torsdag den 19. maj 2011

Alene hjemme


Jeg var faktisk lige i Flügger i går. Købte maling (surprise) . Havde fået den geniale idé at begynde at male i Hulen, nu hvor den skal se fin ud, inden vi flytter. Grå maling til paneler og dørkarme, nå ja, og gamle forsatsvinduer. Jeg var sådan set hurtigt klar til at gå i gang, skulle bare lige lufte hunden og have en kop kaffe...

Og forresten skulle jeg først have tændt op i brændeovnen, så det var vejr til hyggelejr indendøre, dvs. madrasser og dyner på gulvet i stuen. Vi skulle nemlig se filmen 'Babel' senere, den har smeden ikke set, og det skulle han så.

Mens jeg gik og hyggede op, skulle jeg høre noget musik. Uhm Sade, klipper lige et nummer ind nederst i indlægget. Det kunne der godt gå lidt tid med at lytte til. Nå men så var jeg faktisk også klar til at male, jeg skulle bare lige omkring toilettet - og fik pludselig øje på den lidet charmerende grålige udvoksning i hårbunden. Skidt med det - når jeg alligevel skulle i gang med kemikalier, kunne jeg lige så godt smide nogle i håret også.

Det skulle virke 20 minutter, så det passede lige med en ansigtsmaske og en ny omgang kaffebrygning. Jeg ville egentlig have malet inden jeg gik i bad, men når jeg nu alligevel skulle have efterbehandling i håret, kunne jeg lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Så var jeg altså også klar. Skulle bare lige prøve den der fantastiske Morrocan oil, alle de hotte ovre på Beautyspace bruger. Wow, så fik jeg pludselig gejlet hår, og var da nødt til lige at pimpe resten af foretagendet. Altså bare helt moderat, det var jo hyggeaften.

Jeg manglede egentlig bare at finde noget mere Sade som baggrundsmusik - så skulle der males. Ved computeren kom jeg lige i tanke om et par blogs, jeg ikke havde fået læst et par dage, så der var lidt catching up to do. Og der var sørme også kommet kommentarer til mig, nu jeg havde været så længe væk fra min egen.

Så var det, at det pludselig var blevet lidt mørkt i det. Til at male. Og jeg kom til at se to afsnit af 'Sømanden og Juristen', som jeg ikke havde fået set på TV. Det passede lige med, at tredje afsnit blev sendt lige efter, altså på fjernsynet. Og forresten havde jeg lovet smeden at have rejemadder klar kl. 21.00.

Så jeg fik faktisk ikke malet. Slet ikke. Men jeg er dælaneme god til at være alene hjemme!!

5 kommentarer:

Prophecy sagde ...

Det der er en klassikker Hulebo, det er fantastisk. Kan man ikke gide Sade skylden?

Frøskuffen sagde ...

Det var da flot af dig at få det griflet ned på papir alle disse vigtige ting, som hele tiden forhindrede dig i at komme i gang med malingen.:)

Måske skulle man gøre det ( bare en lille uge ) og se i øjnene, hvor meget man egentlig når istedet for at ærgre sig over den smule, som man ikke nåede.

Dragonfly sagde ...

Jeg synes, det lyder som om du har haft en forrygende dag, Hulebo - uden maling!:)

Anonym sagde ...

Så skønt at du er tilbage på bloggen! Skønt skønt at høre at andre også bliver forstyrret af vigtigere ting end at være praktisk:O) Kh. Lene

Lotte Glensnov Ormstrup sagde ...

For dælen, hvor har jeg siddet og motioneret mine lattermuskler over din fortælling *skrupgriner* DET er satme god humor og overspringshandlinger der vil noget - er det ikke bare total vidunderligt at være all alone :0)
Og JO, giv for pokker Sade skylden - så er den ged barberet!
Tak for et godt grin og en masse sjove billeder på nethinden!
Rigtig god og forlænget weekend til dig!
Knus og krammer