fredag den 28. maj 2010

Hvad er det vigtige?

Så sad jeg der på mit arbejde, og havde i.n.t.e.t. at lave. Legede med min spritnye gadget uhh så fin og lækker - og miljøvenlig. Lagde planer for aftenens sommerhusparty med de skønneste kolleger. Tøse sms'ede med veninde. Fnis fnis og fredag for fuld skrue på radioen.

Nå, men mens jeg drev afsted i tilværelsens ulidelige lethed, ringede telefonen fra en sengeafdeling, at jeg skulle ind til en patient. Da jeg kom ud fra stuen igen, måtte jeg tørre øjnene. Og lod derefter telefonen blive i lommen, havde mistet lysten til at lege. Fordi det var ligegyldigt.

Patienten er 55 år, flot mand, veltalende og fuld af humor. Han fortalte mig, at han var lidt stresset de her dage. Fordi han lige har fået at vide, at han har tre måneder tilbage. Altså hvis det går godt. Han synes pludselig, han har lidt meget, han gerne vil nå.

Hvad pokker er det med det liv? Hvad er det nu, vi skal med det? Hvad skal det give os? Hvad skal vi give det? Er der overhovedet noget, der nytter?

Min mor er også alvorligt syg. Men hun er i behandling, og indtil videre ved vi ikke andet, end at det virker. Så de tunge tanker er til at holde i ave. Vi er blevet gode til at bruge tiden og fx prioritere at se hinanden, selvom det kun er for et par timer. Der er dage, hvor jeg næsten glemmer det.

Vi havde en god snak, patienten og jeg. Fordi jeg har det så tæt på selv, var det ikke svært at lytte til ham. Og spørge. Og tage hans hånd, da han rakte ud efter min, og fortalte, at hans søn havde sagt: "Jamen jeg har altså brug for mere far-tid". Det var ok, at vi begge kom til at græde lidt.

Der var en hel fortættet stemning inde på den stue. Tænk at to fremmede kan komme så tæt på hinanden på så kort tid. Det var gribende, berigende, ærligt, smertefuldt og bevægende på en gang. Men også varmt og nært. Forunderligt.

Jeg gav ham et knus, da jeg gik, fordi det var okay. "Tak for din måde at være på. Og pas nu godt på dig selv ude i den store verden" sagde han.

Vi kender kun lige nu. Dette øjeblik er i virkeligheden det eneste, vi ved. Om lidt kan alt være forandret. Så husk det lige.

Pas godt på dig selv, og dem du elsker. Nyd livet, for det er lige nu...

6 kommentarer:

June sagde ...

Så sandt! Jeg mistede min mor for 11 år siden nu. Hun blev 44.

Sidste sommer var jeg uhyggelig tæt på, at miste min mand...

Det vigtige? Dem man elsker - og at vise dem, at man gør det.

Men også som du gjorde med din patient. Turde tale om de svære ting, og give af sig selv - ikke være bange for, at komme til at sige noget dumt. I virkeligheden er tavsheden meget værre, end nærmest hvilken som helst dum kommentar ;-)

K.H June

Sandra sagde ...

Det at turde tale - er noget af det vigtigste hvis man er alvorligt syg.
At lytte, at være der, at rumme - at dele - og ja, livet er en svær én - måske er vi her ikke i morgen. Der er kun lige NU som vi kender - intet andet.
Tænker jeg...

Krutters Krøller sagde ...

Ååååh, der kneb jeg en tåre... sikke bevægende. Tænk at mødes og blive mødt af en fremmed... sådan hjerte til hjerte. Don't stop - du gør en stor forskel.
Tanker
Rina

Marie sagde ...

Så vræler man lidt igen.

anette sagde ...

Han er heldig at være omgivet af personale som dig, Marianne. Men ja, hvor skal vi passe på ikke at klatte tiden væk. Og virkelig huske på det, der batter. Min mor er også alvorlig syg, men er nu færdig med sin behandling og jeg har det som dig - at jeg kan glemme det, fordi hun virker rask (og tak for det). Men forløbet har mindet os uhyggelig meget om 'nuet' og om, hvad det er, der er vigtigt.

Kolorista sagde ...

Jeg sender dig lige en besed på dette dit seneste indlæg - ikke fordi det kun var dette der rørte mig, men fordi hele din blog rør mig! Tak for de tanker du deler! (Og tak, June/Fittipaldi fordi du ledte videre til Hulemor!) Kh lisbeth (som for tiden ikke blogger ret meget hos sig selv, men læser med hos mange...)