onsdag den 16. februar 2011

Nå!


Så kom man hjem fra skiferie og regnede med, at lørdagens milde vejr varslede forår. Og så startede det hele forfra med snevejr og fygning og skovl i bilen. Okay da. Men det kan ikke ryste mine indre forårsfornemmelser ud af mig!

Sådan en snevejrsdag savner jeg igen. Eller endnu. Stadig. Det var jo sådan en dag, vi skulle skvadre i telefon over, hvor besværligt det er, men hvor flot, der er i skoven. Og hvor dejligt det er, at jeg fik snekæder til jul. Og hvor godt det er, at jeg ikke skal køre så langt. Og hvor hyggeligt det er, når man først kommer hjem. Faktisk præcis som nu, hvor ilden buldrer, dyrene sover i flæng, en sen kop kaffe er brygget og jeg venter med et smil på sned. På ham, min smed.

Min far har lige hentet børnene. Han er ellers bange for alt nyt, altså alt det nye i det nye år 0. Alle tings første gang. Uden hende. Men han kæmper og er sej, så i dag var dagen, hvor han ville overvinde smerten ved den første tur ned i skoven. Alene. Og han kæmpede med sig selv, med sneen og med tårerne. Men han kom igennem. Og nu skal de tre nok finde en måde at hygge sig på. Uden mormor. Det river indeni.

Men der er også noget, der letter. Det er lidt svært at indrømme. Lidt svært at give plads til lettelsen over, at være forbi den tid med sygdom, uro og angst. Nu er der sorgen. Og lettelsen. Og det er det, der giver forår indeni. Rastløshed og længsel efter noget nyt, noget mere, noget andet. Jeg sender breve i forskellige retninger og prøver at lade tanker og ideer spire. Alligevel spændende, hvilke, der rodfæstes og bliver til nyt...

4 kommentarer:

June sagde ...

Puha...du rør mig gang på gang! Sådan langt ind i hjertet, så tårerne presser sig på.

I de indlæg der omhandler din Mor, din Fars og din sorg er det en genkendelse så stor. Min sjæl husker, min krop husker. Og jeg synes det er så synd for dig, (Og din Far) at I skal igennem det.

Ikke præcis det samme selvfølgelig. Man vil aldrig kunne sætte sig 100% ind i en andens sorg/følelser....men nogle har en erfaring der giver en anden empati og indsigt.

For mange år siden, havde jeg en veninde hvis mor begik selvmord, og jeg sagde altid til hende, at jeg slet ikke kunne forestille mig, hvordan det måtte være for hende.

Da jeg mistede min egen Mor, havde jeg lyst til at slå en knytnæve lige i fjæset på dem der hævdede det modsatte...."Jeg ved hvordan du har det" - uden iøvrigt selv at have mistet. Hvordan skulle de på NOGEN måde kunne vide, hvordan jeg havde det? Det gjorde mig SÅ gal!

Kun den føromtalte veninde, kunne slippe afsted med det. For hun havde jo prøvet det. Og jeg var SÅ glad for, at jeg aldrig havde sagt til hende at jeg forstod. For det gjorde jeg vitterligt ikke.

Øj, sikke en smøre. Som jeg faktisk ikke rigtig ved, hvad ideen er med, ud over at jeg håber du ikke tager mig det ilde op, når jeg skriver at jeg kan genkende dine tanker og følelser. At jeg faktisk føler, at jeg ved hvordan du har det.

Årh...jeg roder rundt. Jeg vil egentlig bare sige, at jeg virkelig føler med dig!

Og så er det iøvrigt ok at være lettet! <3

Og det er endnu mere ok med en Smeds arme omkring sig....det glæder mig virkelig, at du har fundet ham.

Knus

June sagde ...

Argh for fanden...undskyld den alenlange monolog!

hulebo sagde ...

Jamen June, jeg elsker altså ALLE kommentarer - korte som lange!!

Anonym sagde ...

Også jeg må igen sidde med tårer i øjnene. Skøn læsning. Tak fordi du deler. Ham smeden kan da kun blive glad for at læse dine skønne tekster. Når han en dag får lov. Knus Lene