fredag den 5. oktober 2012

Ved du hvad jeg savner mest?


Det gik op for mig i dag.Jeg sidder og biks-bakser med en opgave på det der studie, og har ikke meget overskud til andet end at ordne relevante fagudtryk i rigtige rækker. Dog havde jeg lovet Elverpigen at tage med i noget kirke sidst på eftermiddagen, og faktisk var det rart at få et lille afbræk fra det hele og bare sidde der i det store, stille rum og ikke-tænke. Derfor kom det også ekstra bag på mig, at vi pludselig skulle synge Du som har tændt millioner af stjerner. En dejlig salme, som min mor holdt meget af, og som vi også sang til hendes bisættelse. Og som stadig sætter gråden i gang hos mig, lige så hurtigt som første strofe er anslået.

Det er ellers ikke fordi, jeg sådan græder over tabet af min mor længere. Jeg er jo voksen (!) og har affundet mig med, at hun ikke er fysisk til stede mere. Vi savner hende, taler om hende, mindes hende...men helt i hendes ånd sidder vi ikke og dvæler ved sorgen. Jeg er jo også glad igen. Rigtig glad. Og det er netop det, jeg mangler hende allermest til. At dele glæden. Altså min far og min bror og smeden og alle mulige andre er da glade, når jeg er glad. De synes, det er dejligt, når det går mig godt, og jeg kan sagtens ringe eller kramme eller grine sammen med dem, når livet er særlig skønt.

Men der er er ingen i verden længere, der glædes lige så meget over mine glæder, som min mor gjorde. Selv i sit eget livs mørkeste stunder overstrålede min glæde (og min brors selvfølgelig) hendes eget humør. Når jeg var glad, sov hun bedre om natten, det ved jeg, for det har hun sagt.

Præstens fortælling handlede også om glæden. Om at unde andre glæde og om at turde stå ved sin egen glæde. Måske var det derfor, det blev så tydeligt for mig idag, at det lige netop er i det, jeg savner hende mest. Da jeg kørte fra kirken (alene, da der var fællesspisning for de kommende konfirmander) overvældede gråden mig, og jeg tudede som jeg ikke har gjort længe. Og aahhh det var rart. Det tæsk regnede, men lige da jeg kørte ud af et skovområde, var himlen klar og over træerne stod den mest lysende regnbue, jeg nogensinde har set. Og så sagde vi, at det var fordi min mor sad deroppe på toppen og oplyste al den glæde og kærlighed, der var mellem os. Og stadig er, for selvfølgelig mærker hun stadig min glæde...

4 kommentarer:

Anja Sand Bjerre sagde ...

Pyyh.. og så sad hende her da ellers bare og tudede med :)
Du har den skønneste måde at fortælle på - også om ting der gør ondt.

God weekend og tak for en god blog.

Prophecy sagde ...

Gråd forløser som intet andet. Jeg tager også stadig en tuder i bilen, når jeg tænker på min mor.

Kh Prophecy

Louis Corner.... sagde ...

Kære Hulemor

Lige siden jeg mødte dig første gang, har du sat tanker i spind i mit sind. (Ikke meningen, der skulle rime, men det gør det altså...)
Og det er ikke ofte,jeg er på blogrundtur, men når jeg er, så smutter jeg lige forbi Damehuset og ser, hvad Hulemor skriver. Som nu. Sent fredag aften. Som altid, får du mig til at tude og tænke. Du rør mig dybt, fordi du er så klog og god til at bruge livet som det bliver serveret for os mennesker. Sødt, syrligt, nogle gange bittert, andre gange guddommeligt...

hulebo sagde ...

Ihh hvor er I søde. Nu tuder jeg igen...