søndag den 31. januar 2016

Rastløse sjæl


Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.




7 kommentarer:

Cille sagde ...

Passion - sådan en ønsker jeg også brændende. Spændende med din. Spring ud - hvad end det er!

Charlotte sagde ...

Må jeg gætte....at skrive, er din passion....

Kh
Charlotte, der engang fik dig til at købe de støvler, du selvfølgelig fortjente..

Dragonfly sagde ...

Gør det. Intet vovet, intet vundet!

Livsglimt sagde ...

Tænkte lige på, hvad jeg mon egentlig svarede? Det må betyde noget tænker jeg også, hvad drømmene var dengang.
Jeg kan godt forstå det er svært, hvis det primære emne er relationer... :-) Hvis jeg havde en - med sikkerhed - anonym blog ville jeg også skrive mere om det, men ellers er det ikke så nemt.

D sagde ...

Du ER voksen - Det ER tid - Du KAN godt og ja, måske er du midtvejs - jeg går lige her ved siden af og nyder turen og det at følge dig min kære ven ��
KD

Uglemor sagde ...

Kom i gang. Tiden går, hvad enten vi gør det eller ej, og det er trist, at måtte se tilbge på alle de ting, vi kunne have gjort.
Læs det her digt:

Hvis jeg kunne leve mit liv om

Jeg ville turde gøre flere fejltagelser
Jeg ville slappe af – være mere smidig
Jeg ville være mere enfoldig
Jeg ville tage færre ting alvorligt
Jeg ville tage flere chancer. Jeg ville have flere oplevelser
Jeg ville bestige flere bjerge og svømme over flere floder
Jeg ville spise mere is og færre bønner
Jeg ville måske have flere vanskeligheder, men færre indbildte
Ser du, jeg er en af dem, der lever følsomt og sundt
Time efter time, dag efter dag
Åh, jeg har haft mine øjeblikke – og hvis jeg skulle leve om igen, ville jeg have flere af dem
Faktisk ville jeg prøve på ikke at have noget andet….
– Kun øjeblikke
Det ene efter det andet. I stedet for at leve så mange år med tanke på morgendagen
Jeg har været en af dem, som aldrig tager nogen steder uden et termometer, en varmedunk, en regnfrakke en faldskærm
Hvis jeg skulle leve om, ville jeg rejse med mindre bagage
Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg begynde at gå barfodet tidligere om foråret og blive ved længere hen på efteråret
Jeg ville danse mere
Jeg ville unde mig selv flere karruselture
Jeg ville plukke flere tusindfryd

Digt af Nadine Starr, 85 år

Dragonfly sagde ...

Hulemor, kom tilbage til bloggen! Jeg savner dine skriverier. Selvom jeg ikke selv blogger længere (og måske også forstår, hvorfor du heller ikke gør), så tager jeg jævnligt turen forbi her for at se, om du skulle have givet lyd. Kh Liv.