Snart december
15 timer siden
lørdag den 18. september 2010
Øv, øv og øv...
Havde ellers skudt tanken fra mig. Slettet sms'en. Fortrængt telefonopkaldet med en ægtemands, en pårørendes, min fars desperate stemme...
Troede lige rødvinen skulle lægge den sidste ro over en ellers perfekt lørdag. Med sol fra morgenstunden. Med fødselsdags- og legeaftaler. Med shoppingtur til Hulemor. Med hjemmebagt rugbrød. Med burgere og muffins. Med Olsen Banden. Med brændeovn. Med stearinlys. Med ro. Med plads til tanker...
Tumoren er vokset igen. Min mors. Canceren rører på sig. Den er vågnet af sin dvale. Hans stemme: "Hvad gør vi nu..."
Som om jeg ved det...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Åh! Det gør mig ondt. Ville ønske jeg kunne vise jer vejen, når det er ganske umuligt for jer selv at se igennem smerten!
Åh, nej! Ja, det er et forfærdeligt godt spørgsmål! Håber I får hjælp og styrke til at finde svaret! Kram og mange tanker herfra - Lisbeth
Åh nej. Det var ikke en rar besked. Spørg lægerne hvad I kan gøre. Spørg din mor hvad hun gerne vil have I gør. Spørg evt. Tidslerne eller bed Gud om hjælp?
Håber det bedste.
Nej! Åh, altså. Det er så kryptisk og uforudsigeligt med den sygdom. Håber det blot er en forskrækkelse og at det kommer til at gå fremad igen. Mange tanker herfra.
/Hanne
Tak for jeres kommentarer og ja, vi må bare prøve at finde en vej igennem det. Smerten er en del af livet, og min mor siger selv, at hun er så lykkelig over, at det ikke er hendes børn eller børnebørn, der er syge. Det er på en eller anden måde "den rigtige rækkefølge", når det skal være...
"Rigtig rækkefølge" eller ej, så gør det ondt.
Og det gør mig oprigtigt ked af det, på dine (Og din families) vegne!
Min ene lillebror har en hjernetumor, og vi krydser hele tiden for, at den bibeholder sin nulvækst....og som du ved har gemalen også været hans igennem. Og det er bare så skide angstprovokerende!
Mange knus og tanker herfra
Send en kommentar