tirsdag den 27. april 2010

At ramme bunden

Øv. Hulemor har været helt nede på bunden. HELT. Egentlig troede jeg, at jeg havde været nede i det hul for sidste gang. Sådan for alvor.

Det grumme skilsmissehul, hvor skyld, skam, samvittighed, angst, sorg og vrede er klistret sammen i et virvar af fortrængninger og undervurderede traumer.

Mit lille troldebarn har lidt så meget og har det til tider så svært, at det er nødvendigt at få set på de oplevelser og traumer, der har fundet sted. Derfor har jeg arbejdet på en skriftlig redegørelse af familieforhold, hændelsesforløb, adfærdsmøsnter etc. etc. for at beskrive hans udvikling og påvirkningen af den bedst muligt.

Samtidig er jeg ud af det blå blevet konfronteret med tilbagebetalingskrav af boligstøtte mm. for 2007, hvor jeg var midt i mit livs stormvejr af overfald, chikanerier og forfølgelse. Her skal der også redegøres, dokumenteres, argumenteres, ringes, mailes...

Endelig ligger der en sag hos Erstatningsnævnet vedr. overfaldene, som lige pludselig kræver dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, udtalelse fra pågældende arbejdsgiver, lægeerklæring fra daværende læge, årsopgørelser, lønsedler...2½ år tilbage.

Det startede en lavine af hengemte følelser, aktiverede en cocktail af angst, sorg og rædsel, som jeg ærligt talt ikke havde troet var mulig. Jeg troede, helt alvorligt, at jeg havde lagt de ting bag mig. At jeg havde dealet med det. At jeg var videre.

Når man nærmest har skiftet liv siden, er det så ... overvældende.

Jeg har haft en uge, hvor livet har været ren overlevelse. Passet arbejdet, sørget for børnenes mest basale behov (og absolut intet udover det. Sagde den dårlige samvittighed) og om aftenen knoklet med redegørelser og dokumentationer til jeg næsten brækkede mig. I hvert fald til jeg gav efter for trangen og græd, skreg, hylede over at alt det indhenter mig igen. Til sidst skyllede jeg det hele eftertrykkeligt ned i det midlertidige indre glemselskabinet, indtil trætheden, alkoholen og udmattelsen slog mig ned til nogle få timers søvn.

Jeg havde følelsen af, at mit liv aldrig finder et leje igen. A.L.D.R.I.G.

De få, der blev indviet i tingenes virkelige tilstand rakte ud og førsøgte at hjælpe, men intet hjalp det. Eller måske hjalp det alligevel. For nu er jeg på vej op igen. Skrøbelig og med erkendelsen af, at kaos er lige nøjagtigt under overfladen.

Midt i min fortvivlelse mærkede jeg, at reaktionen ikke stod mål med problemet. Altså det aktuelle problem, som bestod af kr. 3.671 til tilbagebetaling, beskrivelser af dit og dat og en tur til lægen for en underskrift.

Det er jo ikke nogen ulykke! Mindst tre tilbød at betale pengene på stedet. Uden modkrav. Mindst én tilbød at hjælpe med beskrivelserne. Flere tilbød at snakke, lytte, trøste, holde om. Men jeg var nødt til at stå igennem det alene. Blev nødt til at mærke det hele. Igen.

Jeg trækker vejret normalt igen. Jeg er ikke grådlabil mere. Jeg har grinet, da vi spiste aftensmad. Jeg har glædet mig til noget. Jeg har ringet til en. Jeg har fortalt. Jeg har løbet en lang tur i skoven, da børnene var gået til ro. Jeg har set havørnen. Jeg har skrevet en vigtig mail. Jeg har ikke drukket. Jeg glæder mig til i morgen.

Trods alt.

4 kommentarer:

Trine sagde ...

For. Helvede. Da. Også!

Helt ærligt - jeg tror jeg forstår!
Selvom din og min situation er SÅ vidt forskellige, så forstår jeg den groteske følelseseksplosion du beskriver!

Men også helt ærligt, Hulemor - jeg håber du selv lægger mærke til hvor meget du trækker igennem og står selv!? Det gør jeg i hvert fald, og jeg synes du er noget så cool!
Og så skriger man lidt og fylder sig lidt med rødvin. Men bottumline er, at du gør det du skal, og vender tilbage til dig selv igen bagefter.
Og lever.
Det er altid det vigtigste!

mette b sagde ...

Kære Hulemor,
Hvor er du en stærk kvinde, der heldigvis har arme, der rækker ud til dig, når de kan se, at du må have behov. Og du så kan mærke, at du er nødt til stå det hele igennem, for at komme videre. For det tror, jeg at du kommer, når du vælger at gøre som du gør.
Selvfølgelig kan du også hælde vand ud af ørerne hos én af de hjælpende ånder, som gerne vil. Når du trænger det.
Du er til stede i dit liv og det gør dig stærk.

Mange klem og gode tanker til dig fra
mette b

Lena sagde ...

Kæreste du.
Hvor er du bare sej. Det ville have taget mig det meste af fire måneder bare at komme dertil hvor jeg turde overveje at se på de papirer med krav.

Som Trine skriver, gør du det du skal. Det er mere end så mange andre gør.

Keep on.

hulebo sagde ...

Tak for jeres dejlige kommentarer. Jeg tror bare, jeg vil sige tak, ellers bliver det langt.

Men det har faktisk hjulpet mig at læse andres, deriblandt i høj grad jeres, beskrivelser af det, der sker med én, når livet ramler.

Så bliv endelig ved med det (selvom det selvfølgelig helst ikke skal blive ved sådan!!!...altså med at ramle!!!)

Knus