Når man smitter sine børn...

...med det, man ikke selv kan se.

For det første: To skønne børn har jeg.

Elverpigen, der elsker sine dyr, både de levende og dem fra Schleich. Dagevis! kan hun have en leg i gang med ulve, elge, heste, hunde, aber, katte, isbjørne - alle er der plads til i hendes leg. Hun elsker at læse. Om dyr. Kun dyr. Til nød bevæger hun sig lidt uden for emnet og læser om savannen. Bjergene. Junglen. Og dens dyr.

Matematik er lidt op ad bakke for Elverpigen. Tallene passer ligesom ikke ind i dyrenes verden på den måde. Og når ting er svære at lære bliver Elverpigen ked af det. Finder det pinligt. Holder det hemmeligt. Floves ved det.

Troldebarnet har to passioner. Nintendo DS og Lego. Der beviser han, at han faktisk besidder den koncentrationevne som ... ikke er alt for tydelig, når det kommer til skolearbejde. Og så alligevel. Matematik går fint. Har siddet i situationen flere gange, hvor Elverpigen knokler med små tabeller - "mor, hvad er seks gange fire?". Troldebarnet - "mor mor, må jeg sige det?". Lidt strengt, når han er tre år yngre...

Når ting er svære at lære bliver Troldebarnet rasende. Mest på sig selv. Og husker sig selv på at han ikke dur til noget. At han er verdens dårligste og aldrig får det lært. Overbeviser sig selv om at det ikke nytter at prøve.

Hulemor forsøger sig selvfølgelig med opbyggelig pædagogik.

"Det er rigtig godt at spørge om hjælp. Nej det er ikke spor pinligt. Man skal ikke sammenligne sig med de andre. Selvfølgelig får du det lært. Jeg vil gerne hjælpe dig. Alle har brug for at øve sig. Det er så fint, det du gør. Det er på vej, du er allerede ved at lære det. Nej, måske kan du ikke mærke det, men det kommer. Du er verdens dejligste, jeg ved du kan lære det. Du skal tro på det, skat. Prøv en gang til. Du kan godt".

Ligesom Hulemor. Stærk, kæmper for det, tror på det. Altid.

For det andet: Så er der mig selv (sagde....nå...)

Hulemor er rigtig dygtig til at lære. Hulemor har altid fået høøøje karakterer, hurra. Såå dygtig til at gå til eksamen. Præstere det, de andre gerne vil have. Pensum.

Hulemor nages af aldrig at være blevet til noget. Altså noget flot. Det lå jo ligesom i kortene? Arbejde på Landsbyhospitalet? Hmm (hvad fanden gik der galt for hende?). Hulemor er lykkelig for Landsbyhospitalet og alle de skøre originaler dér. Som skal spredes for alle vinde, fordi det skal lukkes. Snart.

Og så. Er der slået en stilling op. I verden udenfor. Som nogen opfordrede mig til at søge. Et job jeg gerne vil have. Helt vildt. Så skete det. Tankemylder.

"Ej, det kan ikke betale sig at søge det. De vil da hellere have en med nogle meeeeget bedre kvalifikationer. Jeg falder lynhurtigt igennem. Ja så skulle du nok ikke have gået så meget hjemme, da børnene var små. Så havde du jo haft mere erfaring. Nu vil de bare undre sig over, at du ikke for længst har fået en flot stilling. Nej men det her jo heller ikke noget særligt. Men det lyder måske lidt flottere? Jeg fortæller i hvert fald ikke til nogen, at jeg søger det. Altså hvis jeg søger det. Pinligt hvis andre finder ud af, at jeg ikke fik det. Ejmen jeg bliver jo heller aldrig rigtigt til noget. Men det gør heller ikke noget. Jeg er meget godt tilfreds. Selvom ... jeg kunne nok godt klare lidt flere udfordringer. Nej, hvem tror jeg lige jeg er, haha. Ved jo ikke hvad de folk vil have. Kender ikke pensum. Nå, men man kan da altid prøve. Eller Jeg kan. Hvad siger du, skal jeg bare ønske mig det? Tro på det? Kæmpe for det? Ligefrem tiltrække det? Nahhh, skal man ikke gøre sig fortjent til den slags universel lykke? Nej så kommer Nemesis og tager mig, det ved enhver"

Helt ærligt. Sådan har det kørt i mit hoved hele dagen. No wonder de børn er gode til at slå sig selv i hovedet med uduelighed: Hvordan finder den smitte sted?

Nu må jeg altså op på hesten. Og jeg har skrevet ansøgningen. Og jeg ved, hvad du vil sige. Skal nok sende den. Til dem. Og nu ved I det allesammen. Så er det bare monsterpinligt, hvis jeg ikke får det. Dyb vejrtrækning. Jeg kan godt.