torsdag den 27. januar 2011

Hvem er du?


Min venindes datter spurgte hende om dét, forleden. "Mor, hvem er du egentlig?"

Jeg tænker den samme tanke disse dage. "Mor, hvem var du egentlig?".

Der er min mor, som jeg kender hende. Kendte? Den kærlige, beskyttende, omsorgsfulde, interesserede og lyttende mor. Faktisk lige sådan som en mor skal være.

Men min mor var også noget andet, end den vi kendte. Min bror og jeg. Hun var privat og distanceret, når det kom til hendes følelsesliv - der blev ikke delt ret meget. Min mor var mor for sine børn. Ikke ven og veninde. Vi var ligeværdige, men ikke ligelige. Hun lyttede og værnede sine unger. Bar. Vi skulle ikke bære hende.

Efter hendes død har min far og jeg drukket rødvin. Og talt solen sort. Og han har fortalt mig en masse historier, som hun aldrig selv har fortalt. Vist mig breve, hun har skrevet til ham gennem tiden. Lært mig, at min mor var så meget mere, end det, jeg - hendes datter - så. Hun bliver meget mere farverig og sprudlende. Levende.

Til aften fik jeg en mail af en min mors søstre. Hun skrev blandt andet:

At hun kunne være sig selv i næsten hele sygdomsforløbet og helst ville bære det selv, er fantastisk.

Det er noget underligt noget at føle, at i torsdags var en god dag, men det var en trøst for os, at du fortalte om de sidste dage som noget smukt og givende. Vi genkendte hende i alt, hvad du sagde.

Jeg tænkte, ja netop sådan var hun, værdig og stærk på trods af det sprøde sind, som jeg ved, hun havde.

Jeg tror, du ligner hende meget, og det kan du kun være stolt af.


Min mor er død. Måske er jeg først lige begyndt at lære hende at kende? Det er okay. Og jeg er stolt.

Hvem er du?

3 kommentarer:

Anette sagde ...

Sikke en skøn far, du har...at han folder hende ud på den måde. Det er stort.

hellesblog.com sagde ...

Mon ikke det er sådan, det er? Man kender sin mor/far/datter/søn/mand fra nogen sider, men ikke fra alle. Og når nogen er død, kan man sætte sig og dele på en måde, man ikke kan, mens de er levende? Og man får måske et behov for at stykke alle de brikker, der udgør en hel personlighed sammen?
Giver det mening?
Hvor er det godt for dig, at du har en familie, der gerne vil være med.

Karina sagde ...

Dine ord giver mig et billede af en rose. De yderste af rosens blade er til for alle at se, de næste rosenblade er for måske kun for familien. Jo tættere på rosens inderste man kommer, jo tættere sidder de smukke blade. De enkelte rosenblade er kun til særligt udvalgte at se og de allerinderste, er måske kun for selve rosen at vide, hvad indeholder. Når så livet forlader denne rose, vil nogle af bladene løsne sig og man får en mulighed for at se noget af rosen, som man ikke tidligere har set...

Din mor lyder til, at have været et smukt menneske, så at du skulle indeholde de samme skønne værdier, er jo en dejlig gave at have fået...

Tusinde tak for, at vi får lov at være med i din proces. Jeg ved fra mig selv, at en sådan proces er hård, men når den samtidig kan være smuk, gør det det nemmere at bære...

Kærligst, Karina