Hejhej

...jeg er jo faktisk kommet hjem. I dag. Til Hulen.

Børnene sover, Troldebarnet helt salig i sin egen seng "Åh mor, hvor er det dejligt at ligge i sin egen seng. Og der er ikke engang nogen edderkopper". Elverpigen slås vist med nogle nye slags hormoner i sin krop og er mest sur. Men hun sagde da godnat og fik et lille bitte kys. Og huskede heldigvis at smække en lille smule med døren.

Hunden sover i sin kasse, kattene i stole og på sofarygge. Ilden buldrer i brændeovnen, kufferten er (næsten) pakket ud og jeg drikker lige et sidste glas after-ski rødvin. Alene. Der er stille.

Jeg har også talt med min far og tudet over savnet efter min mor. Som det vist kun er ham, der forstår. Jeg savner at kunne ringe og fortælle hende alle detaljerne om verdens bedste skiferie. Og høre hende svare. Nu ligger der en sten på jorden, der hvor hendes urne står. Jeg savner hende sindssygt. Jeg drømmer om hende - og hun er der. Lyslevende. Men ikke her hos os.

De sidste to timer har jeg junket blogs og forsøgt at indhente. Godt jeg har en hel søndag også...

Og jeg blev rask. Øjenbetændelse, bronchitis og blærebetændelse afløste hinanden, men jeg havde det godt som aldrig før. Børnene hyggede sig, der var masser af sne og sol, maden var god og hytten perfekt. Og så ham. Kæresten.

Da jeg var yngre var jeg helt sikker på, at mennesker på næsten 40 år ikke kunne blive forelskede i hinanden. Ikke sådan rigtigt. Måske på en lidt lunken måde, men ikke sådan rigtigt. Så meget fejl, jeg tog! Jeg tør næsten ikke tro på det, selvom jeg ved, det er sandt. Ægte. Og sådan helt rigtigt.

Nu vil jeg også gå ind i min egen seng. Under min egen dyne. Drømme nattens drømme og glæde mig til en lang, tiltrængt, hyggelig og doven søndag i morgen...