Min far

Det har jo handlet meget om min mor på det sidste. Men der er også en far! En far, der har fødselsdag i dag. 68 år bliver han.

Hans mor, min søde farmor, døde det år, hun var fyldt 68. Han har altid sagt: "puha, hvis jeg ikke bliver ældre end min mor, så er der kun x antal år tilbage". Og min mor, min bror og jeg har kigget på ham og tænkt: "Tja. Der er jo ingen tvivl om, at du kører dig selv hårdt med det liv, du lever. Selvstændig virksomhed, masser af smøger, for lidt søvn og en forkærlighed for rødvin i weekenderne...den slags koster".

Der var selvfølgelig ingen tvivl om, at han ville dø først. Jamen naturligvis. Min mormor blev jo 92 år og var stærk som en hest. Selvfølgelig havde min mor da arvet de gener. Og hun var i øvrigt også i meget bedre form, gik lange ture, passede sin nattesøvn, var stoppet med at ryge og spiste vældig sundt. Klart, at hun skulle blive en gammel, gammel dame.

Ak ja, tænkte vi vist alle tre, vi må jo se, hvor længe han holder.

Han holdt i hvert fald længst. Det har været svært for ham at forstå. Det giver ingen mening, og han har aldrig tænkt den tanke, at han kunne blive alene. Men det blev han. Det er han.

Det fornægter sig ikke, at han er gammel bankmand. Han har nemlig regnet ud, at de har været sammen i rundt regnet 15.800 dage. Sovet ved siden af hinanden ca. 12.000 gange i det hus, de (han) stadig bor i. Været i deres elskede sommerhus ca. 140 gange. Stået på ski i Østrig mere end 18 gange og rejst til Kreta mindst 8.

Det er mange dage. Mange nætter. Mange oplevelser. Meget glæde. Mange minder.

Dem skal vi dele i aften, selvom det bliver alt for svært, at hun ikke er der. Og han vil sige igen og igen: "Det skulle have været mig. Det er helt forkert. Det var jo mig, der ikke skulle blive ret gammel. Og hvis jeg ikke bliver ældre end min mor, så er det også ligemeget nu".

Men han glemmer selv, at han er en rigtig levemand. Og han lever sig også gennem sorgen. Han gør noget hver dag. Går en tur. Kører en tur til golfbanen og håber, at sneen snart smelter. Ringer til nogen. Går til foredrag om at miste. Har børnebørn på ferie. Laver varm mad hver dag. Ser fodbold hos naboen. Går til bestyrelsesmøder. Taler længe med præsten. Og endnu længere med den søde dame fra det palliative team, som stadig ringer til ham, og spørger hvordan det går. Hun er ikke kun sød, hun er også psykolog. Hun siger, at han gør alt det rigtige. Jeg kunne ikke være mere enig.

Det godt. Og det skulle ikke undre mig, at han lever 20 år endnu og bliver en gammel, gammel mand!