lørdag den 6. oktober 2012

Det der nærvær...


...det sku' være så godt, siger de. Og jeg øver mig da også på det. Især de dage her, hvor hovedet er fyldt med teorifremstilling og analyser og praksissammenhæng og refleksive processer og alt muligt flot. Og så sad jeg der foran pc'en i nærmest nattøj og ordnede ord, kaffe i koppen og nutella on the side...da Troldebarnets lærer ringede og lød bekymret i stemmen. Joe altså, han var faldet ned af en stol (har jeg ikke sagt, man ikke må stå på dem?), og det var vist ikke så godt.

Hulemor op i tøjet og ned på skolen til et forgrædt men tappert Troldebarn, der ventede. "Jeg tror, den er brækket, mor". Nå da, nu ser vi, ind til lægen med dig. "Jeg tror, den er brækket" sagde hun, og sendte os videre til røntgen. "Ja, den er brækket" sagde røntgenlægen, "I skal videre til skadestuen". Så sad vi der og fik tiden til at gå, indtil en ny læge kaldte os ind. "Brud på begge knogler" sagde han og tegnede og fortalte Troldebarnet om revner og vækstzoner og alverdens ting. To sygeplejersker lagde gips på fra overarm til fingerspidser og imens prøvede Hulemor at se på den lyse side af sagen.

Hulemor: "Det var da godt, det var den venstre, skat, når nu det skulle være"
Troldebarnet: "Hvad mener du?"
Hulemor: "Ja, så det ikke er den, du skriver med og så'en"
Troldebarnet: "MOOR!!!"
Hulemor: "...????..."
Troldebarnet: "Jeg er altså venstrehåndet!!"

Nårhh ja, det er da også rigtigt. Ikke pinligt at få sagt den slags højt...suk. Nå, men jeg lover, at jeg fortsat øver mig...


6 kommentarer:

Karina sagde ...

Når man virkelig er presset, kan factsene hurtig skride lidt i svinget, - du forsøgte jo bare at peppe situationen lidt op med noget positivt og det er vel tanken der tæller... ;o)

Jeg håber det søde Troldebarn har det okay trods en hel gipsarm klistret på kroppen... En gipsarm udløser forøvrigt varm cacao med flødeskum, eller hvad man nu selv synes er lækkert.. ;o)

Rigtig god bedring til ham og god weekend til jer alle.

Kærligst, Karina

Solvejen sagde ...

Jeg græder af grin! Det kunne have været mig :)

Helle sagde ...

Øv, jeg kan ikke kommentere på min Mac....
Nåmen jeg plejede at mudre mine ungers navne sammen. Mødre er undskyldt. Især når de er studerende. Og især med varm chokolade med flødeskum.

Anna Skyggebjerg sagde ...

God bedring til Troldebarnet!
(Jeg ved godt, mine børn er højrehåndede. Til gengæld kan jeg konsekvent ikke huske, hvornår de har fødselsdag...)

Kolorista sagde ...

Fuck! Gad vide hvad håndet mine børn er?!? Tjekker diskret når de kommer hjem fra skole!!! Kram fra lisbeth

Kolorista sagde ...

Fuck! Gad vide hvad håndet mine børn er?!? Tjekker diskret når de kommer hjem fra skole!!! Kram fra lisbeth