Dog ikke. Men nu er jeg åbenbart blevet sådan én 40-årig dame, der sidder og tyller noget Baileys. Fordi jeg kom til at tude over et indlæg ovre hos Marie, der bare trigger noget indeni mig. Noget, der vil ud gennem tårer.
Og fik mig til at finde det sidste billede af min mor. Min mor og jeg. Hånd i hånd. Mens hun tog afsted og jeg skulle blive. Og jeg tog det billede, fordi jeg vidste, at hun var på vej. Og jeg vidste, at det var okay. Så det billede er ikke sorg, det er glæde. Og på gensyn.
7 kommentarer:
Hvor er det et smukt billede!
Åh, nu sidder jeg også og drypper ned i bogstaverne. Smukt billede.
Et smukt billede, og smukke tanker der følger det.
Tak fordi du deler!
Åhr, nu sidder jeg også her og vander høns. Virkelig smukt billede og et meget smukt indlæg. Tak.
Whau, et stærkt stærkt billede, som fortæller mere end tusinde ord..!
Kærligst, Karina
Sikke et dejligt billede. Det kan jeg godt forstå, du tog. Det bliver dejligt at have for dig i alle årene fremover.
Knus
Swusj!
Sådan føltes det lige ind i hjertekulen og mavehulen på mig, da jeg så det billede! Da min far pludselig døde og vi et par dage efter skulle ind og se ham en sidste gang overvejede jeg stærkt at tage et billede af hans hånd i min. Præcis som dit.
Det var dog helt forkert i situationen, da han jo var død...
Derfor gør det mig helt varm og glad indeni, at der er nogen, der har tænkt den tanke i tide og foreviget det, at ens forælder holder en i hånden.
//Hanne
Send en kommentar