mandag den 10. februar 2014

Lidt vinterferie


Jae nu har jeg jo godt nok holdt min ferie, så jeg har ikke fri. Men børnene har, og det er næsten fri, når jeg om morgenen bare skal have mig selv færdig og komme ud af døren. Ikke engang hunden gider stå så tidligt op. Om eftermiddagen er det hurtigt i hyggetøj og dyner i sofaen. Feriestemning.

Jeg tror ikke, det kommer som en overraskelse, at jeg længes efter lys. Jeg er så t.r.æ.t. af mørke morgener, suk. Men på den anden side - når jeg så er kommet op og skal af sted, så er der faktisk én ting, der er hyggelig. Selvom det er mørkt. Jeg hører nemlig bøger, mens jeg kører. Jeg har ret langt til arbejde, og jeg bruger tiden på at "læse" de bøger, jeg ikke når ellers. (Og uheldigvis findes der ikke ret meget faglitteratur på lydbog. Tror jeg).

Lige nu lytter jeg til "Hvad man ikke ved" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det vigtigste ved lydbøger er, at de er ordentligt indtalt (På et tidspunkt måtte jeg droppe en bog, fordi oplæseren hele tiden fik hovedpersonen til at lyde bitter og krævende, og sådan opfattede jeg hende slet ikke). "Hvad man ikke ved" er godt indtalt. Og selvom jeg egentlig synes, at historien er lidt mismodig og ikke særligt opløftende, så er den simpelthen så fængslende. Karaktererne er beskrevet meget omhyggeligt, og jeg identificerer mig med brudstykker af dem allesammen. 

Handlingen foregår primært i 1960/1970'erne og alligevel relaterer den meget godt til udfordringerne ved at være menneske i det vestlige samfund i dag. Krav, forventninger, længslen efter noget andet, smerten, når ting ikke lykkes, skuffelser, når illusioner brister. Jeg ved ikke... nogle gange får den mig til at sætte historien på pause, for at tænke videre over mit eget liv. Det kan jeg godt lide. Så rører den jo ved noget...

Det er ikke noget festfyrværkeri af en bog, men mangler du lige lidt tankevækkende læsestof til ferien (og er træt af krimier ligesom mig), skulle du overveje den. Det var bare det. Hej.

Tryk - billede lånt fra Gyldendal

2 kommentarer:

Maria sagde ...

Ah ja, lydbøger. Det gjorde jeg også en del i da jeg pendlede. Det nød jeg virkelig også meget, men jeg har da helt glemt det siden da.'Tak for reminderen, og god halvvejs vinterferie.

KH Maria

iben sagde ...

Jeg elsker lydbøger. Efter jeg startede på min kandidatuddannelse, men læssevis af faglitteratur og mellem børn og hverdag, er der så langt mellem en god bog for min egen skyld. Med en lydbog, med den rette oplæser (jeg er vild med Grete Tulinius), er det nu ligefrem en treat for mig at få ordnet alt det vasketøj eller skurret i bund i køkkenet. Jeg er også ret så glad for netbiblioteket, så kan jeg streame lydbøger når det passer mig. Mine unger er efterhånden også blevet så glade for det, at for den 8 årige er det balsam for sjælen, når han lige snupper 1 time med koncentreret legobyg og en god historie i ørene.
Iben