fredag den 14. januar 2011

Mod weekend


Endelig. På grund af afspadsering, syge børn osv. har dette været min første hele arbejdsuge siden 1. december. Pyha. Kan allerede ikke forstå, hvordan jeg plejer at kunne nå det hele. Men jeg kommer vel ind i rytmen igen.

Tankevækkende, hvad man kan vænne sig til at leve med, når man skal. Når selv sygdom og dødens nærvær bliver rutine. Indlæggelse, infektioner, gråd og sorg bliver sådan nogle dagligdags ting ind imellem arbejdsopgaver, lektielæsning, frikadellestegning og sovediskussioner.

Det går skidt med hende. Min mor. Åndenød og infektion lænker hende til en hospitalsseng på en bleg 2-sengs stue, der i udtryk modsvarer hendes fysiske tilstand. Dødssyg. Hun er visiteret til hospice, heldigvis. Foreløbig som aftale om aflastning, indtil hun måske...måske ikke...kan komme hjem igen.

For fjorten dage siden kunne jeg næsten ikke bære tanken om hospice. På den måde, at jeg ikke kunne bære, at det virkelig er nået dertil, at det er dét, vi skal tage stilling til. Eller hun skal. Og hvad hun ikke har kunnet tale med os, de såkaldt nærmeste, om, har hun klart meldt ud til det palliative team: Hun vil ikke dø hjemme.

Det er ikke bittert ment. Jeg er meget, meget glad for, at der er nogle professionelle mennesker, der kan hjælpe hende med de tanker og overvejelser, hun har. Og at de nænsomt og respektfuldt kan indvie resten af familien i det. Men jeg er meget, meget ked af, at vi ikke kan tale om det indbyrdes. Jeg havde sådan håbet, at det ville lykkes. At få talt. At tidspunktet ville komme, hvor hun åbnede sig, og hvor vi kunne dele de sidste tanker.

Jeg tror, jeg må se i øjnene, at det ikke kommer til at ske. Psykologen fra Kræftens bekæmpelse siger, at det er en helt almindelig raktion. Måske især med mennesker fra den generation. Hun vil stadig passe på os, er måske bange for, at vi ikke kan bære det, og derfor beskytter hun os ved at holde de sværeste tanker for sig selv.

Det er sikkert også derfor, at min bror altid får det hele at vide som den sidste. Fordi han skal skånes. Han er jo den lille (På sølle 36 år) Det arbejder vi så på at lave lidt om på, ham og jeg! Han synes nemlig selv, han er stor nok til at blive inddraget og ikke skånet.

I morgen prøver jeg igen. Jeg giver af mig selv, for at finde den sprække, der for fanden da må være der et sted, så jeg kan få et glimt af hendes sjæl. Jeg vil så gerne.

Om lidt er der heldigvis tre timers kæreste-eksil, hvor jeg kan hvile bekymringerne lidt og tanke op af det gode overskud. Det er nemlig godt for min lille sjæl.

Go' fredag derude...


7 kommentarer:

June sagde ...

Jeg tror faktisk godt, at jeg forstår hvad du mener med, at sygdom, en ende der nærmer sig og gråd bliver hverdag. Og det er oveni købet en erfaring fra en kun 2 uger lang sygdomsperiode, inden min Mor døde.

Men det er nødvendigt, tror jeg. For at du selv kan overleve. Ingen kan holde til, at have så voldsomme følelser, så tæt på hele tiden.

Har du fortalt din mor, at du gerne vil lukkes helt ind? Måske har hun brug for at høre, at intet hun siger vil gøre dig mere ked af det....tvært imod.

Åh, jeg håber virkelig, at jeres sidste tid sammen, bliver som I gerne vil have den.

Knus herfra....

Anna sagde ...

god fredag selv - og TAK fordi du deler. Hvis jeg kunne give dig et ægte knus ville jeg gøre det på stedet.

Anonym sagde ...

Jeg kender dig ikke ude i det virkelige liv -men kun her fra bloggen. Og ved herfra at du er helt fantastisk til det skrevne ord. Måske er det vejen til din mor også - at give hende et brev med dine tanker. Måske er det nemmere for hende at I ikke sidder face to face? Det var bare en tanke! Mange tanker fra Lene

Anette sagde ...

Enig med Anonym...et brev kan måske være vejen eller i hvert fald et skridt. Og godt med ham brormand...søskende holder netop nu. Kram og tanker a

mette b sagde ...

Åh, jeg sidder med tårer i øjnene og en klump i halsen.
Tænker på dengang min far kom på hospice, som på én gang blev maifestationen af, at det var ved at være livets punktum og samtidig en lettelse og glæde, da det var et dejligt sted som på mange måder var et hjem med billeder, sofa og sofabord, rigtig god mad og netop nænsom pleje af både min far og os.

At være i de svære følelsers og tankers vold hele tiden, er jo en belastning for både din mor og jer, så måske er det derfor, hun lukker af? Eller måske er det generationen. Eller simpelthen bare din mor, der har det sådan.

Jeg håber, at du og din bror er gode støtter for hinanden.

Min svigerinde skrev et sidste brev til os alle, da hun var på det sidste. Vi fik det til begravelsen og jeg gemmer det, da det både rummer følelser og en indsigt, jeg gerne vil huskes på.

Idéen med et brev til din mor kan jeg godt lide. Så kan hun selv vælge i fred og ro, hvornår hun magter at læse det.

God lørdag. Mange tanker og knus fra
mette

Karina sagde ...

Med et stort og inderligt ønske om, at din mission vil lykkes...

Kærligst, Karina

hellesblog.com sagde ...

Kære dig

Hvor er det godt, at din mor kan tage imod den hjælp til sine planer af det palliative team. På en eller anden måde, kan jeg godt forstå, at det må være dem og ikke jer. Til det. Hun passer jo ikke bare på jer, - hun passer også på sig selv. Det er lidt lettere med de professionelle. Med jer krakelerer hun. Og hun har måske brug for at holde lidt sammen på sig selv endnu?
Sådan en sjæl kan få udtryk på mange måder. Måske ikke altid den måde, man selv forventer det? Måske behøver det ikke være med ord?
Du er der. Og det er det vigtige.
Kram fra mig
Helle