Elverpigen havde et ufrivilligt styrt fra hest i aftes, og Hulemor måtte i dag afsætte dagen til lægebesøg, røntgenbilleder og skadestueventetid. Suk, men heldigvis ingen brud. Lidt mærkelig dag, sådan en, hvor jeg slet ikke fik gjort det, jeg skulle og heller ikke nåede noget andet. Mit lille hoved beskæftiger sig de fleste vågne timer (og sovende, for den sags skyld) med læreprocesser. Hvad, hvordan, hvornår, hvorfor og hvor længe vi lærer. Og man lærer i høj grad noget i et venteværelse på skadestuen, skulle det vise sig...
TV2 fortalte noget om et kendis par, der har haft et privatforbrug på 34.000 kr. Om
dagen. Det svarer nogenlunde til mit privatforbrug - om året. Det er immervæk mange penge hver dag? Damebladene fortalte også noget om forbrug. Tøj, sko, accessories, design, kunst, møbler, musthaves i alle afskygninger. Mange magasiner bruger i dag at præsentere nogle af medarbejdernes yndlingsprodukter og ønsker fra de nye kollektioner, hvilket ofte resulterer i perlerækker af designprodukter i prisklasser, der får mit budget til at blegne! Hvad får de damer i løn, siden de kan købe tasker og tøj til flere tusinde kroner om måneden? Lever de af pasta og ketchup, bor i billige kælderlejligheder - eller har de bare rige kærester?
Okay, jeg er godt klar over, at de sikkert slet ikke køber den nye 2500,- kroners Marc Jacobs taske, "de helt sikkert skal have" og at der nok ikke hænger stribevis af Rützou kjoler i skabene ved siden af de tre par Louboutin stiletter, de "simpelthen ikke kan vælge imellem". Men alligevel....jeg bliver sådan lidt frastødt af den forbrugskultur og mærkevareforherligelse, der bliver fremstillet som helt naturlig! Næe, giv mig hellere artikler og blogs om kvinder, der går i mod strømmen og stræber efter at forbruge mindre. Fx model og interaktionsdesigner
Ida Burchardi der ikke må købe tøj et år!
Jeg kunne nemlig sidde der i venteværelset og føle mig rigtig frelst over, at jeg ikke er sådan en, der går op i den slags. For jeg
går virkelig ikke op i den slags. Og jeg gider ikke føle mig forkert over det. Og således bekræftet sad jeg der og følte mig meget hævet over alle med den slags købemanier.
Desværre sad jeg der længe nok til at komme i tanke om mit toiletskab. Eller rettere skabe. Inklusiv indhold. Arsenalet, som min far altid har kaldt det. Da jeg kom hjem, tog jeg lige nogle billeder:
Det her bruger jeg mest om morgenen. Nej, ikke øjenmakeup fjerneren, men den ser pæn ud sammen med de andre lyseblå og lilla ting.
Det er så mit aftenskab. De grønne ting. Desværre kan man ikke se den lækre serum (musthave om vinteren!) bagved skintonic'en. Jeg har selv fundet på det med at komme tonic'en i en lille forstøverflaske. Så er huden fugtig, når den uundværlige Clarins serum kommer på.
Supplement til aftenskabet. Luksusskabet. Clarinsskabet. Måske er det sådan andre har det med tasker?
Hårgejl skabet...
Hårgejl kurven...
Brusebadsudvalg
Diverse efter-badet-olier
Bare diverse...
Og øhhh mere diverse...
Duftevand
Udvalg af foundations og BB-creamer, som jeg nogle gange giver mig tid til at bruge
Make-up og den slags. I Clarinsbøtten er der vatdimser og i æsken hårelastikker, pincetter (!), hårnåle mmm.
Ja. Og så har jeg ikke vist jer skabene med bodylotions, flere æsker med mærkeligt makeup, jeg måske (måske ikke) får brug for igen, endnu flere kurve med shampoo, hårkure, vareprøver, vatpinde, pensler, eyelinere og mascaraer i bunkevis, øjenvippebukkere og first aid kits indenfor plastre, aloevera produkter, teatree oils. YOU F...... NAME IT! Hvem er det lige jeg prøver at narre????????
Jeg har SÅ vanvittigt et forbrugsgen, når det kommer til dullegrej. Jeg har veninder, der styrter op og studerer skabe, så snart de kommer indenfor døren. Noget af det er selvfølgelig gaver og sågar foræringer. Men gosh. Der ligger formuer i de skabe....såhhh øhhh, skal vi ikke bare aftale, at jeg ikke.køber.mere.dulleri før det her er brugt?
Hvad elsker du at købe?