fredag den 5. august 2011

Der er dage..


...hvor jeg ikke rigtigt ved, om jeg skal blive ved at blogge. Af mange grunde. Og så er der dage, hvor bloggen er det bedste i verden, fordi jeg både får nedfældet svære og forstyrrende tanker, dokumenteret mine overvejelser og min hverdag - og ikke mindst: får en respons fra jer, som er guld værd.

Selvfølgelig diskuterer jeg de her ting med min nære familie og venner også. Men de er så følelsesmæssigt engagerede, at det nogle gange er svært. Der er så meget angst på mine vegne, og det er derfor, jeg tidligere har haft kæmpe glæde af en psykolog. Det får jeg brug for igen. Men også jer. Tusind, tusind tak. ALLE kommentarer er velkomne, og alle får de mig til at tænke, vurdere, mærke, spørge, granske...det er rigtig godt.

Jeg har talt med en sagsbehandler fra Statsforvaltningen i dag, en rigtig god samtale. Jeg vil så gerne formidle min bekymring og betænkeligheder på en måde, så jeg ikke bare bliver opfattet som en skinger hystade, der vitterlig vil genere sin eksmand. De findes jo, det er jeg ikke i tvivl om. Han lyttede og havde selv gjort sig nogle betragtninger udfra forhistorien og det aktuelle brev. Det var rart, at han også undrede sig, ovre fra sin taburet.

Vi blev enige om, at der indkaldes til et møde hver for sig, hvor Statsforvaltningen vil forsøge at afdække, om der er et reelt ønske om at være sammen med børnene, på deres præmisser - ikke hans. Forstået på den måde, at der i et eventuelt samvær (som der slet ikke er taget stilling til endnu) skal sættes meget stramme rammer og regler op. Mit gæt er, at det vil han ikke gå ind på. Regler er jo, som man vil forstå, hvis man så at sige kender typen - ikke til for den slags som ham. Parkeringsforbud, mødetider, aftalte tidspunkter, nummerkø på posthuset - den slags er unødvendige begrænsninger samfundet lægger på individet - noget, han ser en stor (selv)retfærdighed i at udfordre ved enhver given lejlighed.

Lige nu håber jeg, det vil vise sig, at han ikke er klar endnu. Jeg har tænkt meget over jeres kommentarer om, at børnene er bedre tjent med savnet end med konsekvenserne. Det er så s k i d e s v æ r t at afgøre ikke? Måske. Måske er det bedre at få hjælp til håndtere savnet. Måske er det bedre, at de kender sandheden om ham. Selvfølgelig ved de noget. De har jo set ting. Og jeg har aldrig fortiet, at deres far er 100% behovsstyret, egenrådig, dominerende og på alle måder super egoistisk. Han vil bestemme. Vilvilvilvil. Det ved de godt.

Men jeg ved også, at de kan vende sig mod mig. At de snart er store nok til at blive hørt. Og at Elverpigen kun er 8 klik fra at have en fb-profil og en kontakt, hvis hun pludselig bestemmer sig for at gå den vej. Derfor har jeg overvejet, at en dårlig kontakt måske er bedre end ingen. Måske vil de selv opleve et behov for at sige fra. Jeg er bange for, at de skal miste tilliden til mig, og en dag tro på, at det var mig, der forhindrede den kontakt af egoistiske årsager.

Der er også det aspekt, at jeg er bange for at gøre ham mere sur. Lad os sige, at han er ligeglad med mig, og bare gerne vil have ungerne med i Tivoli i ny og næ, fordi det ser bedst ud overfor omverdenen, at man har kontakt til sine børn. Og jeg så siger nej. Og han så tænker, at så kan hun fandeme også selv om det. Det kræver så uendelig mange kræfter, at leve det her liv under jorden. Jeg får ingen post. Jeg kan ikke være på sociale netværk. Jeg kan ikke bestille et avisabonnement. Jeg skal hele tiden lave 117 krumspring for, at min adresse ikke pludselig står et sted. Jeg skal konstant se mig over skulderen. Jeg vil så gerne tro på, at jeg kan blive fri.

Desuden har jeg da også et lillebitte forfængeligt og dybt egoistisk ønske om engang imellem at have bare en lille smule fri. Jeg er på konstant og hele dagen fra 6 morgen til 22 aften. Også i weekender, ferier, under sygdom, død og træthed. Nok kan børnene overnatte ude en enkelt gang imellem, og jeg er helt med på, at jeg selv har sat dem i verden og selvfølgelig skal tage ansvaret - OG at ikke-fraskilte heller ikke har fri fra deres børn. Jeg har bare ingen aflastning. Og jeg trænger. Åbenbart.

Jeg fantaserer om at have en weekend fra fredag til søndag eftermiddag, hvor jeg ikke skal servere mad, lave indkøb, rydde op, løse konflikter, vækkes om natten og spørges om 100 milliarder ting. Også når jeg sidder på toilettet. Bare en gang hvert halve år. Og nu vokser der nok horn ud i min pande for at dokumentere den slags. Men for fanden hvor ville jeg gerne ligge på sofaen en lørdag aften og vide, at de havde det sjovt i den anden ende af landet.

Der er jo by the way også en bedstemor, et sæt svoger og svigerinde samt tre storesøstre, der ville stå på nakken af hinanden for at være sammen med dem. Hvilket vel øger chancen for, at deres far rent faktisk ville kunne magte opgaven..

Min psykolog advarede mig dengang, meget tidligt i forløbet, om, at jeg skulle forberede mig på, at verden vil normalisere. Politi, retsvæsen, socialbehandlere sågar psykologer vil så gerne lede efter det normale. Det genkendelige. Det "årh, men det er bare en fase, det var et engangstilfælde, det sker ikke igen..." bla bla. Selvfølgelig spørger jeg mig selv, om jeg selv er i færd med dét? At normalisere det ikke normale, fordi jeg i bund og grund er i tvivl, om jeg fortsat kan opretholde det panser, jeg er nødt til at forblive bag?

Foreløbig læner jeg mig i det og stoler på, at kompetente mennesker hjælper mig. Og at der er flere at gribe fat i, hvis jorden skrider under mig.

I aftes havde jeg faktisk raget nogle fritimer til mig, som blev omsat til vaskeægte kvalitetstid sammen med smeden på en lækker restaurant og udsigt til vand. Og tid til kys. Og at ligge i arm. Og i eftermiddag tager jeg på roadtrip og besøger to veninder (og deres afkom) på to dage - incl. to aftener med grin, snak, øl og sofahjørne.

Nu er nu. Og jeg gider ikke bekymre mig mere i dag. Verden åbner alligevel først mandag morgen igen.

Happy friday!!

...

8 kommentarer:

June sagde ...

Jeg håber, at du bliver ved med at blogge! For dit sprogbrug, din skrivemåde, indsigt og ærlighed, fanger mig virkelig. Du er en utrolig dygtig skribent!

Da jeg var gået i seng igår, lå jeg og tænkte på dig...og mit svar.
Og på den mulighed, du også nævner her, nemlig muligheden/angsten for, at børnene kommer bebrejdende tilbage, uanset hvad du vælger. Det er fame ikke nemt, det kan jeg godt se.

Så det lyder da som en god løsning, du nåede frem til sammen med sagsbehandleren. Jeg håber du vil skrive om, hvordan det gik, når du kommer så langt. I hvert fald, lyder det langt bedre, end at Elverpigen pludselig har kontakt til ham, uden du ved det.

Altså, jeg er nysgerrig.... Og hvis man ikke spørger, så bliver man jo ikke klogere vel? ;-)

Hvis det ender med samvær, kan du så stadig holde din adresse skjult? Vil han ikke prøve, at få ungerne til, at fortælle den? Jeg er sgu helt angst på dine vegne.

Og hvorfor i alverden, skulle der gro horn i panden på dig, for at sige det, som mange af os tænker ind imellem?
At det fame ville være rart, at være helt sig selv nogen gange. At man kan have lyst til, at sætte ungen i Den blå Avis. At være uden ansvar - bare for et stykke tid. Have lidt fucking frihed. Det vil være dig så vel undt! <3

Nogle gange virker ord så.....ligegyldige, men jeg mener det virkelig, når jeg siger, at jeg ønsker det bedste for jer <3!

Onkel Anne sagde ...

Jeg forstår godt du har brug for pauser fra den hverdag! Det handler ikke om egoisme, men om realisme. uden pauser har vi ikke mulighed for at lade op!

Og nu til et forslag, der måske tricker dig, men ikke desto mindre:
Har du overvejet aflastning?

Og det med under jorden er smuttet for mig. Har I været det længe?

mette b sagde ...

Hvis du tænker, at du er ved at lulle dig til ro ved at normalisere situationen, fordi du har brug for en pause fra det hele (hvem kan ikke forstå det??), synes jeg du skal lytte til det og måske få en snak med psykologen igen om det.

Min erfaring er, at de der bittesmå tanker/ intuitionen taler sandt. Måske er jeg ikke helt klar over, hvorfor tankerne er der, men de betyder noget.

Jeg tænker at din velplacerede angst kan sætte de tanker i gang. For selvfølgelig er du usikker på, hvordan det hele skal ende og hvordan børnene vil vokse op og håndtere det hen ad vejen. Det er der jo ingen der kan sige. Og det kræver, at børnene er i en slags terapiforløb i den periode, de har samvær med deres far. Det må du kunne stille som en betingelse, så de fortsat kan bruge dig som mor og ikke behandler.

Din datter er ved at nå fb-alderen, hvor han jo hurtigt vil kunne finde hende og måske kan han så få adressen ud af hende. Det gør mig også bekymret, for hvor er beskyttelsen af dig og jer så? Og kan man forklare og forbyde sådan en ungt menneske, hvorfor hun ikke må være på fb, når alle de andre må?

Jeg er glad for, at der er en sagsbehandler, som virkelig reflekterer over sagsakterne og det, du snakker med ham om. Det er rart at vide, at du ikke også svigtes der.

Puha, det blev en hel smøre. Kunne jeg, måtte du hjertens gerne udstationere dine dejlige børn hos mig, men mon ikke din familie skal slå til først? Kender han deres adresser, eller er det bedre, at de er sammen med børnene hos dig? For f*** hvor er det en urimelig situation, du er i.

Jeg tænker på dig og er så berørt af din situation.
Kram og knus fra
mette

June sagde ...

Som Anne tænkte jeg faktisk også på aflastning. Det kan være en svær ting at bede om - taler af erfaring ;-)

Men min oplevelse er, at min knægt har fået en hel ekstra familie, der holder virkelig meget af ham!

Han får oplevelser og socialt samvær med andre, sammen med dem, som han ikke får med mig. Nu er din situation en anden, hvor du godt selv kan give dem oplevelser osv.....men istedet kan du give dem muligheden for, at knytte bånd til andre voksne, som gerne vil dem. Og samtidig selv få et tiltrængt pusterum.

Det er faktisk noget af det bedste jeg har gjort for ham. Selvom det betød, at jeg skulle sluge en del kameler, og finde mig i eget såret ego. Fordi det først føltes som en falliterklæring. Pft! Kan jeg ikke engang klare at være mor nu?! ;-)

Kolorista sagde ...

Da jeg læste første sætning i dit indlæg, tænkte jeg: "Oh, shit, var vi (JEG!) for direkte i kommentarerne i går - forlader du blogland nu, fordi en gruppe quinds i cyperspace har blandet sig i dit liv???" Er SÅ glad for det ikke var det resten af indlægget handlede om - bliv her endelig, del på din modige måde, og brug hvad du kan af kommentarer. Forslaget med aflastning lyder genialt i mine ører - måske sku det prøves? MHT det dér med engang i mellem at ønske sine børn et andet sted hen end der hvor man selv er - så har jeg (i relativt ramme alvor) i små-bitte-øjeblikke været i nærheden af at synes at skilsmisse kunne være lidt en befrielse: 7 dage med og syv dage UDEN de elskede små :-) så hvis du selv syns du er ved at udvikle horn, kan du jo bare se mig for dig, med to gigantiske, veludviklede, monstrøse, politisk u-moderligt ukorrekte gevirer i panden :0) KH og pøj-pøj - Lisbeth

Marianne sagde ...

Der er bare en ting du skal vide om den mand din eksmand er: Han har IKKE glemt! Han vil STADIG hævne sig på dig! Han vil bruge børnene, hvis han får samvær med dem og vil gøre ALT for at vende dem mod dig! Er det en chance du tør tage?
Det er bedre at løbe risikoen for at dine børn senere, evt., bebrejder dig, at du ikke lod dem have kontakt med ham, hvilket igen slet ikke behøver at ske - end at risikere nu at han får lov til at skabe mere ødelæggelse og terror omkring sig, end han allerede har gjort.
Den mand skal IKKE have flere chancer! Det er min helt klare overbevisning!Jeg ønsker dig og dine børn alt godt :)
KH Marianne

Bitten sagde ...

Kære Hulebo.

Jeg vil sådan håbe at alt arter sig til det bedste. Og jeg vil ikke sylte til her på bloggen med negativitet, skepsis og fanden på væggen. Men. Og det her er mit store MEN. Mine personlige erfaringer med statsforvaltning, børn og ustabil barnefar, som strækker sig omkring 6 år tilbage nu og stadig er håbløst aktuelle får mig til at anbefale dig altid ALTID at møde til de møder med en bisidder. Gerne en advokat. Jeg har brugt i titusindvis af kroner på advokat på den måde og hver en krone er givet godt ud i forhold til alle de gange, hvor min bisiddende jurist har kunnet påpege, italesætte og kræve nærmere undersøgelse af omstændighederne, når statsforvaltningens personale misledte, fejlciterede og overtrådte aftaler og juridiske forhold.

Undskylder på forhånd hvis dette alligevel blev for Fanden-på-væggen-agtigt.
Min pointe er; at kun du taler reelt børnenes sag i det regi og du vil højst sandsynligt behøve en (ikke emotionelt involveret) støtte til det forløb, der venter.

Som sagt ønsker jeg dig og familien alt det bedste.
Bitten

(Slet blot beskeden hvis du ikke vil have den stående.)

hanskvinde sagde ...

Hold fast.
Ingen kontakt er bedre end dårlig kontakt.

Jeg har prøvet at aflevere mine børn til en mand, som de ikke havde lyst til at være hos - og de troede, at det var mig, som ikke bakkede dem op - eller at det var mig, som syntes, de skulle være hos ham ...

Det satte sig som en følelse af svigt hos dem. Følelse af, at deres mor svigtede dem ved at lade deres far få sin vilje.

...

Kæmp for dine børn. For deres skyld. Hvad har de brug for og hvad har de ikke brug for? Kæmp for det.
...

Ps - i dag, hvor den ældste er blevet gammel nok, ser han ikke længere sin far. Det har han selv valgt og trumfet igennem. Men han er stadig bange for sin far.
Jeg ville ønske, at jeg havde beskyttet ham, som du beskytter dig og dine ved at gå under jorden.