onsdag den 29. september 2010

I det blødeste bløde


I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...


8 kommentarer:

Onkel Anne sagde ...

Du reagerede præcist som jeg ville have gjort. Du er mor, du er menneskelig, og gudskelov kunne du stille modspørgsmålene, som den kvinde ikke kunne besvare!
Hvor er troldebarnet heldig med at han har en ressourcestærk mor som dig, der HANDLER! Det er super!
Og jeg er også vred nu. Jeg kunne have lyst til at ringe til kvindemennesket og give hende et fur!

Kolorista sagde ...

Jeg syns det er smukt, overskudsagtigt og meget, meget kærligt at du tager telefonen og ringer til den mor - et mindre menneske (eller et mere bange menneske) havde muligvis sendt en såret mail - og så kørte optrapningskarusellen... Uuuuh, det ER altså noget knald når man bruger de ansigtsløse kommunikationsveje når det svære skal siges.
Nu kan du så sidde tilbage og bruge tid på at analysere hvad der skete, og hvorfor du reagerede så stærkt som du gjorde... men kan det ikke gøres meget simpelt: du reagerede modent og ansvarligt på en konflikt (der var kommunikeret meget uheldigt ud om i første omgang - hatten af for at du tog den som du tog den!!!), tacklede den som du skulle på alle planer og i forhold til alle instanser - du fulgte din mavefornemmelse i forhold til dit eget barn - og du kan faktisk hvile i at den fornemmelse var rigtig, for det har du skolens bekræftelse på. Jeg tror ikke du skal ta mere af problemet på dig - i mine øjne har du handlet og følt dét der er helt naturligt og rigtigt i situationen - resten af analysearbejdet er altså ikke dit ansvar, hvis du spør mig! KH Lisbeth

June sagde ...

Lige nu har jeg ikke tid nok til, at give dig det ordentlige svar, som jeg gerne vil.

Så i første omgang vil jeg bare sige, at jeg har læst med. Og at din reaktion hverken var overkill eller upassende.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den dame dér har været i problemer med skolen før, fordi HUN laver overkill?

Enhver forældre ville da for fanden spørge sin unge om, hvad der egentlig skete. Altså danne sig overblik over hændelsesforløbet. Fik han stukket fingre i øjnene, fordi han prøvede at give den anden buksevand? Så forklarer det måske de strittende fingre ;-)

Man KAN da ikke fare ud med bål og brand og råbe overgreb, uden at kende til forløbet.

Dét synes jeg er virkelig useriøst!

Men jeg vender lige tilbage senere eller imorgen, med lidt flere tanker.

Og hold os endelig opdateret!

Knus fra June

Anette sagde ...

Du modige og handlekraftige kvinde. Tabte lige pusten, for sikke da et grimt move fra den mors side. Jeg tror ikke, der er nogen skjult agenda i forhold til dig og din søn. Det lugter mere af, at hendes frustrationer (som sikkert har drejet sig om noget helt andet) skulle have en modtager. Her, nu og impulsivt. kh Anette

Anne/Undreland sagde ...

Men hør - du magtede at være tro mod både dig selv og dit barn OG være fair hele vejen rundt, selvom henvendelsesformen inviterede til konflikt. Mange ville ikke have klaret den balancegang. Jeg ved ikke engang, om jeg selv ville.
Klap dig selv på skulderen af hele dit hjerte. Forstår i den grad, at du føler dig ramt - hvem ville ikke det?

I den anden ende af sagen sidder nok også en mor med virkelig ondt i maven - og tilsynelandende med færre af den slags ressourcer, som du tydeligvis har. Jeg håber, I kan komme videre på en måde, som måske ruster hende til at klare den slags ting bedre i fremtiden. Ikke, at jeg mener det er en opgave du på nogen måde bør tage på dig. Du har nok!

Jeg bakser rundt på kanten af stress, og er meget lidt kommenterende for tiden. Men læser med, og hvor har jeg dog haft lyst til at give dig et spontanknus af dimensioner på det seneste. Dine tanker om livet og døden er så klare og hudløse, at det går lige i hjertet. Pas godt på dig selv.

Lena sagde ...

Pyh. Der har jeg også været. De børn er bare vores mest sårbare punkt, og når de gør andre fortræd (eller man tror det) gør det ondt. Jeg kan stadig blive ked af det ved tanken om ting der skete for flere måneder siden.

Glæd dig over skolens opmærksomhed og hjælpsomhed og over at du turde ringe til den pågældende mor - og ikke mindst skrive til skolen.

Det virker ikke som om din søn gør noget mange andre drenge ikke ville gøre. Jeg ved godt at det ikke er alle, men med jævne mellemrum sker der ting de ikke kan styre.

Cecilie sagde ...

Du er sej ... Og ja modig, meget!

hanskvinde sagde ...

Åh, hvor jeg kender den lammende frygt. Lige dér, hvor hjertebarnet pludselig gør noget, som ligner...

Som ligner og minder om. Og jeg kender, hvordan angsten kan gribe og lamme og fordre en reaktion, som rækker langt ud over det nødvendige.

Men - jeg tænker, at din reaktion her ikke var for meget. Du reagerede fuldkommen sundt og ærligt. Og på baggrund af erfaringer.

Man skal ikke lade sådanne ting gå upåtalte hen. Man skal stå op for sig selv - og især for sine børn.

Man skal leve sit liv og sine følelser. Det er derfor, vi *er*.

...

I dag - mange år senere for mit vedkommende - har jeg en næsten voksen søn, som jeg har talt meget med. Misforstået loyalitet overfor en far, som ikke respekterede sin søn og mig - har jeg holdt mig langt væk fra. Og lange snakke her i sommers har resulteret i, at min søn nu har forstået, at han selv vælger, hvad og hvem han vil være. Hans angst for at ligne sin far er ved at fade bort i erkendelsen af, at han har et valg.

Og at han er en anden end sin far. For han er vokset op sammen med mig. Det gjorde hans far ikke. Og det gør min søn stærk. Det ved han nu.

...

Tak, fordi du deler. Det betyder meget for mig :-)