mandag den 18. april 2011

Så lev det


Endelig. F E R I E.

Hver dag har jeg ord i hovedet, der egentlig vil ud, men jeg har åbenbart lidt blo(g)kering for tiden. For mange flyvske tanker og for lidt tid til at nedfælde dem. Skidt.

Elverpigen har slået håret ud og været på håndboldcamp x 2. Først 150 km den ene vej og nu 100 km den modsatte! Satser på hun kommer hjem i morgen og gider være sammen med os andre resten af påsken..!

Troldebarnet og jeg har sådan set bare hygget, spist is og spillet rundbold med smeden og hans familie. Stor succes. I dag var der en lille smule arbejde til mig, og badedag for et Troldebarn i en god vens have. Senere trampolin, burgere og natfilm (Max pinlig, fin film at se sammen i øvrigt). Max hygge.

Og jeg ville egentlig have skrevet noget om, at jeg for tiden holder af at stå monstertidligt op, fordi jeg ved, at jeg om to måneder vil savne dette syn fra mine vinduer:


(Billedet er lånt af tv2)

Og jeg ville have skrevet noget om synkronitet og huskøb og ting, der giver mening. Jeg elsker, når ting giver mening, og jeg kan tro bare en lille smule på at intet er tilfældigt.

Men så var det, at jeg hørte, at det skete i weekenden. Den unge smukke pige slap livet. Jeg så hende sidste gang i tirsdags, og der kunne jeg se, at den var på vej. Døden. Hendes øjne var ikke længere de samme. Jeg husker hende helst med de mørke, livfulde øjne, som hun var. Og det giver ikke mening. Det giver bare ikke mening. På youtube ligger der en sang til hende, som blev uploadet i dag. Sov sødt Johanne.

Hun satte spor, og hendes korte liv minder mig, endnu engang, om, at livet skal leves, mens det er her. Livet er for de levende. Dig og mig og os. Så lev det.


1 kommentar:

Anna sagde ...

Ja. Lev det nu, det satans liv.

:)