Store spørgsmål. Og lidt om Lars Lilholt

"Sig mig, hvorfor er vi til

Hvad får hjertet til at slå

Hvorfor skal jeg dø, når jeg

langt hellere vil blive ved at gå"

Ordene er lånt fra en af de bedste danske sange, jeg kender. Jeg har haft den i hovedet det meste af weekenden, fordi konfrontationen med livets afslutning bringer mange tanker med sig.

Min mor er stadig lige ved siden af. Varm og blød, levende og fysisk. Bare mor. Men snart skal hun videre i en anden form. Hvorhen? Uanset hvad man bekender sig til eller tror på, bliver overbevisningen udfordret, når døden bliver en realitet. Hvorfor og hvorhen?

Jeg var 15 år, da min farmor døde. Jeg kan huske, at mine forældre var uenige om, hvorvidt jeg skulle have lov at se hende i kisten. Min far sagde, at det skulle jeg selv bestemme, og jeg besluttede mig for at se hende. Det var godt, jeg gjorde det. Jeg var lidt bange forinden, men husker tydeligt den lettelse, det var at se hende!

Jeg åndede helt lettet op og tænkte "Nå pyyha, det dér er jo slet ikke farmor". Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det bare var hendes skal, der lå der tilbage, som om hun havde smidt sin ham og forladt den. Det trøster mig nu, for jeg er sikker på, at min mor fortsætter et andet sted hen, i en anden form end i sin jordiske ham.

Det gør det ikke mindre smertefuldt. Jeg vil bare sidde og holde om hende og mærke hende varm og levende. Og våd på kinderne af tårer. Vi har grædt en flod i weekenden. Været sorgfulde, forpinte, fortvivlede, fjollede og taknemmelige. Måske er det alligevel godt at få tid til at tage afsked, selvom det river lidt af hjertet ud. Og selvom vi ikke forstår...

Den sang er skrevet af en fantastisk sangskriver. Af en mand, der deler vandene, og som mange elsker at hade (selvom jeg har lagt mærke til, at det er blevet mere legalt at kunne lide ham. Altså hvis man er hip nok til at kunne bære det og ikke identificeer sig med hans fans) Nå, men navnet er Lars Lilholt. Af uransagelige og meget indviklede årsager stod jeg - for præcis 18 år siden - en kold januarmorgen foran Århus Musikhus og ventede på en bus. Den skulle køre et lukket selskab til Val Thorens for at stå på ski. Med i bussen var både folk fra bandet og crewet i Lars Lilholt Band. Og så mig. Det var godt nok en skidt start, for det var slet ikke meningen, men skægt blev det - og bragte både sjove og pinlige episoder med sig. Uskyldige flirts og livslange venskaber.

Så jeg er sådan en, der bærer over med mærkelige mellemspil og hidsige fløjter, for der er perler mellem de mange numre, der flyder fra den mands hånd. Og en af mine yndlings er den med Peter Masai og Rasmus Lyberth fra cd'en Gloria, som jeg fik foræret af en af skiferievennerne til min 30 års fødselsdag. Hvilket vil sige, at den er udgivet for nøjagtigt 10 år siden *hm hm*. Den bliver mit soundtrack til natten. Den hedder "Bag Kuala Lumpurs smil" og du kan høre den her.