Overload

Den her uge har bare været en killer.

Mandag satte dagsordenen på den nye uge med Kvindernes Internationale Kampdag. Vores internationale kampdag. Jeg har tænkt så meget over, hvor meget der kan skrives om den, at jeg slet ikke fik skrevet noget!! Endnu engang so last something med mig.

Jeg har læst en stor portion blogindlæg på- og om dagen og tænkt tanker som "nå ja!", "selvfølgelig!", "Godt sagt!". Men jo flere tanker jeg tænkte, jo mere stille blev der her på bloggen. Jeg er nok en fordøjer.

Kampdagen blev så overskygget af en anden og helt personlig kamp, som en kvinde tæt på mig kæmper. Min mor. Mod kræften. Tirsdag skulle hun have svar på en scanning, og jeg havde lovet hende at være med til samtalen. Gys og gru og ingen nattesøvn. Men HURRA. I november fik hun at vide, at der intet kunne gøres. I tirsdags fik hun at vide, at der er tumorsvind på næsten 50%. Åh tak for mere tid. Det har fyldt.

Og så tilbage til Kampdagen. Jeg tænker, at jeg burde larme mere sådan en dag! Ligesom jeg kan se, at mange andre kvinder - ikke mindst i bloguniverset - synes. Men er sandheden ikke, at alle os, der har ressourcer til at kæmpe, vi har det godt. Godt nok?

Som enlig mor skulle der vel nok være en fordom eller to at stå op imod. Gøre op med. Gøre opmærksom på. Men det er ikke så meget dér, missionen er for mig.

Og dog. Det pisseirriterer mig, at der er så stor forskel på at være enlig mor og enlig far. Jeg havde en kæreste gennem længere tid, der var fuldtids far. Dvs. børn på samvær hos mor hver anden weekend. Og der var den kæmpe forskel på hans og mit liv, at folk (læs:kvinder) stod i kø for at hjælpe, tage børn med hjem, "vil du ikke lige spise med?" når det gjaldt ham. Næsegrus begejstring over sådan en far, der mestrede dét liv. Han sejlede kajak, gik til musikundervisning, drak fyraftensøl, gik i biografen i hverdagene(!) - og alle kvidrede: "neeej, hvor er det godt han gør noget for sig selv. Kommer lidt ud. Han skal heller ikke bare sidde derhjemme. Det er så flot, han er så aktiv".

Det skulle lige have været mig..."Kunne hun ikke tage at passe sit afkom? Det er vel ikke nødvendigt at hun ligefrem skal gå til noget. Tsk". Okay, det er måske sat lidt på spidsen, jeg har også meget opbakning og bliver bestemt budt på kaffe og får ja, hvis jeg spørger om børnepasning. Meeen. Der er ikke den samme grad af nursing, når det gælder enlige mødre.

Min kæmpe kæphest er opdragelse. Opfattelse af kønnene og deres forskelligheder. Og ret til ligeværdighed. For nylig sagde jeg til min mor, at nok havde de understreget vigtigheden af at kunne klare sig selv (altså være økonomisk uafhængig af en mand) - meeen...kunne jeg finde en rig mand til at forsørge mig, så var det nu engang det bedste!! Jamen prøv lige at navigér i det!

Og undskyld mig, men er det ikke også det princip, vi hylder, når vi gør Mary og Marie (dem I ved nok...) til Ikoner for vores tid? Al ære og respekt for deres arbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at de arbejder benhårdt og ikke har fri kl. 15 og alt det der. Det er ikke dét. Men de har saftsusemig meget hjælp til resten! Og at få Prinsen og det halve kongerige - det er nu engang bedre, end at skabe noget selv! Ikk?

Og jeg nægter at sidde og svælge i udsendelser om deres fine palæ og al den luksus, vi, undersåtterne, skal forstå er nødvendige for en moderne royal familie. Come on. Jeg betragter mig egentlig som royal af hjertet, men der er noget, der skurrer i øjne og ører...

Og det skurrer også lidt i hjertet her i Hulebo. Rettere sagt i Hulemor. Det giver god mening at ryge op på kvindebarrikaderne efter ægteskab og skilsmisse, der virkelig ramte definitionerne for respektløshed og grænseoverskridelser. Men i den her uge, har jeg tænkt, om det er gået mig som det gik fagbevægelsen (og kvindesagen?). Har jeg sejret ad helvede til?

Synes ellers jeg er rigtig god til at kommunikere. Udtrykke mine behov. Sætte ord på mine følelser. Gøre rede for hvad jeg vil, og (især?) ikke vil. Kald det efterrationalisering. Eller angst for at ende i noget, der ikke er godt for mig, en gang til.

I hvert fald er det lykkedes mig at skubbe et menneske godt og grundigt væk fra mig. Vel at mærke et menneske, jeg gerne ville tæt på. Og have tæt på. Måske er det godt nok. Men en ægte veninde (som i øvrig er gift med en mand, der synes, det er noget fint, at hun ikke arbejder!!) gjorde mig opmærksom på, at mine analyser, fortolkninger og konsekvenser af en andens handlinger, måske - kun måske....ikke er rigtige. Hvad f*nden? Mig, Oraklet! Det har jeg så gået og været meget stille over. Jeg ved, jeg skal lytte, når hun siger sådan noget. Det skal jeg bare.

Man kan jo ret beset kæmpe sig ihjel.

Men så! Kære kvinder. Er det en kæmpe glæde at mærke den oprigtige omsorg og varme, der kommer fra jer i kommentarer og mails! Kvinder, der ikke kender hinanden, men alligevel vil hinanden noget. Vil mig noget. Det er da stort. Måske i virkeligheden den moderne kvindekamp? At turde bakke hinanden op, dele ud af styrker og overskud i stedet for at kæmpe om prinserne?

I morgen kommer min gode veninde med sine tre unger. Så skal der snakkes x-factor (apropos værdier, støn), spilles Nintendo, drikkes rødvin og g-r-i-n-e-s!!

Happy Saturday Women. Hip Hip