torsdag den 18. oktober 2012

Mellem gryder og pander i IKEA...


...stod han.

Skanderborg for 20 år siden. En meget ung Hulemor på vej sydover mod pisterne i Val Thorens. Ind i bussen træder en høj, flot mand, og jeg husker bare, jeg tænkte: "Ham vil jeg have".

Vi sad ved siden af hinanden hjem. Mødtes af og til. Festede. Dansede. Grinte. Og det, der fulgte med.

Altid vidste vi, at det "bare" var det. Vi var ikke kærester og skulle ikke være det. Han var alt for gammel. Eller var det mig, der var alt for ung? I hvert fald født godt 20 år senere end ham. Det var sjov og ballade.

Mange er de kommentarer, jeg har fået siden, om den slags kærlighed. Eller nå nej, tssskk, den slags har intet med kærlighed at gøre. Sagde de. Mest kærester, der fulgte siden hen. Alle som én kunne fortælle, hvordan det måtte være udnyttelse og fy for den slags. For mange år siden holdt jeg op med at fortælle om ham. Men heldigvis har jeg af og til mødt ham. Og set i hans øjne, at han har et blødt punkt for mig, lige som jeg har for ham.

Og der er ikke noget med "tænk nu hvis ... eller ... bare vi havde...". Det var dengang. Han blev gift og fik børn. Det samme blev jeg mange år senere. Det var som det skulle være. Vores veje har krydset hinanden, og hver gang vi har set hinanden, har det været med det dér i øjnene og en lang og god snak.

Også i dag, mellem gryder og pander i IKEA. Han er over 60 nu, men jeg ser kun de øjne, jeg altid har set. Og dét udenom holder sig godt. Vi er sgu blevet grå i toppen begge to, men det er den bløde plet lige glad med. "Har du fundet en mand?" spurgte han. "Ja, en rigtig god en" sagde jeg. "Som du bor sammen med?"..."nej" grinte jeg, "jeg har min egen matrikel". "Jeg har mine egne får" grinte han tilbage. Og aede mig på ryggen. Sådan som han altid har gjort.

De kan sgu sige hvad de vil. Der er ingen flammer i mit liv, ingen energi på ekskærester eller uforløste ungdomsflirter. Der er kun smeden. Men ét lille blødt punkt har jeg for en mand, der var for gammel, da jeg var for ung. Og sangen handler om det, det var for mig.

6 kommentarer:

Kirsten sagde ...

Så fint skrevet...

Sangen hørte jeg ikke, men det er kun fordi herren der synger den giver mig røde knopper. Men ordene du skrev; de fik mig til at tænke, mærke efter og huske.

Tak for det :-)

hulebo sagde ...

Ha ha, nej ved godt, han deler vandene. Jeg gider heller ikke de slagere, han er mest kendt for, men faktisk er der små perler af sange på hans albums, der bare ikke bliver så kendte. Og det her er en af dem ;-)

Anette sagde ...

Får sug i maven af den beskrivelse...Ikea kan være rammen for meget!

Karina sagde ...

Kærligheden har mange ansigter..

For 17 år siden, da jeg var en ung pige, mødte jeg en ung fyr, som havde det dér helt specielle glimt i øjet. Han havde en kæreste og vores veje skiltes. Igennem de næste 15 år, krydsede vores veje hinanden med mellemrum og hver gang jeg så ham, fik jeg et varmt stik i maven, som spredte en ubeskrivelig følelse i kroppen af mig. Han var blevet gift og havde to børn, jeg var blevet mor og boede med børnenes far...
For cirka to år siden, fortalte jeg ham for første gang, hvad vores små gensyn havde gjort ved mig. Han kunne fortælle mig, at han havde haft det præcis på samme vis igennem alle årene. En historie næsten som din. Næsten fordi, - det er Tømreren jeg skriver om, - vores kærlighed lå og spirede i mange år og endte jo som bekendt med, at det nu er i hans arme jeg falder i søvn om aftenen... :o)

Dejligt med din fine historie, som jeg synes er utrolig smuk...

Kærligst, Karina

MissMuffin sagde ...

Jeg tog chancen og tog den gamle mand:) Det deler vandene, at jeg som 17-årig besluttede, at manden i mit liv er 12 år ældre end mig. Havde det været 20 år havde jeg heller ikke tøvet...
Dejlig historie om din gamle flirt, der stadig holder:)

Kamilla sagde ...

Min store kærlighed er også 20 år ældre. Vi ventede i mange år. Og fik ikke hinanden. Så ikke det udenom. Så bare de øjne og alle de tusind historier om kærlighed de fortalte mig. Disse ord handler om mig. Ville som udgangspunkt blot fortælle, at dine ord er fantastiske og din historie smuk. Nogle gange klikker sjælene på en måde der ikke er sig så let forklaret.