tirsdag den 24. maj 2011

Kære mor#2


Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...


11 kommentarer:

Dragonfly sagde ...

Damn it, Hulebo. Jeg havde liige lagt mascaraen. Liige sat kaffekoppen op til munden.

Det er så trist og så smukt, at de har været sammen så længe og ikke er det længere. Du skriver så fint om det.

Lotte Glensnov sagde ...

Århh Hulebo - det river i hjertekulen. Kender så udemærket følelse af det enorme, kæmpestore savn - når mor ikke er mere... Det gør ondt! Jeg synes det er så smukt, at du nåede at sige farvel og på gensyn til hende - at du holdte hende i hånden, at du var der for hende, på hendes sidste rejse. Det må være den største gave at give hende med... at være omgivet af sine allerkæreste. Husk det - du var der!

marie sagde ...

Åh, dine mor-indlæg får mig hver gang.

Kolorista sagde ...

Havde heldigvis IKKE nået at lægge mascara... Han tænker så fine tanker, din far, og du formidler dem så hjerteskærende fint og vedkommende. kram og god dag til dig fra Lisbeth

Onkel Anne sagde ...

Hvis jeg kunne, ville jeg krampagtigt kramme dig, for at få sorgen til at gå væk. Men du er nødt til at lære at leve med den - desværre!
Men et smukt og kærlig indlæg, som går lige i mit hjerte! TAK!
Og tillykke med dine forældres bryllupsdag, for sikke en lang kærlighed :)

Prophecy sagde ...

Kære Hulebo, det rammer også mig, for det går op for mig, at jeg på snart 5. år venter på at min far kommer hjem...
Glædelig forældre bryllupsdag.

Frøskuffen sagde ...

Søde Hulebo. Jeg ved præcis, hvad du har været igennem og føler sådan med dig. Jeg har også læst dine andre indlæg om forløbet.
Knus og varme tanker.

Karina sagde ...

Åh ja, det er sådan det er... Man går og venter på, at dén person der mangler, træder ind ad døren...
Det er ni år siden, jeg mistede min Far og til trods for at det jo er et anseligt antal år, så triller tårerne stadig, når tanken om, at min Far ikke nåede at opleve at blive Morfar til mine børn... Dén følelse af det store tab dét er, vil aldrig læge sig. Det vil altid altid gøre ondt...
Så ja, ind imellem er savnet bare stort...!!

Tillykke med bryllupsdagen til din Far...

Kærligst, Karina

Anonym sagde ...

Jeg sidder lige her og vander tastaturet. Hvor er det smukt skrevet. Du kan virkelig noget med ord...
Kh. Lene

Sara sagde ...

Uhh - jeg mærker det kramper i hjertet. Det er så smukt skrevet - så fint sagt og så dybfølt beskrevet.

Godt du kan give tårerne frit løb og godt I (din far og dig) kan dele tankerne, følelserne. I er meget heldige!

hellesblog.com sagde ...

Hvor er det smukt skrevet. Og jeg har sagt det før - hvor er din far heldig, at han har dig.