torsdag den 28. februar 2013

Gammel vin...


På listen over de mest læste indlæg her på bloggen, er dét med mærkedagen altid nummer 1. Og nu er det den dag igen. Selvom jeg bestemmer mig for, at det ikke skal fylde mere, og jeg ikke behøver give den dag mere opmærksomhed, så sniger datoen sig altid ind på mig. Og jeg ved, at jeg aldrig har været så bange som den nat for fem år siden. Hvis jeg havde vidst den aften, hvor langt jeg ville nå på fem år, havde jeg kunnet tage det lidt mere roligt. Men det er ikke ligegyldigt.

Hver gang jeg runder den 27. februar, er jeg ikke kun et år ældre, men også et år taknemmeligere. Fordi jeg helt ærligt var i tvivl, om jeg ville slippe levende fra det. Hvert år minder lige netop dén dato mig om, at jeg fik et år mere. Minder mig om, at jeg er heldig og priviligeret. Og i live.

I lørdags var jeg også meget i live. En far blev halvfjerdsindstyve år, tænk sig. En svær mærkedag med fravær af en elsket mor og livsledsager, men også en mærkedag i glæde og taknemmelighed over livet og over en ny kærlighed. Dejlige timer med familien, der både tæller dem, der sidder omkring bordet, og dem, vi alle lever med at savne. Selvom de ikke er her mere, lever de videre iblandt os, med alle tankerne, minderne, fortællingerne og savnet. Det er godt at tænke på, til den dag man (jeg) ikke er selv er med om bordet længere.

Da dagen gik på hæld, gik min bror i baren. Min bror, som jeg i mange år har troet, jeg ikke havde ret meget tilfælles med. Det er bare SÅ løgn....det er kun fordi meget af det, vi har tilfælles, er usynligt. Fx countrysange, viser det sig. Det var noget med, min far spillede det i bilen, da vi var børn og kørte land og rige rundt til bedsteforældre. Country på kassettebånd. Nå, men i min fars interimistiske bar, med et stereoanlæg fra min brors konfirmationstid og 50 gamle vinylplader, var der pludselig fest. Min bror og hans kone, smeden og jeg hang ud med Kenny Rogers, Dolly Parton, John Denver og hele slænget. Sang duetter og drak en lille smule mere øl. Ubeskriveligt.

Fødselsdagsbarnet betragtede os med ægte glæde i øjnene, og jeg ved han ville ønske, min mor havde set os sådan. Lette, legende og frie uden skygger fra fortidens besværligheder. Det er sådan en aften, man (jeg) forstår, hvorfor man (jeg) er til. For glæde, samhørighed, kærlighed og musik. Ikke for bekymringer om gråt hår, eksamensopgaver, mastergrader, låneomlægning, stilforvirring, hesteforsikring, øjenrynker, deller, konfirmationsarrangement, kulhydrater, afspadseringsregnskab, vejlederopgaver og anciennitetsstigning.

Og det er sådan nogle dage efter sådan en aften, jeg går rundt og nynner gamle countryhits. Med en taknemmelighedsklump i halsen. Og tænker, at mit liv er fantastisk...


4 kommentarer:

Prophecy sagde ...

<3

karen margrethe Lohse Nielsen sagde ...

Tak fordi du delte dine kærlige tanker

KH bedstemorkaren

Kirsten sagde ...

Måske er det slet ikke så dumt at give den dag passende opmærksomhed. Fordi du hver gang fjerner dig et skridt fra dengang og samtidig bevæger dig hen imod en lysere fremtid. Hver gang.
Tillykke med dagen i dag :-)

Dragonfly sagde ...

Øjenrynker (smilerynker?) er sexede. Seriøst.