fredag den 20. maj 2011

Back in business


Ja, nemlig. Tilbage i hverdagen. Elverpigen og Troldebarnet er hjemme igen efter en dejlig lejrskoletur i det skønneste regnvejr. Der er fordele og ulemper ved en forholdsvis lille skole, men en af de ubetingede fordele er den årlige lejrskole, hvor alle skolens elever, lærere og pædagoger er med. Og glad var jeg, da to af lærerne med smil kommenterede, hvor god en kontakt, der havde været med Troldebarnet, hvor sød en kammerat han havde været og hvor hyggeligt, de havde haft det.

Hjem kørte vi med smil og fortællinger og bilen fuld af oppakning. Og nu kører møllen sådan set riiimelig godt derudad igen. Vasketøj, aftensmad, pc-hjælp, konfliktløsning, hyggegrin, kærlighedserklæringer og puttetid tilsat 1000 spørgsmål til professoren - det vil sige moren, i dette tilfælde mig!

Og hold kæft mand, rent ud sagt, hvor er man bare på overarbejde! Efter tre døgn hvor alle tanker har været mine egne, og ingen har gjort krav på min tid, er det virkelig et granatchok at få dem hjem. Af de gode selvfølgelig..

Så ringede min bror.

Bror: "Heej, så ses vi i morgen"
Hulemor: "Ja da, det bliver spas" (vi skal til noget byfest tam-tam sammen)
Bror: "Jeg ville egentlig bare høre, om I bliver og overnatter?"
Hulemor: "Ja måske. Elverpigen har måske et arrangement hjemme senere, så jeg ved ikke helt..."
Bror: "Nåe ok. Det er bare fordi, der er jo noget fest derovre om aftenen"
Hulemor: "Ja?" (fedt nok, gang i gaden, trænger sgu også til at komme lidt ud af røret og få en fadøl eller fire. Med bonderøvene)
Bror: "Så vi tænkte, at du måske ville passe ungerne, hvis I ikke skulle hjem?"
Hulemor: (Øhh HVAD?)"...........???...............jamen selvfølgelig. Det vil jeg rigtig gerne"

Så ved I hvad? Jeg napper sgu fire af slagsen i morgen aften. Ikke bajsere men unger. Elverpigen ville nemlig hellere passe de små fætre end det, hun ellers skulle. Så ddet.

Er det i øvrigt ikke noget med, at man skal nyde dem, mens man har dem? (Det må blive mit mantra i morgen)

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Fnis ! Det kan også være hyggeligt at være børnepasser :-)

Therese sagde ...

hehe taget med bukserne nede. Prøvede lidt samme situation for et par uger siden, min svigerinde (som en uge inden havde deltaget i min"tøse"fødselsdag) kom og sagde: " jeg holder holder fødselsdag for "pigerne" på fredag". Jeg tænker straks: ej hvor hyggeligt, og glæder mig lidt til at komme ud. Hun fortsætter: " jeg ville rigtig gerne lave det der gedeoste noget du lavede, så vil du ikke give mig opskriften, så jeg kan servere det for DEM". Åbenbart ikke mig hmf!