søndag den 23. maj 2010

Krise og kræfter

I går var simpelthen en livsdag. For det første: sol. I rå mængder. Have og lysthus blev gjort sommerklar. I mageligt tempo. En af de meget sjældne dage, hvor tiden strækker sig, og der alligevel er nået en masse i dagens løb. Og hvor man kan slappe af her:






Sluttede havearbejdet med et brusebad og iførte mig sommer gevandter fra Noa Noa...åh sommer. I al beskedenhed ærgrede jeg mig lidt over, at ingen lige kom forbi og så min smukke have, bregner i åben udfoldelse, rengjort veranda med sarte blomster i krukker...

Tik tik kom en sms. Dejlige, gavmilde venner var i færd med at rydde op og ville lige komme forbi med et sæt havemøbler, de ikke brugte mere. Og en sofa. Og en kage. Nå ja, og så ville de lige tage en god ven med også. Hvem sagde giftekniv??!!!

Okay de havde nok luftet, at de kendte en, jeg skulle møde. Og han var da præcis så fantastisk og skøn, som de havde sagt. Afgjort. Vi vidste jo begge, at vores fælles venner bare håbede, det skulle sige bang mellem os, så vi var nødt til at grine en masse og få afvæbnet det komiske. Og hyggeligt var det. Et par timer senere var Elverpigen og jeg på vej retur for at grille sammen med gifteknivene + überlækker ven. Troldebarnet var taget i byen til overnatning.

Mandlig giftekniv + ven er sådan nogle, der arrangerer events og overlevelseskurser. Ikke på Carl Mar måden men på natur/svævebane over vand/rapelling fra høje træer/osv måden. Og samme dag havde de haft en polterabend i haven, som var omdannet til en - skal vi sige - mildt udfordrende legeplads, i dagens anledning.

Nogen kom til at spørge mig, om jeg skulle op at gå på line. Ja ja da, selvfølgelig. Hvor? 10½ m oppe mellem to gamle fyrretræer. Linen var en balancebom, ca 2½ cm. bred, spændt ud mellem træerne. "Der kan ikke ske noget. Du er jo sikret og får udstyr på". Nå, men op med mig så.

Der var godt nok højt ned!! Og jeg kunne allerede halvvejs oppe ad stigen mærke, at det her ... det tør jeg slet ikke. Det kan godt være 10½ m ikke ser ud af meget, meeen...

Nå men jeg ville i hvert fald lige op på toppen af stigen og se udsigten over skove, dale og søer. Det så nogenlunde sådan her ud:



Og så tog f*nden ved mig. Over den bom ville jeg! Over at klappe det andet træ. Jeg skal lige indskyde, at sikringslinen gik nedefra op over en tynd, tynd, tynd line over linedanseren (mig) og ned i en karabinhage på brystet/hoften. Så der var altså ikke noget med at støtte sig til noget. Hold da .... hvor var der langt ned. Træææk vejret. Dyb indånding. Over.

Over kom jeg. Klappede træet. Nød udsigten. Vinkede ned til tilskuerne. Mærkede angsten. Jeg skulle jo tilbage igen! Nede fra jorden råbte giftekniv følgende anvisning:

"Når du går tilbage stopper du midt på bommen. Vender front ud mod dalen (altså intetheden) og træder et stort skridt frem. Så svæver du ned i sikringslinen"

Okay. Altså hop frivilligt ud fra 10½ meters højde. N.E.V.E.R.

Men lige dér, der fik jeg kraften. Jeg mærkede helt inde i knoglerne, at jeg turde. Jeg så min eksmand for mig, de sindssyge scenarier, hvor jeg har set døden i øjnene. Hvor jeg har været i tvivl, om jeg kom levende derfra. Og så tænkte jeg; kan jeg overleve ham, så kan jeg kraftedeme også springe ud fra sådan en smule bom!!

Og jeg tog en dyyyyb indånding. Og sprang. Lige ned i jubelscenerne. Det havde de ikke troet om Noa Noa pigen!

Det var en VILD oplevelse. Bagefter havde jeg det, som om jeg havde taget et iskoldt styrtebad. Men for f*nden hvor var jeg i live lige der... og jeg troede pludselig på, at det man ikke dør af, det bliver man stærkere af!!

Og vennen? Værtsparret trak sig høfligt tilbage først på natten og lod os sidde alene og vende livets dybe spørgsmål helt indtil den lyse morgen. Og da vi rejste os, var vi begge klar over, at det sagtens kunne være blevet. Usagt men tydeligt. Men det blev ikke. De ved ikke, at mit hjerte allerede er taget.

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg får helt kuldegysning, når jeg læser om den højdetur! Vildt at du gjorde det. Håber jeg selv ville ha' turdet... ?! Uhhh... spændende med dit hjerte!?!

Helene

mette b sagde ...

Spændende læsning kulminerer med springet ud i luften... og ender med at nogen har stjålet dit hjerte?

Du er simpelthen en fantastisk kvinde og skribent!

Klem

Mona sagde ...

Hold da op et spring der :) Dejligt skrevet..klap og roser til dig fra mig :)

mette b sagde ...

Jeg har givet dig en award - kig ind på min blog.
Klem fra
mette

June sagde ...

Jeg læste din blog igennem, som en virkelig god bog - du ved....sådan én man slet ikke kan slippe, så man læser kapitel efter kapitel.

Og præcis som med en god bog, blev jeg helt trist, da der ikke var mere.

Så nu vil jeg gøre, præcis som jeg ville have gjort med bogen: Håbe, vente og krydse fingre for en snarlig fortsættelse!

Fantastisk vedrørende, ærlig og super velskrevet blog.

Jeg har grint højt og længe, haft tårer i øjnene, været spændt, fuld af respekt og beundring.

Jeg ved, at jeg slet slet ikke er færdig med, at fordøje dine indlæg. De rumsterer i hovedet...

Og så ville jeg virkelig ønske, at jeg kendte dig!

Kærlig hilsen
June

anette sagde ...

SIKKE en historie, Marianne - og som jo vel næsten er foregået lige rundt om mit hjørne ;o) ? Sejt med sådan et sus på den gode måde (det er vel et tip til alle, der gerne vil prøve at være til stede i nuet?). Smiler af dine skønne gifteknive-venner.

June sagde ...

Hej igen :-)

Tag et kig her: http://rothmanns.blogspot.com/2010/05/jeg-har-meget-stolt-modtaget-en-award.html

K.H June

hulebo sagde ...

Tusind tak for jeres kommentarer, roser - og ikke mindst - awards ;o)
Jeg vender tilbage til udfordringen senere i dag...Knus

Charlotte sagde ...

Har lige været alle dine indlæg igennem, faldt "tilfældigt" over din side her til aften. Tak for en ærlig og meget rørende blog - også modig, morsom og alt muligt andet. Jeg siddder tilbage med en kæmpe respekt. Wauw..ja, bare Wauw. Dine børn er meget heldige.
Charlotte

Kirsten sagde ...

Kære Hulebo.

Jeg er én blandt mange der er blevet opmærksom på din blogs eksistens via Junes indlæg den anden dag - og for filan(!) hvor er jeg glad for at jeg klikkede på linket.

Du skriver h-e-l-t fantastisk. Intet mindre.

Glæder mig til at læse mere. Lige nu tager jeg det i etaper, men det fanger mig (som June vist også sagde) som en bog man ikke kan slippe igen.

Du kan noget med ord. Det er en gave.

Tak, fordi vi får lov at læse med.

Kirsten