torsdag den 4. august 2011

Jeg holder aldrig op med at undre mig


...over min eksmand. Hans verdensbillede, tilgang til andre mennesker og ikke mindst hans retorik.

For 3½ år siden, sad han i fængsel. Idømt 9 måneders ubetinget fængsel for vold og planlægning af frihedsberøvelse. Af mig.

To gange i træk endte han i varetægtsfængsel samme dag, som han skulle have samvær med børnene. Ind imellem de to fængslinger, havde jeg haft gode dialoger med Statsforvaltningen om, hvordan samværet skulle finde sted, fordi jeg "godt kunne forstå, at min angst for ham ikke skulle stå i vejen for hans samvær med børnene". Det fik en dommer til at kalde mig overordentlig samarbejdsvillig. Min eksmand syntes stadig ikke, jeg var netop det. Jeg modarbejdede alting, sagde han. Også dengang.

På grund af alvoren i den efterfølgende sag, hvori der indgik en - skal vi sige - pæn del planlægning af ubehagelige hændelser mod min person (!), fik han efterfølgende frakendt al ret til forældremyndighed og samvær.

For to år siden, efter endt afsoning, skrev han til Statsforvaltningen om at få samvær. Et to siders tæt skrevet brev. Om mig. Hvor manipulerende og aggressiv, jeg er. Hvor uegnet jeg er til snart sagt hvad som helst.

Statsforvaltningen afviste at behandle ansøgningen.

Et halvt år senere jog mine forældres naboer ham ud af deres have en tidlig morgen i november. Hvor min mor lige havde fået at vide, at hun var uhelbredeligt syg, og derfor ikke just havde behov for også at have ham rendende i sin baghave. Bogstaveligt talt.

Et halvt år efter opsøgte han min bror, spytskreg til ham, at han ville se sine børn, alt imens han råbte: "truer du mig? Hva'? Står du og truer mig?" (alle der kender min bror, vil vide, at det ikke er en mulighed. I hele verden).

Nu er der så gået endnu et år og et halvt. Som Troldebarnet ville sige. Og der ligger et brev i Statsforvaltningen. Denne gang er jeg ikke nævnt. Men det er de selv. De har nemlig, ifølge ham, udøvet magtmisbrug. Straffet uskyldige børn. Begået grove krænkelser imod hans person. Udvist umenneskelighed overfor ham og børnene. Den slags.

Det kommer aldrig til at strejfe ham, at det eventuelt, helt teoretisk, i en eller anden grad ... muligvis kunne have noget at gøre med hans egen andel i sagen. At det måske var en lille bitte smule svært at se hans ædle motiver i retning af at være sammen med sine børn, når han havde så pissetravlt med at få ram på mig, at han i stedet kom i fængsel. Han.Kan.Ikke.Se.Det.

Derfor balancerer jeg virkelig på en knivsæg lige nu. Jeg ved, at Troldebarnet og Elverpigen savner ham. De savner den, de tror, han er. De savner en far, der kaster dem op i luften og griber dem igen i sin trygge favn. En far, der putter dem om aftenen og værner mod uhyrer og tyveknægte. Og torden. En far, der er ligesom de mange andre fædre, de kender.

Men deres far er ikke sådan. Deres far er kun optaget af sig selv. Af sine egne behov. Af sine egne impulser. Af sin egen oplevelse af evig uretfærdighed. Deres far har en større datter, der boede hos os og en dag kom hjem fra gymnasiet, ligbleg i hovedet og sagde: "Far, vi har haft om psykopater i dag. Er du klar over, hvordan det hele bare passer på dig? Alt!" (Jeg har hørt ham le hånligt mange gange, men hånligt som han lo ad hende den dag, det tror jeg ikke jeg har hørt hverken før eller siden)

(Det var i parentes bemærket også hende, der sagde til mig: "Jeg kan flytte, når jeg bliver 18. Hvad skal der blive af dig Hulemor?". Behøver jeg sige, at hun ikke har kontakt med ham i dag?)

Jeg har arbejdet med tilgivelsen. Jeg har ikke tolereret, hvad han gjorde mod mig, men jeg har tilgivet det. Jeg har brug for, at det ikke låser mig fast i en identitet eller livsfase. Jeg vil videre. Han skal videre. Vi skal videre. Men hvordan?

Jeg har skrevet til dem, i statsforvaltningen. Som flere af jer kommenterede, er der mulighed for overvåget samvær, bistand fra advokater og sagsbehandlere og fremfor alt, stadig en tophemmelig adresse, som ikke engang Statsforvaltningen kender. De er jo desværre før kommet til at udlevere den slags på urette sted.

Indtil videre er jeg tryg. Jeg har åbnet en lille bitte sprække i døren og "vil ikke modsætte mig en indledende dialog". Der er forhåbentlig lang vej endnu. Og et eller andet sted ved jeg jo også, at han kan være velfungerende, hvis nogen (læs: en kvinde) hjælper ham med rammerne. Måske er det det rigtige tidspunkt.

Jeg kan bare næsten ikke bære Troldebarnet og Elverpigens skuffelse, når de skal i gang med at opdage, hvor svært det er at have lige netop ham til far...

10 kommentarer:

Onkel Anne sagde ...

Det er jo rigtig fint, at du er åben for samarbejde. Men sødeste jeg tænker ved mig selv, om de omkostninger, som dine børn får, er de det værd?

Prophecy sagde ...

Kære Hulebo, først tak for et godt skrevet indlæg. Jeg sad og holdt vejret mens jeg læste og takkede for, at han ikke er kommet igennem med sine ønsker. At en offentlig forvaltning har kunnet gennemskue, at manden er syg. Som du skriver, der er før begået fejl og i dette tilfælde ville det have været fatalt, hvis det én gang var fejlet.
Jeg ønsker dig tillykke med din nye tilværelse - og jeg ønsker troldebarn og elverpige tillykke med, at de uanset savn til biologisk ophav, har en mor der gør det du gør og kan det du kan.
Kh Prophecy

June sagde ...

Jeg forstår dig ikke...det gør jeg bare ikke. Forstår ikke din tilgivelse, din evne til, at se bort fra din egen angst...og at du samarbejder. Jeg forstår ikke,hvor du får styrken fra.

Men jeg har heller aldrig nogensinde prøvet noget, der er i nærheden af, hvad du beskriver. Og så kan man ikke forstå. Og dét er jeg glad for.

Og så forstår jeg vidst heller ikke, hvorfor du ikke fortæller ungerne om, hvad deres far er for én? At han gjort dig ondt, på så mange måder....og at du er bange for, at det også skal ske for dem?

Personligt tror jeg ikke, at det at skærme børn for virkeligheden, er godt - ikke at den skalpensles ud i de værste detaljer! Men jeg ville være bange for, at de en dag kom tilbage, og spurgte hvorfor jeg ikke sagt noget. At de bebrejdede mig. Eller endnu værre....fik ar for livet.

Jeg håber du modtager budskabet, i samme ånd, som det er sendt afsted. For det er ikke en fordømmelse.

Jeg besidder kun næsegrus beundring for dig! Og så en masse spørgsmål ;-)

Knus og tanker
June

mette b sagde ...

Under læsningen tænkte jeg også "psykopat" og så fortalte du om hans store datter lidt længere nede... Er han mon i behandling?

Det er så svært at forholde sig til at dine dejlige børn ønsker deres far, som det billede de har af en dejlig far. Og at han så er sådan og har gjort de frygtelige ting og på sin vis fortsætter med dem.

Det må også være ualmindelig hårdt for børnene at skulle have samvær med ham, når det er på så svære betingelser.
Og det må også være en stor sorg for dem at opdage, hvem han er. Oveni sorgen over at have mistet kontakten til ham.
Jeg er sikker på, at du tager dig godt og kærligt af dem, som de har behov for. Det skinner gennem din blog.
Men jeg håber også, at hvis han skal have en form for samvær, så er der støtte til børnene og dig, fordi det vil være så svært.

Jeg kan godt følge dig i din proces, hvor du har tilgivet og at du ikke snakker med dine børn om, hvad der skete. Jeg har heller aldrig nævnt årsagen til min eksmands og min skilsmisse, men min ældste var stor nok til at det har sat sig hos hende og hun er desværre følelsesmæssigt ustabil. Min yngste var endnu ikke født, så hun kan ikke huske noget.

Jeg håber det bedste for jer. Og jeg beundrer din evne til at kunne skrive om noget så svært. Noget, som vi andre kan blive klogere af.

Kram

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Kære Hulebo,
Hvor jeg dog føler med dig og kan forstå dine svære overvejelser.
Tænker bare, at hvis han er så syg din eksmand, og måske ligefrem psykopat, så er dine børn bedre tjent med savnet og en god mor. Som du selv skriver ville de alligevel blive skuffede over en far, der slet ikke kan leve op til deres forventninger. Men du ved selvfølgelig bedst selv og bør følge din egen mavefornemmelse. De bedste hilsner Charlotte

Kolorista sagde ...

Uh, det stikker altid i mig, når jeg læser dine fine beskrivelser af din eksmand og jeres forhold - jeg har også tænkt psykopat-tanken, og synes det virker SÅ skræmmende, når en 18-årig kan trække den parallel - om sin egen far!!! Jeg under dig og dine børn det bedste - men ved ikke selv hvad jeg tror det er. Hvis det var mig... ville jeg ikke overveje et sekund om samværet skulle genoptages, på den baggrund du beskriver. Selvom dine børn så for altid vil ha et hul efter deres far, er det i mine øjne et bedre hul at ha tomt end at ha fyldt, hvis du forstår. Han lyder SÅ skræmmende, at mine børn ikke skulle indenfor rækkevidde af ham nogensinde igen, hvis han var min eks. Hatten af for din samarbejdsvilje - men hvad får du selv til gengæld, tænker jeg? Men som Charlotte så klogt skriver: du ved bedst selv hvar mavefornemmelsen siger! Pøj-pøj fra Lisbeth

missfryd sagde ...

Jeg er fuldstændig tom for ord og råd her. Jeg beundrer dig. Rigtig meget.

Jeg ved godt, at vi ikke kan skåne vores børn for alt grimt i verden, og jeg forstår godt dine børn savner deres far. Men som du selv skriver det, ved de jo ikke hvad det er de savner, de kender ikke 'ham', men noget de tror de kender. Jeg ville ikke turde det du gør, at åbne døren en lillebitte smule på klem. Samtidig har jeg gennem din blog, altid opfattet dig som utrolig stærk, og INGEN andre end du, ved hvad der er rigtigt og forkert at gøre i forhold til ham og samværd.

Masser af gode tanker til dig.
Kram Maria

hellesblog.com sagde ...

Kære, kære du. Jeg forstår godt dit arbejde med tilgivelse. Uden tolerance. Vi har også skrevet sammen om det tidligere.

Jeg kan ikke rigtigt sige noget klogt. Jeg forstår også godt, at du ikke kan sidde børnenes savn overhørigt. Af mange grunde. Men for pokker da, hvor er det en svær situation. En ægte catch 22. Og der findes ikke en forkromet rigtig løsning.

Du må altid gerne skrive, hvis det kan lette dig, eller hjælpe på en eller anden måde.

Kærlige hilsner fra mig

Anonym sagde ...

Jeg har sådan en far.
Mit første minde er, at han slog min mor ind i skabet, så hun fik næseblod, mens mig og min bror sad i badekarret.
Hvordan han næste dag kom for at hente bilen og smed alt ud af bilen, mens naboerne så til.
De første par år truede han min mor til fælles forældremyndighed, men det gik ganske hurtigt med, at det ikke længere var spændende at ha noget med sine børn at gøre..

Ja, jeg har fået ar på livet.
Ar, som har gjort mig stærk, kærlig, stædig, forstående, skarp, handlekraftig og måske en lille smule hård.
Jeg kan stadig få ondt i maven over, at min far var et røvhul og jeg aldrig har fået den kernefamilie, som alle børn fortjener, men det er nu engang livets hårde realiteter.

Min mor har selvfølgeligt også begået fejl under vores opvækst, men jeg beundre hendes evne til at tale pænt om vores far hele tiden og så langsomt fortælle mig de sandheder, som jeg har efterlyst i takt med, at jeg har mærket svigtet og undret mig.
Hård kost for et barn, men livet er nu engang hårdt nogle gange.

Mine brødre har ikke taklet det så godt som mig, slet ikke den yngste, som i perioder er i misbrug.
Min mor har altid sagt, at hun vidste, at jeg kunne klare det, for jeg er født med et viljestærkt sind. Derfor synes jeg, at du skal mærke efter i dig selv, om du tror, at dine børn kan klare det.
Vil de blive stærkere, eller vil nederlaget blive for stort?

Jeg har hele min opvækst haft sporadisk kontakt til min far.
Mødt alle hans kvinder, hans venner med rygmærker og af anden skidt oprindelse, fået flere halvsøskende, overværet hans 2 ophold i fængslet og mærket konsekvenserne af at have sån en far og så bo i en lille landsby.

Idag har vi ikke kontakt.
Det er mit valg.
Jeg har selv valgt ham fra, for min mor har hele mit liv ladet mig se hans fejltrin, mens hun har været klar til at hjælpe mig med at håndtere dem.
Det gør stadig ondt, men det er okay og jeg tvivler aldrig på, at det er rigtigt..

hulebo sagde ...

Kære anonym

Tusind tak for, at du giver dig til kende her. Din fortælling bringer et perspektiv på sagen, som måske er det vigtigste af alle: erfaringen.
Jeg er glad for at høre, at du har kunnet komme igennem ved viljestyrke og en kærlig mor. Bekymrende at høre om dine brødre...det giver meget stof til eftertanke. Endnu en gang tusind tak. Kh Hulemor