Forår. At last

Går ikke for godt med humøret. Stadig.

Har bare siddet fast i enlig-mor-offer-følelsen. Inklusiv masochistiske bebrejdelser som "Jamen du har jo selv valgt det". "Ensom? Du ville jo selv". Nå.

Jeg er så træt af at mine hårdt opsparede reserver gang på gang bliver ædt af efterdønninger af skilsmissen. Jeg mangler ikke noget. Men jeg har heller ikke til noget. Selvfølgelig kunne jeg vælge at skifte den hemmelige adresse ud med et månedligt beløb i boligsikring. Eller vælge en anden skole, der ikke koster 2.950 om måneden. Okay, det er nogle dyre valg. Men jeg står alligevel inde for dem.

Surfede (pudsigt nok) forbi noget millionøsemetode. Og måske har de ret, for alle mine tanker var sådan noget "Passion? Jeg har da ingen passion". "Dele ud til andre af det, du er god til? Jeg er da ikke god til noget". "Tiltrække rigdom? Nej hvor egoistisk". Pfft. No wonder jeg ikke har skejser til en all inclusive sommerferie med ungerne. Med fly. Ville de der millionøser nok sige. Måske de alligevel har fat i den lange ende...

Nå, men så læste jeg et interview med en kendis, der blev spurgt: "Hvad er du den eneste i din omkreds, der er vild med?". Det spørgsmål gik jeg og grublede over en eftemiddag. Altså hvis jeg nu var den kendte, hvad ville jeg så have svaret? Noget smart konstrueret til lejligheden?

Men pludselig kom jeg til at grine for mig selv. For jeg havde pludselig svaret! Countrymusik. Og det her:



Læg lige mærke til de drenges begejstring!!

Jeg tilbragte det meste af min ungdom i sådan en øse. Ja, lige netop sådan en Chevrolet Chevelle Malibu 1969. Ikke noget, jeg har pralet vildt med siden. Men nu tror jeg, jeg er parat til at stå ved min bonderøvede side. After all.

Jeg kan stadig blive helt varm, når jeg hører en V8'er komme nærmere. Det hørte jeg den anden dag. En forårsglinsende Buick med ung mand bag rattet. Og jeg gjorde det, han allerhelst ville have: Stillede mig op og gloede ukontrolleret efter bilen. Og smilede til ham. Dét er nemlig forår!

After all.