Mod lysere tider

Pyyyh. Den vinter dér? Jeg synes, den tog pusten lidt fra mig. Min venindes brors død gav mig en mental mavepumper, som satte hele mit liv i perspektiv. Eller nærmere, fik det hele til at stå på hovedet.

Kunne ikke finde ud af op og ned. Den ene dag ville jeg satse på mere karriere, lave mere meningsfyldt arbejde, tjene mere, mere, mere. Den næste dag ville jeg forsage alt materielt, gå ned i arbejdstid og bare være til. Mens jeg skrev på 2. semesterprojektet både dag og (helt bogstaveligt) nat, virkede det komplet meningsløst og jeg ville pludselig bare have et liv, hvor jeg kunne sætte mig i sofaen kl. 20 og se "Kender du typen" med munden fuld af citronhalvmåne. Dagen efter projektafleveringen, hvor jeg sad i sofaen og så ligegyldigt tv med munden fuld af ... øl (faktisk), virkede det komplet ligegyldigt, og jeg ville læse om videnskabsteori og kvalitative forskningsmetoder resten af livet.

Sideløbende var Elverpigen i mistrivsel på sin skole. Druk, udseende og sabotage af undervisningen var på dagsordenen og forældregruppen var næsten værre end børnene. Det værste er, at jeg ikke så det. Jeg hørte hende sige det, græde over det, hørte hende trygle om at komme et andet sted hen. Der var bare så meget andet, at jeg ikke handlede på det. Skød det hen, prøvede at forklare, at sådan er verden, 8. klasse er fuld af hormoner, sådan er det alle steder bla. bla. bla. Indtil den dag, der var skole-hjem samtaler. Pudsigt nok samme dag, som projektet var afleveret. Jeg hørte læreren sige, at skolen var magtesløs. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Det var ikke kun druk, men også stoffer, børnene kom påvirkede i skole. Hun kunne godt forstå, hvis jeg fandt en anden skole.

Jeg er stadig næsten ved at græde, når jeg tænker på det. Næste dags morgen kontaktede jeg en skole i en anden by, og der er Elverpigen glad nu. Jeg havde glemt, hvor glad hun kan være, når hun trives...

Og nu, vi er ved det, er Troldebarnet startet på samtaler med familieterapeuten igen. Han er så frustreret, keder sig, føler sig forkert - og den kampagne, der har kørt på endeløs repeat nu: "Når mor mangler" - den har slået ham helt ud. Han er så rædselsslagen for, at der skal ske mig noget, så han ikke kan sove om natten. Tak for skræmte børn DR, siger jeg bare. Men han er i bedring, kæmper med sig selv (som han plejer).

Den her vinter har jeg elsket nætterne. Tror ikke, det er et specielt sundt tegn. Nætter er søvn, fred, mørke, handlefrit område. Den her vinter har jeg hadet morgenerne. Virkelig følt, at enhver ny dag har truet med alle sine krav, problemer, opgaver og alt for lidt timer til rådighed. Jeg har været ked af ikke at gide livet. Når jeg nu har fået lov at have det. Endnu en af mine nære bekendte har fået en cancer diagnose. Ovariecancer af den grumme slags. Og så ligger jeg der, og gider ikke dagen? Skamfuldt næsten, men jeg har ikke orket.

I dag skinner solen, og jeg orker lidt igen. Hele sidste uge har vi tilbragt i en hytte i Sverige sammen med Smedebanden. Ski, ro, mad, spil, sne, kys og lys i lange baner. Ingen wi-fi, ingen mobildata, ingen mails, ingen opgaver, der skulle skrives eller løses. Jeg orker lidt igen.

God solskinssøndag derude..