Om veninder og en enkelt faderbinding

Lige nu er det nattøjstid med ild i brændeovnen, to snorkende unger i sofaen og en lille mundfuld rødvin i fredagsglasset.

I morgen er det venindedag, med børn, snik snak og måske en anelse mere rødvin. Jeg glæder mig til den salige stund, hvor vores unger sover, og vi kan smække fødderne op i samme midte af sofaen, mens vi gør os kloge på verden.

Da jeg var i gang med at blive skilt, spurgte min psykolog mig engang, hvad det var, der havde gjort udslaget. Hvad det var, der havde fået mig til at tage beslutningen om at blive skilt. Der var mange grunde, store og små. Manglende respekt for mig som hustru, mor og menneske var den altoverskyggende grund. Jeg var indhyllet i et spin af psykologiske tirader, der gjorde mig evigt tvivlende og handlingslammet. Jeg blev blandt andet kaldt umoden og doven og blev beskyldt for at have en uhensigtsmæssig faderbinding.

Det var svært at finde modargumenter mod én, der havde studeret termerne og fundet en vej til magt i dem. Men én episode kom til at gøre forskellen. Én episode, hvor det stod lysende klart for mig, at han ikke havde ret. Og hvor tvivlen og trangen til at være rigtig, for en gangs skyld stod i skyggen af følelsen af at have den rigtige mavefornemmelse.

Anledningen var en venindekomsammen i min gamle gymnasieklasse. Jeg har veninder, som går helt tilbage til dengang, jeg var ni år. Veninder fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra højskolen, fra mine studietid på to uddannelser, fra skiferier, naboskaber og arbejdspladser. Nye og gamle imellem hinanden.

Det var sommer, mit ægteskab var i krise og jeg blev inviteret til reunion. Min eksmand var af den mening, at jeg skulle blive hjemme, når nu tingene ikke fungerede 100%. En ganske rimelig betragtning egentlig, hvis ikke det var fordi, jeg måske trængte til at få en lille bitte smule luft.

Jeg fik en lang forelæsning om, at det var et utrolig infantilt træk at have alle disse gamle venskaber. At det handlede om et ønske om at holde fast i fortiden og ikke være tilstede i nuet. At jeg ved at holde fast i gamle relationer, fremfor at være sammen med min familie (altså ham og børnene) ubevidst stræbte efter en svunden tid, som jeg ikke evnede at frigøre mig fra. Det kan alle jo forstå er umodent, ikke sandt?

Lige dér, lige den aften, der tænkte jeg: Det dér, det er eddermame LØGN. Naturligvis skal venskaber ikke overskygge engagementet i den nære familie, men jeg tror ikke på, at der findes en eneste psykologibog i verden, hvor der står, at det er dårligt at have venner. At det er uhensigtsmæssigt og infantilt at have relationer, der går længere tilbage i tiden end nuet. Jeg nægter at tro på det! Det er grundlæggende en positiv evne at kunne skabe, udvikle og bevare venskaber. Basta! (Behøver jeg nævne, at han ingen havde?)

Og det viste sig jo også, at alle venner og veninder stod på spring for at huse, hjælpe, støtte og trøste, da jeg fik brug for det. Derfor har jeg dem stadig, og derfor gider jeg godt køre langt for at værne om dem. Amen.

Ps. Min eksmand formastede sig engang til at nævne min usunde faderbinding overfor min mor. Han pointerede blandt andet, at min far bestemte for meget over mig. Hvortil min mor kvik i replikken svarede: "Ved du hvad? Hvis hendes far havde bestemt noget som helst over hende, så var hun ALDRIG blevet gift med dig" (tag den fister løgsovs, siger jeg bare)