mandag den 14. februar 2011

Soulmates eller tilfældigheder?


Det var meningen, at jeg ville skrive det indlæg om min helt særlige veninde, nu i aften. Det har brygget sig selv hele dagen inde i mit hoved, nemlig. Så der kan det lige ligge og simre færdigt. Der er noget andet, der trænger sig på.

Min kæreste ved ikke, at jeg blogger. Endnu. Han ved godt, at jeg kender nogle, der gør. Men på en eller anden måde har bloggen været min sidste private bastion, som det har været meget sårbart for mig at røbe. Ikke fordi der på nogen måde står noget, der er hemmeligt for ham. Bare fordi...jeg er bange for at censurere mig selv en lille smule, hvis nogle tæt på mig læser med. Af samme grund ved mine nærmeste veninder og familie heller ikke, at jeg blogger. Måske mærkeligt, men sådan blev det.

Nu synes jeg efterhånden, at jeg er tryg i det, har fundet min egen vej i den store blogverden - og tør godt lade andre finde herind. Også fordi der er nogle få lokale, der vist nok følger med, og det ville være virkelig kikset, hvis det pludselig bredte sig som løbeild og nåede de allervigtigste. Jeg overvejer også, at mine børn en dag læser med. Og det må de gerne. Egentlig begyndte jeg at skrive lidt mere end til dagbogen i skuffen, fordi jeg seriøst overvejede, hvordan mine børn skulle lære mit inderste at kende, hvis der skete mig noget. En vis "nogen" havde i den grad konkrete planer om at komme mig til livs.

En blog blev derfor muligheden for at få en stemme, der ikke bare forsvinder, selvom jeg skulle gøre det. Og nu er jeg blevet glad for at dokumentere mit liv og tanker - når jeg læser tilbage i mine egne indlæg bliver jeg af og til overrasket over, at jeg virkelig har skrevet alt det! Så min blog er kommet for at blive. Og det er min kæreste efter alt at dømme også - så nu er det på tide, at de lærer hinanden at kende!

Jeg har lyst til at skrive 10 indlæg om, hvor fantastisk han er, og lidt stjernedrys vil der nok komme hen ad vejen. Det er stort. Kæmpe, faktisk. Især at opleve, at man rent faktisk kan have respekt for hinanden, undgå magtkampe og ikke mindst - lytte til hinanden og blive klogere. Jeg skal ikke længere være på vagt, tænke tre træk frem og have argumenter og parader klar for at beskytte mig selv bare en smule. Jeg skal bare læne mig i det og slippe. Mærke at jeg tør.

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har søgt sandheden. Særligt om kærligheden. Troet at den fandtes hos de intellektuelle, de belæste, de andre søgende, terapeuterne (både de autoriserede og de selvbestaltede), de clairvoyante og i det hele taget alle dem, jeg anså for at være mere vise end jeg. Fordi de havde læst mere, studeret mere, prøvet mere, præsteret mere, turdet mere. Og dermed måtte vide bedre. Og så træder der en lokal smed ind ad døren og sætter det hele på plads. Så al tvivl fordamper og kun den fortættede kærlighed står tilbage. Så enkelt.

Hallelujah (Ja ja, jeg er også træt). Men med den bagage jeg har i rygsækken, som stadig tynger af og til, må jeg godt være lidt overstadig. Og det er vel Valentines Day, om man kan lide den eller ej. Så tak til Universet for at sende mig ind ad lige netop den indkørsel den dag...

Happy Valentines!

6 kommentarer:

Prophecy sagde ...

TIllykke med din håndværker :o) Blog er noget sjovt noget, et netværk man ikke vidste man havde? Mine nærmeste venner, kender heller ikke min blog, og vd eftertanke er det nogle af de samme overvejelser jeg har, - at man muligvis censurerer sig selv og så er pointen væk. Spændende fænomen det blog.

Anette Kristine sagde ...

Åhhhh jeg smiler fra øre til øre. Lokale med-kiggere (hahahaha) og så det med kærligheden. For filan hvor må det være godt, den ikke skal gemmes længere. Den overlever bestemt også at blive indviet i bloglands skønheder.

June sagde ...

Dejlig læsning, sgu! <3

Anna sagde ...

Det samme som June siger (lige bortset fra det der hjerte ;) )

Henriette sagde ...

HEP! Siger jeg bare. :))

Sikke et dejligt skriv, et skriv som jeg en dag også håber jeg kan skrive. Om at give slip, at turde give los, at tage imod igen, det er så dejligt at læse om. Skønt at høre at smeden er kommet for at blive.:)

Hurra og rigtig god weekend...snart.
Kh Henriette

***Hos Mutter*** sagde ...

Jeg kan nemt følge dig i at "beholde bloggen for sig selv".

Jeg blev skide ærgerlig, da Fatter havde fortalt vidt og bredt, at jeg nu bloggede. ØV altså. For jeg kan godt mærke, at det lægger en dæmper på mig nogle gange.

Men de, som blogger frit, kan jeg godt misunde...måske lærer jeg det også en dag.