onsdag den 16. januar 2013

En sjælden luksus


Ligger i en dejlig bred seng. I knitrende hvidt sengetøj. Har faktisk ligget her et par timer. Efter jeg havde taget et langt, varmt bad. Bag mig ligger en skøn, inspirerende dag, med spændende mennesker, uovertruffen lækker mad, kager, eksotiske kaffer, økologiske teer, smuk natur, meditation på iPod og håndbold på fladskærm. Ikke at håndbold interesserer mig. Men tv'et skulle da prøves fra sengen. Mens jeg nød en hel aften i spørgefri zone. Ingen børn, der skulle puttes, dyr lukkes ind og ud, madpakker smøres, tasker pakkes. Kun ro til Hulemor.

Jeg er på kursus på lækkert kursuscenter. I mit hjertebarn; læreprocesser. Morfar og Inger sørger for ro på bagsmækken, og jeg har intet hørt fra dem, hvilket jeg tolker som absolut gode tegn. Tre hele dage er jeg blevet bevilget i inspirerende selskab med andre fagfolk. Og føromtalte luksusomgivelser.

Jeg har ikke sat mit noget for i det nye år, ingen nytårsforsætter, der alligevel ikke bliver holdt. Men i løbet af aftenen har jeg tænkt mere end én gang, at resten af mit liv skal indeholde væsentlig flere hotelovernatninger end hidtil. Og mig-tid. Jeg grovnyder det og trækker vejret helt ned i maven.

Der står et lille billede af min mor på natbordet. Et ungdomsbillede. I dag er det to år siden, hun døde. To år siden, hun var varm og jeg kunne røre ved hende. Klemme hendes hånd, ae hendes kind. Jeg savner hende. Forstår ikke kognitivt, at hun bliver ved med at være død. Billedet minder mig om at værne om livet, gide det og leve det. Hendes er slut, mit er her og nu. Jeg agter at gide det og leve det! Ses fredag...



3 kommentarer:

Dragonfly sagde ...

Åh, det lyder perfekt. Og tiltrængt. Som min mor plejede at sige, når der skete noget godt (om det så "bare" var en god dessert): "Og hvor vi (du) fortjener det!"

PernillePersille sagde ...

Åh hvor det lyder skønt. Tiltrængt selvforkælelse og alenetid.

Prophecy sagde ...

Det med at hun er død, at hun aldrig er der og er varm igen...Den tanke kan jeg også få. Hurra for at vi kan leve videre, og have dem med indeni. Kh