne kvinder og overraskende fantastisk musik. Hvem skulle fx have troet at manden med hvalros skægget, Jesse Hughes fra Eagles of Death Metal, var dagens mest charmerende og latterfrembringende indslag? Det var da lige før vi blev enige om, at han var en rigtig mand, ha ha...("Shit, goddamn, I'm a man, I'm a man" sang han om og om igen. Og om igen). Man skulle nok have været der...


Jeg forlod koncertpladsen sidst på eftermiddagen og hentede et træt Troldebarn, som faldt i søvn i bilen. Laaaang vej hjem. Og han har sovet siden. Elverpigen er i byen, så pludselig var der en hel aften til mig. Med et enkelt glas rødvin, sol i haven og en dejlig dag i bagagen.

Jeg gearer ned ovenpå 14 dage med alt for lange dage, for mange sene aftener og for lidt hænder. Men det gik alligevel, og der har været gode ting at samle på ind imellem. Fx en åbenbaring af den store slags hos min aldrende moster, min mors storesøster. Vi besøgte hende og min onkel på en sommerdag, på vej hjem fra Troldebarnets lejrskole. Troldebarnet var træt. Beskidt. Overloaded og ikke i humør til familiebesøg. Hos gamle mennesker vel at mærke.

Han sov først to timer. Og gik derefter i baglås. Den baglås, der af og til har givet skole og moder bekymringsrynker og nervøse tics. Han sad der, forstenet i en fremmed stue og ville hverken have vand, frikadeller eller kram. Til gengæld ville han godt have en is, da min onkel tilbød ham én. Og han ville også gerne se lidt Ramasjang efter en uges afsavn (tal lige om en onkel, der forstår sig på børns behov. Uden nogensinde selv at have fået nogle).

Efter den treat vaskede han hænder, slukkede for fjernsynet og kom ud i haven til frikadellerne. Og os andre. Glad, mild og helt med på at udforske resten af gården sammen med Elverpigen. Jeg talte med min moster om Troldebarnet. Om hans vanskeligheder, om mindreværdet og baglåsen. "Jae", sagde Ella: "Han ligner sin mormor godt nok". "Hvad mener du?", spurgte jeg hende. "Joe, sådan havde din mor det også. Når hun blev for træt og tingene for svære, så ville hun hjem. Ud. Væk. Og kunne hun ikke komme det, så græd Anna. Selv da hun blev voksen".

Okay.

Sådan er det nok med kloge koner. De kan sætte indviklede ting på plads med en enkelt sætning. Og jeg fik sat endnu en brik på plads i familiepuslespillet. Hvis du også har sådan en klog gammel moster, onkel eller tante - så skulle du tage at gribe chancen for at lære dig selv - eller dine børn - bedre at kende. So long.

3 kommentarer:

Helle sagde ...

Ja, det er godt med kloge koner i familien. Som kan sætte tingene i familiesammenhæng, eller bare se tingene i et større perspektiv.
Er lidt misundelig over North Side.
Kram til dig.

Prophecy sagde ...

Eller man kan læse Hulebo's blog og via hendes familie blive lidt klogere på sig selv. Dit indlæg fik mig til at føle mig mindre alene. Vi er åbenbart en del der kan gå i baglås og skal ramasjanges ud igen. God søndag til dig og dine :o)

Anonym sagde ...

Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde én som dig omkring mig - for selvom jeg godt ved, nogle dage er nede-dage, og positive tanker er længere væk end normalt....så har du Det positive sind indeni, og det følger jo med i alt, hvmanzi gør - også de trælse dage! Jeg beundrer dig virkelig i dine tanker, refleksioner og konklusioner...og når man læser Jævnligt med her på bloggen, beriger du jo masser af kvinder!!! TAK for det...du er én af hverdagens små heltinder 