fredag den 11. marts 2011

Om veninder og en enkelt faderbinding


Lige nu er det nattøjstid med ild i brændeovnen, to snorkende unger i sofaen og en lille mundfuld rødvin i fredagsglasset.

I morgen er det venindedag, med børn, snik snak og måske en anelse mere rødvin. Jeg glæder mig til den salige stund, hvor vores unger sover, og vi kan smække fødderne op i samme midte af sofaen, mens vi gør os kloge på verden.

Da jeg var i gang med at blive skilt, spurgte min psykolog mig engang, hvad det var, der havde gjort udslaget. Hvad det var, der havde fået mig til at tage beslutningen om at blive skilt. Der var mange grunde, store og små. Manglende respekt for mig som hustru, mor og menneske var den altoverskyggende grund. Jeg var indhyllet i et spin af psykologiske tirader, der gjorde mig evigt tvivlende og handlingslammet. Jeg blev blandt andet kaldt umoden og doven og blev beskyldt for at have en uhensigtsmæssig faderbinding.

Det var svært at finde modargumenter mod én, der havde studeret termerne og fundet en vej til magt i dem. Men én episode kom til at gøre forskellen. Én episode, hvor det stod lysende klart for mig, at han ikke havde ret. Og hvor tvivlen og trangen til at være rigtig, for en gangs skyld stod i skyggen af følelsen af at have den rigtige mavefornemmelse.

Anledningen var en venindekomsammen i min gamle gymnasieklasse. Jeg har veninder, som går helt tilbage til dengang, jeg var ni år. Veninder fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra højskolen, fra mine studietid på to uddannelser, fra skiferier, naboskaber og arbejdspladser. Nye og gamle imellem hinanden.

Det var sommer, mit ægteskab var i krise og jeg blev inviteret til reunion. Min eksmand var af den mening, at jeg skulle blive hjemme, når nu tingene ikke fungerede 100%. En ganske rimelig betragtning egentlig, hvis ikke det var fordi, jeg måske trængte til at få en lille bitte smule luft.

Jeg fik en lang forelæsning om, at det var et utrolig infantilt træk at have alle disse gamle venskaber. At det handlede om et ønske om at holde fast i fortiden og ikke være tilstede i nuet. At jeg ved at holde fast i gamle relationer, fremfor at være sammen med min familie (altså ham og børnene) ubevidst stræbte efter en svunden tid, som jeg ikke evnede at frigøre mig fra. Det kan alle jo forstå er umodent, ikke sandt?

Lige dér, lige den aften, der tænkte jeg: Det dér, det er eddermame LØGN. Naturligvis skal venskaber ikke overskygge engagementet i den nære familie, men jeg tror ikke på, at der findes en eneste psykologibog i verden, hvor der står, at det er dårligt at have venner. At det er uhensigtsmæssigt og infantilt at have relationer, der går længere tilbage i tiden end nuet. Jeg nægter at tro på det! Det er grundlæggende en positiv evne at kunne skabe, udvikle og bevare venskaber. Basta! (Behøver jeg nævne, at han ingen havde?)

Og det viste sig jo også, at alle venner og veninder stod på spring for at huse, hjælpe, støtte og trøste, da jeg fik brug for det. Derfor har jeg dem stadig, og derfor gider jeg godt køre langt for at værne om dem. Amen.

Ps. Min eksmand formastede sig engang til at nævne min usunde faderbinding overfor min mor. Han pointerede blandt andet, at min far bestemte for meget over mig. Hvortil min mor kvik i replikken svarede: "Ved du hvad? Hvis hendes far havde bestemt noget som helst over hende, så var hun ALDRIG blevet gift med dig" (tag den fister løgsovs, siger jeg bare)

6 kommentarer:

Prophecy sagde ...

Fuck din mor var cool og hurtig i replikken. Sidder og tænker helt lettet, at det var godt du slap for det ægteskab, for det var da om noget usundt fra hans side - og nej, venner skal ikke suge fra parforholdet, de skal det de gør - giver styrke, energi, reflektion, samhørighed, og alle de ting du sidder og glæder dig til skal ske i dag lørdag. Venskaber er vores følelsesbank, syns jeg og der er kun plusrenter. Basta og tillykke til dig, der formår at have lange kontinuerlige venskaber.

Anette sagde ...

Wow. Sagde hun virkelig det, din mor. Hvordan reagerede han? I øvrigt: jeg har altid været sindssyg bange for folk uden venner. Folk uden evne (eller behov) for at være i venskaber.

mette b sagde ...

Jeg er næsten uden ord. Venskaber, der går langt tilbage i tid, er sunde blandt andet fordi de kan betragtes som en slags livsvidner, der kan lide hinanden på godt og ondt.

Og så kan jeg ikke fordrage folk, der bruger en stor mængde fremmedord som argumenter for noget, der måske mest fortæller om deres egen indskrænkede tilværelse.
Både privat og i det offentlige rum.
Han trådte jo på dig psykisk, så du måske endte med ikke at tro på dig selv og som overlevelse bare måtte væk?
Nøjagtig det samme skete i mit første ægteskab, hvor jeg bestemt ikke blev betragtet som ligeværdig. Og jeg gik først, da han også slog mig mens jeg ventede mit andet barn.
Mange tanker fra
mette

kongemor sagde ...

Godt indlæg, du er meget åben, men det virker og sætter tanker igang!

June sagde ...

Årh, hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen, da din skønne Mor fyrede dén af!

Jeg kunne også godt tænke mig at høre, hvad han svarede ;-)

Håber du får en rigtig dejlig aften, med masser af snak og hygge <3

Knus

Anonym sagde ...

Hvor er det bare kloge ord! Og FEDT FEDT FEDT svaret af din mor! Mange hilsner fra Lene