Tanker #1

I morgen kommer hun hjem.

Min lille store pige er taget på efterskole, og jeg har ikke set hende i tre uger. Men i morgen kommer hun hjem, fordi der er lukkeweekend - godt for mig!

Det passer ikke helt, at jeg ikke har set hende. Jeg har set hende i 19 minutter forrige søndag, da smeden og jeg afleverede hesten. Den måtte - i lighed med mobiltelefonen - ikke være med den første uge. To timer kørte vi, langt, langt mod vest, indtil vi nåede hendes nye verden. Så forandret hun allerede så ud, men heldigvis glad.

Vi læssede hest af og ordnede små praktiske ting - og så stod hun der i stalddøren og sagde farvel. Det var dén audiens. Nitten minutter kunne smeden oplyse! Så kørte vi to timer igen...

Jeg er så glad på hendes vegne, for hun har virkelig trængt til det break. Trængt til at komme langt væk fra krav og forventninger og uddannelsesguider og elektroniske dokumenter med fremtidsplaner, der allerede føles forpligtende at skulle forholde sig til. Beseglet med nem ID, når man kun er 15 år.

Jeg håber sådan, at hun får det år til sig selv. Et år hvor hun får lidt fred for sin bagage, et år hvor hun kan sætte den tunge rygsæk og flyve lidt på lette vinger. Selvfølgelig bliver der hårde dage, pigefnidder, kærestesorger og hvem ved, måske endda lidt hjemve.

Mest af alt håber jeg af hele mit hjerte, at den mand, der har ringet til skolen for at spørge, om der går en elverpige på det nye hold, slet ikke er ham, jeg tror, det er. Og jeg håber af hele mit hjerte, at han - hvis det alligevel er - vil lade hende få det år i fred, indtil hun selv er klar.