Nå men flytter I så sammen?

Svaret er nej. Nej, vi flytter ikke sammen.

Okay, så det er altså ikke sådan helt seriøst?
Okay, så jeres børn kan måske ikke enes?
Okay, så I tør ikke tage det endelige skridt endnu?
Okay, så I er ikke helt færdige med fortiden?
Okay, jamen hvornår så?

Åbenbart ikke sådan helt reglementeret først at melde ud, at man har en helt rigtig kæreste - og så købe et hus bagefter. Sit eget hus. Giver rimelig meget forvirring i øjnene og nogle 'sjove' gætterier. Der må jo være en grund til, at vi ikke flytter sammen. For det gør man. (Skynd jer så at flytte sammen, så vi kan få jer ind i en par-kasse?)

Lad mig slå helt fast: Det er helt seriøst. Efter hver sin smertefulde skilsmisse er det helt og aldeles komplet overvejet, vendt og drejet og seriøst, at det hér, det er det. Hverken mere eller mindre. Vores børn trives fint sammen, de synes, det er lidt sjovt (og pinligt) at vi er kærester, men hans kan lide mig - og mine ham. En fortid som den, vi hver især har, lader sig ikke sådan lige gøre færdig, men de følelser, vi har for hinanden i nutiden, er med til at hele.

Det endelige skridt for os, er at vi vil hinanden. At vi når ind til hinanden. At vi respekterer hinanden. Og at vi bliver hos hinanden. Selvom der ikke gives garantier, er det løfte dybfølt denne gang, for os begge. Det valg har ikke noget med en adresse at gøre.

En gammel klassekammerat sagde for et par år siden til mig, at der skulle en mand med et stort ego til at håndtere sådan en som mig, der både skifter dæk i en håndevending og sætter hylder og skabe op med større nøjagtighed end nogen mand.

Smeden har dét ego. Men det er ikke større, end at han aldrig sætter det over mig. Han bliver bare ikke bange. Han bliver ikke hys, han går ikke i forsvar, han forsvinder ikke. Jeg kan ikke flytte ham. Hvis jeg hidser mig op, siger han "rooolig nu". Hvis jeg afleverer en meget lang analyse af ham og giver den som dramaqueen, siger han højst "Det var da satans alt det, du ved om det. Uden at spørge. Men det er nu ikke rigtigt, det du siger". Og hvis jeg insisterer på at diskutere en ting, der er meget vigtig nu og her, siger han "Hvis du laver te tirsdag aften, kommer jeg. Så kan vi snakke om det dér". Meget praktisk mand for en flegmatisk og dramatisk drømmer som mig..

Men uanset hvad, så har jeg to dyrebareste i mit liv. Og det samme har smeden. Vi har vores hjem, de har deres. Børnene er ikke blevet spurgt, om de synes, det er en god ide, at vi er kærester. Og det skal de heller ikke spørges om. Men vi skal heller ikke vælge for dem, at de skal være semi-søskende og fungere i en ny storfamilie. Så derfor har vi valgt, at vi fortsat beholder hver sin hjemlige base, og laver storfamilie for en fredag/en weekend/en ferie, en gang imellem.

Jeg har mine lån, han har sine. Jeg er skidegod til at bage rugbrød og han kan bakke med en trailer. Sådan er vi så gode til at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe hinanden! Det bedste af to verdener.

Synes vi.