Kamp og kvindedage

Det er jo i dag. Den internationale kampdag for kvinder. Og jeg tænker egentlig en masse om det, og har tænkt virkelig mange kloge (!!) tanker om, hvad der stadig er værd at kæmpe om- og for. Ikke mindst for kvinder ude i den store, voldsomme verden.

Jeg er bare så træt. Træt, træt, træt. Måske er det de 40? Eller også er det bare for lidt søvn og eftervirkninger af tre infektioner, der ikke rigtig har sluppet sit tag i kroppen endnu. Og ordet kamp. Det gør mig så fandens træt, for jeg synes, der har været kamp nok de sidste år her i mit lille liv.

Og der er i hvert fald én kamp, mit hoved har kredset om i dag. Kampen om kærligheden. For kærligheden. Med kærligheden. I kærligheden. Om at få den og om at miste den.

Jeg har selv været dér, for ganske få år siden, hvor den største kamp handlede om den helt dagligdags kærlighed. Ikke en stor kamp i nogen verdensorden, men dog verdens største kamp. For mig. At erkende ikke at være elsket. At erkende at leve sammen med et menneske, der ikke formåede at holde af andre. Overhovedet. Ikke engang sine egne børn. Det lyder hårdt, og det er hårdt. Det er så hårdt, at alt i mig ville tro på, at jeg var den forkerte. Hvilket jeg fik masser af opbakning til at fastholde!

Det var mig, der var den begrænsende. Den hæmmede. Den infantile. Den åndelige og spirituelle analfabet. Den forkerte, der ikke ville lære.

Indtil en knivskarp psykolog tog mig i hånden og fulgte mig hele vejen tilbage til mig selv, hvor jeg mærkede, at det var rigtigt. Jeg var ikke elsket. Og det var ikke min skyld.

Nu er jeg elsket. Der bliver ikke brugt mange ord på det, men jeg mærker det. Jeg mærker, at jeg ikke skal kæmpe mere. Jeg ser det i hans øjne og mærker det i hans hænder.

Bevares, af og til forsøger jeg da at kæmpe en lille smule endnu. Lidt dramaqueen er man vel stadig. Men også dét bliver elsket. "Så, så. Rolig nu, Maude" eller "Er du sur? Mutter" (udtales "måtter"). Sagt i overbærende kærlighed. Rummelighed. Villighed til at lytte. Og et glimt i øjet. Så er det altså svært at blive ved at være sur. Hulemor kan i hvert fald ikke.

Så i dag vil jeg bare glæde mig over, at der er dén kamp mindre at kæmpe!!