søndag den 29. maj 2011

Flashback og farvel


Min blogliste fortæller ikke hele sandheden. Jeg læser alle de blogs, der står på listen. Og så læser jeg en hel masse flere. De fleste af dem, er nogle, hvor jeg kan identificere mig med det, der bliver skrevet om. Enlig mor-blogs hitter (naturligvis), skilsmisseblogs, weltschmertzblogs, blogs om at overvinde noget, blogs om at miste, om at komme videre - det er mig! Eller blogs, som omhandler noget specifikt, der interesserer mig. Jeg læser med hos bloggere, der ældre end mig selv, og bloggere, der er langt yngre.

Jeg læser også en del blogs af unge kvinder i 20'erne, der kokser lidt rundt i kærlighedslivet. Synes jo aldrig helt, jeg har været der, hvor datingverdenen bringer en. Efter hvad jeg læser mig til. Jeg synes det er v i l d t fascinerende at læse om, og samtidig gyser jeg lidt ved tanken og varmer mig ved klassikeren "godt det ikke er mig". For det er jo ikke mig.

Men det var mig.

Fandt en gammel dagbog i dag, mens jeg ryddede op i gemmerne inden den forestående flytning. Jeg kunne godt huske den, smuk bog i noget rødt skind - passede lige til alle de romantiske kærlighedsfortællinger fra tiden, hvor jeg var allermest ung og smuk. Men hold da ... fast ... der var ikke meget romantik over det! K A O S!! Det ene navn afløser det andet og "åh nej og hvis nu, jeg tror at...blabla...nu ringede han alligevel...tårer og snot...nej nej den 7. himmel...åh Gud, nyt navn", flere tårer. Smidt i en følelsescentrifuge sammen med uren hud, mavedeller (som om...!), dårlige hårdage, ingen penge og masser, masser af analyser over, hvorfor det hele er som det er. Eller rettere var som det var. For det var da heldigvis dengang.

Jeg synes ikke engang, det var sjovt at læse. Jeg kan ikke lige lave en sjov historie om, hvordan det var at være 22-23 år og i kæmpe identitetskrise - for det var jo det, jeg var! Jeg fik allermest lidt ondt af mig selv, for jeg var virkelig, virkelig ensom i alle mine betragtninger og tvivlende tanker og mindreværd og flovhed over, at jeg ikke kunne finde ud af det. Pludselig forstår jeg bedre, hvorfor jeg er så draget af visse blogs, der handler om den slags...

Det gav mig en endnu dybere forståelse af, hvordan jeg kunne havne i kløerne på ham, jeg gjorde. En rigtig charlatan, der nok kunne sætte alle tankerne på plads for mig, gøre mig lykkelig og "sætte mig fri", som han sagde. Ja, Vorherre bevares en frihed. Heldigvis er jeg langt på den anden side af den historie nu. Og heldigvis er der ikke noget, der bare minder om det kaos indeni længere. Jeg har svært ved at forstå, det virkelig var mig? (Må da virkelig også have været noget af en prøvelse for de stakkels drenge, der løb ind i mig..)

Nå, men jeg rystede historierne af mig og havde lyst til at skrive en mor-agtig det-skal-nok-gå kommentar hos de bloggere, jeg lige pludselig identificerede mig med. Jeg gjorde det (selvfølgelig) ikke, for de er nok, som jeg, nødt til at gå vejen selv og tage de knubs der kommer. Men jeg håber inderligt, de har mere råstyrke end jeg havde, til at modstå de bæster, der udnytter kvinder i identitetskrise..

Og dagbogen? Den smed jeg ud. De historier er måske nok en del af mig og en del af mit liv. Men ikke noget, jeg har lyst til at slæbe med mig videre ind i et nyt og - forhåbentlig - endnu bedre kapitel af mit liv.

Bye bye painfull past. At last.

6 kommentarer:

amarOrama sagde ...

Gad godt at læse om den charlatan. Har du skrevet et indlæg om ham?

Unknown sagde ...

For et par år siden,lade jeg alle dagbøger og breve i bunke i baghaven og satte ild til dem.
Et stort bål midt i rækkehus kvarteret- det var fedt !
Og befriende :-)

Anonym sagde ...

Nogen gange er det bare ikke sjovt at blive bekendt med den man var engang. Ud med 'lortet'!
Jeg har en dagbog skrevet over det sidste års tid. Den er bestemt heller ikke rar læsning. På nogen måder. Men den bliver aldrig smidt ud, for jeg tror jeg lærer af den. Ved godt det ikke kan sammenlignes, jeg var 32 da jeg startede den, ikke 22. Men der er bestemt parralleller til hvad jeg kunne have skrevet for ti år siden. Lettere skræmmende faktisk.

jeg læser også mange andre blogs end dem der står på min liste - blandt andet din. Faktisk læser jeg flere af de blogs der IKKE står på min blogroll, end dem der er der. Det er vel noget med hvor vi er i vores liv, hvad vi interesserer os for..

TAK for din blog, jeg genkender meget i den.

KH Maria

hulebo sagde ...

AmarOrama, du spørger om jeg har skrevet et indlæg om ham, hmm både og. Jeg var gift med ham, og han omtales flere steder men især på denne post: http://hulebo.blogspot.com/2010/06/send-en-tanke.html (9. juni 2010) og indlægget "mærkedag", som du kan finde i populær-menuen på bloggens venstre side.

Losarina og Missfryd, jeg kan følge jer begge. I går var det en kæmpe befrielse at smide den bog fysisk væk - jeg har jo haft brug for de historier i mange år, åbenbart, siden det ikke er sket før. Nu var det nu, slut med den. Samtidig er der både på bloggen og på gammeldags manér en dagbog, der kører om det (nuværende) virkelige liv. Jeg forestiller mig ikke, at jeg nogensinde skiller mig af med nogen af delene, for det er jo også min historie, der skrives. En slags dokumentation.

Men den der gamle dagbog var forbi. Udlevet. Trak træls energi, som den lå der i skuffen. Den skulle bare ud af min Hule...!

Anonym sagde ...

Tak til amarOrama for at efterlyse indlæg og til dig for så præcist lige at linke. Jeg læser jo med hos dig - men har ikke gjort det så langt tilbage som de to indlæg. Uh man gyser og bliver dybt imponeret over hvor utrolig stærk du må være for at være kommet ud på den anden side i (bogstavelig forstand) live. Jeg gentager lige fra tidligere: jeg håber du en dag vælger at sende noget ind til et forlag. Du skriver fantastisk! Kh. Lene

Anette sagde ...

Det beviser præcis de der kloge ord om, at vi skal forstå fortiden for at kunne leve fremtiden.