tirsdag den 18. januar 2011

Dag 1


I dag var Dag 1. Dag ét i det nye liv uden en mor. Min mor.

Min mor sov stille og fredeligt ind søndag morgen. Det var så smukt, kærligt og smertefuldt, at det for altid vil være indprentet i mit sind.

Da jeg kom ind til hende lørdag formiddag, kunne jeg se, at hun var imellem to verdener. Døden boede allerede i hendes øjne. Aftenen forinden havde hun sagt til min far, at hun var i ingenmandsland og havde brug for en tid alene, fordi hun havde nogle ting, hun skulle klare selv. Det fortalte mig alt om, at hun var på vej. Hun vidste det, og hun gik vejen selv.

Jeg havde en halv time alene med hende, inden min bror kom. Det er vigtigt at forstå, at min mor var en meget blufærdig og privat kvinde, samtidig med at hun var aldeles kærlig og omsorgsfuld. Hendes tilgang til livet var ikke altid lige åben, og jeg var på hendes dødsleje i tvivl, om jeg kunne sige de ting til hende, jeg havde på hjerte.

Heldigvis kunne jeg. Og hun tog imod det og svarede mig med en ærlighed, jeg aldrig havde turdet ønske mig. Det var det mest nærværende øjeblik, jeg nogensinde i mit liv har haft med nogen. Måske med undtagelse af det første øjeblik, jeg så mine nyfødte børn i øjnene. De var født til livet, hun skulle forlade det.

Da min bror var kommet og havde talt med hende, gled hun langsomt ind i en anden bevidsthedstilstand, mens vi holdt hende i hånden begge to. Hun trykkede os i hånden af og til, og vi fortalte hende igen og igen, at hun gerne måtte slippe. At vi ville passe på hinanden. At hun ville leve videre i os og sine børnebørn.

Da natten kom, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi holdt på hende. Min far, min bror og jeg. Hun kunne ikke slippe os. Hendes krop kæmpede for at være i gang, og ind imellem havde hun ondt. Hun kunne ikke længere tale med os, men heldigvis var hun i professionelle hænder, der værnede om både hende og os. Hendes tilstand var stabil, og vi tog hjem for at sove lidt. Da jeg gik ud af døren, kiggede jeg på hende og vidste, at jeg ikke længere ville se hende i live. Hun ville selv.

Tidligt næste morgen var vi på vej, da de ringede. Hun havde haft en rolig nat, men var yderligere svækket. Da vi trådte ind på stuen, var hun netop død. Personalet havde fortalt hende, at vi var på vej, og i det samme tog hun sine sidste åndedrag. Jeg er overbevist om, at hun gav efter i vished om, at vi ville være der indenfor kort tid. Hun ville klare det selv. Hendes udtryk var den dybeste fred.

Det var uendelig smukt. Hun var stadig tilstede i rummet, da vi kom, det mærkede vi tydeligt. Der brændte levende lys, og hun var varm og fin. Vi fik alle taget afsked og der var tid, tid, tid. Jeg blev hos hende og hjalp med at gøre hende i stand til den sidste rejse. Jeg kan ikke beskrive, hvor gribende det var, og den sosu-assistens, der var med, var så elskelig og omsorgsfuld. Hun foreslog, at vi købte en blomst og lagde i min mors hænder - men der kender jeg hende bedre...

Ikke om hun ville ligge med sådan en fjollet blomst på sit bryst. I stedet fandt jeg hendes sten, en ametyst, som hun altid har haft i sin taske. Den fik hun i hånden, og det ved jeg, ville passe hende meget bedre!

Nu er der tunge dage. Men også glædesfulde dage. Hendes liv var for kort, men dog langt. Vi kan ikke vænne os til, at hun ikke mere skal være fysisk i blandt os. Men da vi drak en kop kaffe, mens vi sad om hende i døden, sagde min bror "Uha der er bønner i det her! Det er rigtig farmor-kaffe!!". Der vidste jeg, at hun har har sat så mange spor, at hun for altid vil være med os. En dag vil gråd være afløst af grin og gode historier, med en bundklang af savn. Det var sådan hun ville det. For altid min Mor.

19 kommentarer:

Prophecy sagde ...

Kære Hulebo, jeg er glad for at jeres sidste tid var så fin. Du beskriver det smukt, smertefuldt og virkeligt. Jeg sidder og bliver tænksom og kan huske samme stemning, da min far døde, selv om det snart er 5 år siden. De vil altid mangle. De døde, fysisk, men som du selv skriver. Hun er der i de små ting.
Jeg kondolerer, i ordets bedste betydning.

Sandra sagde ...

Kære Hulebo,

hvor er det dog imponerende at du har overskud til at skrive så rørende her, midt i en af livets sværeste stunder.

Din moder lyder til at have været en stærk kvinde - og personlighed. Hun har sat spor - spor der aldrig kan eller skal slettes.

Må I ofte mødes i drømme.

De bedste ønsker for Jer alle i en svær tid.

Lotte B sagde ...

Kære Hulebo.
Det lyder som en smuk afsked med et smukt mennesker - og som om at du også har fået nogle smukker minder med fra en oplevelse, som du havde frygtet.
Meget, meget flotte ord...!! Og det lyder helt rigtigt med ametysten.
Al det bedste i den kommende tid - og al medfølelse herfra.

Anette sagde ...

Sidder og drypper ned i tastaturet. Hvor fin en afsked. Hvor heldig er hun lige din mor, at have en datter som dig. Og ja, det vil blive smerte, savn men også glædelige tilbageblik på de mange aftryk, hun for evigt har efterladt hos jer. I jer. Jeg har en formidabel veninde, hvis mor døde for snart 18 år siden, men hun (moren) indgår stadig i mange af vores samtaler. Netop pga de mange aftryk. Kram A

Anne O'Manne sagde ...

Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Tak fordi du deler.

Det gør mig så ondt, at du ikke har din mor mere. Jeg ønsker dig alt det bedste.

mette b sagde ...

Kære du,
Jeg sidder også med tårerne trillende ned ad kinderne. Det var en smuk afsked, I tog og så dejligt, at du fik den sidste intense samtale med hende.
En dejlig tid er slut og en dejlig tid vil komme med netop alle de smukke og sjove minder, I har om din mor.
Mange kærlige kram fra
mette

Trine sagde ...

Mange tanker, du kære. Ord kan vist ikke gøre det idag, men tankerne er der.
KNUS fra Trine

Øglemor sagde ...

Mange tanker herfra til dig - og jer - i den svære tid. Tak fordi du delte dine tanker. Dine ord er uendeligt smukke, og jeg beundrer dit overskud til at formulere dem her midt i sorgen.

Alt det bedste.

Karina sagde ...

At have så smuk og fin en oplevelse når Det endelige Farvel skal siges, er et dyrebart minde, som altid vil bo i det inderste af dit hjerte! - Og vent at se, din Mor vil dukke op mange gange i jeres liv fremover, - hun har med garanti efterladt rigtig mange spor, som vil vise sig med tiden..

Kærligst og mange tanker, Karina

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Kære Hulebo,
Læste dit indlæg i min frokost og har haft det i tankerne flere gange i løbet af dagen.
Jeg kondolerer og sender dig varme tanker. Jeg er glad for at læse, at jeres sidste tid sammen blev så fin. Jeg kan ikke huske, om du har nævnt Julia Lahmes bog om sorgen, men skulle du ikke kende den, kan den varmt anbefales. Særligt her i sorgprocessen. Dbh Charlotte

June sagde ...

Kære M!

Det glæder mig virkelig, at I kunne være åbne og ærlige.

Rigtig mange tanker og virtuelle kram herfra <3

Anna sagde ...

Sønderrivende smuk og ren fortælling om det uundgåelige. Tak fordi du deler.

Det gør mig ondt for dig at I ikke kunne have hende længere.

Knus.

hellesblog.com sagde ...

Kæreste dig
Har sendt dig en mail, men du får lige mine varmeste tanker her også.

Tak fordi du har delt en svær og smuk erfaring.

Anonym sagde ...

Kæreste Hulebo, hvor er jeg ked af at høre at du nu har mistet din mor, men varm om hjertet over at I fik taget den smukke afsked som I gjorde. Også dejligt at du allerede nu kan se lyset derude forude og ved at du bliver ok igen. Mange varme tanker fra Lene

Tanja sagde ...

Sidder bare her med en klump i halsen. Du skriver så fint. Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste i en svær tid.

Hanne sagde ...

Kære du, hvor er jeg ked af du har mistet din mor - at det var den vej, sygdommen tog hende :-( Men sikke en smuk beskrivelse af dine sidste timer med hende!

Kan fuldt ud sætte mig ind i den fornemmelse, at hun var tilstede i rummet efter hun var gået bort. Sådan havde jeg det også med min far og det gav mig en ro i sorgen, at han "hang ved" - tror der gik nogle dage, førend jeg kunne mærke, at nu var han videre.

igen, det gør mig så ondt, at du har mistet din mor. Håber (det lyder nu sådan) at I i din familie vil tage hånd om hinanden og at der er plads til tårer over tabet og smil over det liv, der blev levet.

Kærlig hilsen
Hanne/ønskeliv

Anne/Undreland sagde ...

Tænk at noget kan være så trist og så ...nærværende smukt. På én gang. Som det er, når du beskriver det.

Jeg har læst dine seneste indlæg, dybt berørt, men uden at kunne finde ord at sætte på alt det, der hvirvlede op. Mister inden længe en ven til samme sygdom, og det gør så forbandet ondt. Mest, at det er så svært at tale om, så længe der ikke er nogen der tør prikke hul på alt det usagte.

Godt I fik talt sammen, fik sagt farvel og sendt hinanden hver sin vej med fred.
Kram og alt godt - Anne

Marie sagde ...

Åh, jeg har ingen ord. Simpelthen bare så smukt. Alt det bedste til dig og dine.

hanskvinde sagde ...

En fantastisk smuk beretning om et stærkt farvel. Tak fordi du deler din tætteste oplevelse med os.