søndag den 10. januar 2016

Hvor er alle bloggerne henne?


Der ligger en kladde på et indlæg, jeg ville have skrevet nytårsaften. Eller kladde er måske så meget sagt, for det var faktisk kun en overskrift, der aldrig blev til mere. I går gav jeg mig endelig tid til at forsøge igen og tænkte, at jeg ville hente lidt inspiration hos nogle af de andre bloggere, jeg har fulgt gennem årene. Det gav anledning til at sortere og rydde op i bloglisten, for hold da op, hvor er der mange, der er forsvundet fra blogland. Det er jeg jo sådan set også selv... men jeg har alligevel ikke lyst til at lukke bloggen helt ned. Dels kan jeg se, at der stadig er folk, der kigger forbi - dels er nogle meget vigtige år af mit liv dokumenteret her i Hulebo. Så nu må det være tid at give lidt liv til bloggen igen.

Da jeg skrev herinde sidst, var der flere, der gav udtryk for, at de bliver bekymrede, når jeg ikke skriver. Det blev jeg meget rørt over - tænk, der går mennesker rundt, jeg slet ikke kender, der bekymrer sig for mig.

Der er gået fire år siden, han rørte på sig sidst. Frygten fylder ikke bevidst i mit liv længere. Jeg kigger mig ikke over skulderen mere og selv hos min far i julen, var jeg stort set helt afslappet. Bortset lige fra, når hunden gør - så tjekker jeg indkørsel og haven, men ikke med hjertet oppe i halsen som tidligere.

Jeg har endda været i København og gået alene gennem noget af byen. Det var til gengæld med hjertet oppe i halsen - men jeg gjorde det. Jeg har også været i København med smeden. Vi var forbi min gamle arbejdsplads, som jeg forlod over en nat, for at sige hej. Eller rigtigt farvel om man vil. Jeg kommer jo ikke tilbage. Det var et tårevædet møde, og nøj, hvor det føltes godt at få set dem igen - min gamle chef og nogle af kollegerne. Det var mens, jeg sad dér, på kontoret, at de ringede fra efterskolen og fortalte, at der var blevet spurgt efter Elverpigen. Ved navn. Mærkeligt ikke?

Senere kørte vi ud i området, hvor vi boede dengang. Det var smukt og ret idyllisk, ligesom jeg husker det. Uden nogen form for drama. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt at få det lagt bag mig på den måde. Sammen med smeden. Det er en del af min historie, men det var dengang. Nu er nu.

Da vi kørte ud af byen, var jeg selvfølgelig lidt rystet over, at en mand havde spurgt efter Elverpigen. Men jeg tænkte også, at han jo ikke havde spurgt efter mig. Hvis det ER ham, så leder han ikke efter mig, men efter sin datter. Der er forskel. Det gjorde mig ikke bange...Jeg er ikke fysisk dér, hvor hun er nu, jeg kan ikke blive en del af et drama. Det må jeg holde fast i. Der er ikke sket mere. Ingen henvendelser, ingen beskeder, ingenting.

Jeg drømmer, at han forfølger mig. At jeg tog fejl, at han stadig vil slå mig ihjel. Jeg drømmer også, at han ikke vil. I vågen tilstand fortæller jeg mig selv, at han er videre i sit liv, at han ikke vil udslette mig længere, at "æ galsind er gav'n af ham", som min gamle moster siger. Jeg forestiller mig, at jeg møder ham og ikke er bange. Det piner mig, at mine -vores - børn har mistet halvdelen af deres familie. Specielt deres søstre, hans tre nu voksne døtre af første ægteskab. Tænk sig, at kunne få tre storesøstre igen...

Den yngste af dem skrev en mail til mig, os, i sommer. Jeg opdagede den først lige inden jul, fordi det er en gammel mailadresse, jeg næsten aldrig bruger. Jeg skrev tilbage og tog en beslutning. En beslutning om at slippe noget kontrol. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har gjort det. Givet hende Elverpigens mailadresse - og nu er de i kontakt. De skriver sammen om ungdomsliv, uddannelsesvalg og de andre i familien. Søstrene, bedstemoren og fætteren. Ikke deres far. Endnu.

Det føles rigtigt.

7 kommentarer:

Cille sagde ...

Hvor er det skønt at du er tilbage. Og tak for Update. Den er jeg virkelig glad for - på dine vejne.

Heidi Kjeldgaard sagde ...

Dejligt med et bette livstegn fra dig. Du er en af dem jeg sender tanker og håber det går godt. Lyder til du er godt på vej i dit nye liv med smeden som livsledsager. Dejligt datoerne har fået kontakt med den ene storesøster. Stærkt gået. Ønsker dig og dine det allerbedste fremover 💝

Heidi Kjeldgaard sagde ...

Dejligt med et bette livstegn fra dig. Du er en af dem jeg sender tanker og håber det går godt. Lyder til du er godt på vej i dit nye liv med smeden som livsledsager. Dejligt datoerne har fået kontakt med den ene storesøster. Stærkt gået. Ønsker dig og dine det allerbedste fremover 💝

Trine Kok sagde ...

Modige mennesker tør stå med deres frygt - selv når den gælder børnene. Jeg tror det er en vigtig dør du har ladet slippe på klem for din ældste dér. Dejligt at se du også stadig er her. <3
Kram - og godt nytår derude i skoven!
Kh T

Dragonfly sagde ...

Åh så dejligt med et livstegn. Velkommen tilbage!

Mor-monsteret fra Skøre liv sagde ...

Hej igen! I'm one of the new kids on the blog... Eller rettere ny blogger i det forfærdeligt store blogland! Her er svært at finde rundt... Bare til orientering, nu hvor du efterlyser bloggere, hvis du skulle være interesseret :-). Jeg faldt over din blog hos Viva est bella.
Jeg tror, jeg blir hængende lidt endnu her :-).
Kærligst, mig.

Livsglimt sagde ...

Jeg blev beæret over at se mig selv på din blog-roll. Tak :)