Ugerevy

Det er altså ikke fordi, jeg er holdt op med at blogge. Der er bare ikke timer nok. Og blogger gik ned (så kunne man da give det skylden!). Og som jeg konstaterede, da en anden blogger spurgte, hvorfor der var så stille fra Hulen, har jeg det nok simpelthen...for godt. Bloggen er på en eller anden måde blevet min ventil for de dybe eller tvivlende eller tunge tanker, og lige nu er der ikke overtryk i den del af mit indre. Jeg er i smult vande, og jeg nyder det!


Jeg er i blogland hver dag, ork, det kan jeg slet ikke undvære. Så jeg ved alt om, hvad der rører sig hos jer andre. Og savner jer i mit eget kommentarfelt!! Så nu skal der sparkes lidt liv i den gamle igen, ungerne er taget på lejrskole og det betyder tre dyrebare frieftermiddage for mit vedkommende. AHHHHH siger jeg bare. Det regner, der er tændt op i brændeovnen og skoldhed kaffe i koppen.


Mandag var jeg til skolehjem samtale om Troldebarnet. Som vi jo mange gange har konstateret er et barn, der har det svært. Mest med sig selv og de tårnhøje krav, han stiller sig. Heldigvis er han super kvik. Og intelligent. Og har et ubegribeligt ordforråd. Født med en lommeregner i hovedet. Og sensitiv i en grad, der både forskrækker voksne og børn. Det var en god samtale, og jeg var glad, da jeg kørte hjem.
(Og alligevel har jeg hele ugen været forfulgt af den der følelse af...at de ikke er glade for at indrømme, at det rent faktisk går godt. Som om, at: "nu er han jo et barn, vi har skærpet opmærksomhed på, så lad os nu ikke blive for glade". Jamen for fanden. Jeg veeed da godt, at de problemer, der er, ikke går væk, bare fordi han pludselig bliver god til at stave. Men kan vi ikke nok glædes ved, at han er begavet med kompenserende ressourcer, når nu han også har det svært ind imellem? Sammen)


Tirsdag var Troldebarnet til fodboldtræning. Igen. Kæmpesejr, når man er en otte årig dreng, der gerne vil være som de andre og spæne rundt og spille fo'bold på sporteren i frikvartererne. Men hidtil ikke har kunnet overskue både bold og regler og større drenge, der råber ad en, på én gang. Nu har vi fundet et hold, hvor de ikke er så mange, og hvor de drenge der er, med Troldebarnets ord "ikke er sådan nogle, der råber helt sindssygt og surt, bare fordi man kommer til at stille sig forkert". Og på en eller anden måde vokser han bare 20 cm. med fodboldstøvler og benskinner på!


Onsdag var det tid til at grine i selskab med de her


Altså uanset hvad du synes om konceptet eller Søren Østergaard, så se det. Det er simpelthen så ustyrlig morsomt!! Min far var med. Og havde jo pippet om, at han synes Søren Ø. er plat og han i øvrigt ikke havde lyst til at sidde og more sig. Men tog alligevel med, da han jo ikke forventede, at det ville blive særlig sjovt. Så kunne man (han) da få den fordom bekræftet. Og desuden var det langt fra hvor han bor, og risikoen for at møde naboer (der helt sikkert ville dømme ham for at have det for sjovt. Jo, de ville) lig nul.
Og hvad skete der? Han skreg af grin. Min far lo, som jeg ikke har hørt det siden min mor døde. Eller faktisk siden hun blev syg. Og min øjenmakeup hang nede på kinderne, da aftenen var slut. Og vi grinte hele vejen hjem i bilen, mens vi hjælpeløst prøvede at imitere karaktererne i Zirkus Nemo. Fantastisk aften!!


Torsdag var det blevet tid til endnu en samtale. Om Elverpigen, det pragtfulde barn. Hun er jo bare sød og charmerende, elsker dansk og idræt, tåler matematik og naturfag - og interesserer sig ikke en hujende hatfis for engelsk. O.v.e.r.h.o.v.e.d.e.t. i.k.k.e. What to do? Vi aner det ikke. Hun udviser en imponerende ligegyldighed overfor verdenssproget. Håber en mere naturlig interesse for fx Youtube efterhånden kan charme lidt engelsk ind i hende...
Torsdag aften tilbragte jeg sammen med de to damer her: (klik her og få at vide, hvad Anette laver)



Højdepunktet var faktisk ikke engang de to lækre makreller (eller den skønne mad og lækre chokolader. Og nej, heller ikke den fri bar. Jeg var i bil). Men følelsen af, at være afsted uden dårlig samvittighed. Børnene var hos smeden og der var ingen bebrejdelser, da jeg kom hjem. Ingen spydige bemærkninger om, at jeg prioriterer mig selv over familien, at jeg burde blive hjemme og passe mine børn, at jeg er egoistisk eller en wannabe, der ikke kan acceptere, at man ikke kan få alt.

Jeg talte med store bogstaver og meget store ord, da jeg kom hjem. Altså om, hvor meget det betyder at være FRI, og hvor meget det betyder, at han altid bakker mig op og synes, det er fedt, når jeg har haft det sjovt. (Og det er jo meget nemmere at have fire børn end to. Som han siger...)

Fredag var jeg inviteret til en bid mad hos en gammel veninde. Altså "en bid mad" viste sig så at dække over et større middagsselskab, hvor ingen havde fået at vide, at der kom andre!! (Der stod jeg i flade sneakers og cowboydere, mens værtinden var iført stram sag og stiletter!). 20 mennesker, mad udefra og en lidt nervøs stemning over at have misforstået konceptet, udviklede sig til at blive et meget uhøjtideligt og højst overraskende...bryllup! Ja, bryllup. På en fredag aften i flade sko. Eller det vil sige, da jeg senere hentede Elverpigen hos en veninde, svingede jeg hjem om hulen og fandt stiletter frem. Og noget glimmerbluse. Fandeme så sjældent, jeg kommer ud, at jeg ikke vil misse lejligheden til at blive dullet lidt op!! Så var der fest..

Lørdag pakkede vi lejrskoletasker, bagte 100 madpakkeboller (nej, det var ikke en fejl. Der skulle medbringes 100 grove madpakkeboller! Og selvom jeg gerne spiser mine børn af med Knorr Lasagnette i en snæver vending, ved de skolefolk udmærket, at jeg ikke kan lade være at bage selv, når jeg bliver sat på brød-listen. Så vi bagte. Og bagte...). Og så Melodi Grand Prix, som jeg syntes var en surrealistisk affære med mærkelige sange og hår.

Søndag morgen blev jeg blæst igennem på en af mine faste søndagsvenner, Ronja, denne gang med lukket mund. (Ingen fluer i halsen *hmm*). Om eftermiddagen fik Troldebarnet sit store ønske opfyldt og vi kørte et ukendt antal kilometer for at se dem her:

DGI's verdenshold

Nu er det mandag aften igen...og smeden er på vej. Der skal indhentes, hygges og ses film. I morgen får du en update fra landsbyhospitalet og en historie om en skøn patient... (uhh nu kan du ikke vente hva'?)