Sol og stilhed

Endelig! Sol over skoven...ahhh.

Jeg savner, når solen skinner. Altså savner min mor. Jeg havde håbet, at foråret, som hun elskede, ville piske mere liv ind i hende. Men jeg fastholder øjeblikket fra dén søndag morgen, hvor jeg var fyldt af en følelse af, at hun ikke ville tilbage. Selvom det blev nok så meget forår...

Og der sker gode ting. Spændende ting. Rare ting. Og jeg under mig selv at glædes. Og nynne. Måske endda smådanse lidt. Det er også forår indeni og jeg gider godt være med i livet. Og jeg er taknemmelig over, at jeg kan. Ikke alle kan.

I sidste uge talte jeg med en pige, jeg kender lidt. Jeg kender hende, fordi hun kommer i det hus, hvor jeg arbejder. Hvor mange er syge, og nogle bliver raske. Heldigvis. Hun er sød, pigen, og smuk. Kvik, optimistisk og positiv. Stærk. Men hun er også syg. 17 år, fuld af liv. Og leukæmi. Hun har villet det liv så meget. Kæmpet så hårdt.

I dag kommer hun hjem. De siger, at de ikke kan gøre mere for hende. Nu er hun træt. Den hestekur, der skulle hjælpe, hjalp ikke. Jeg synes ikke, det giver mening. Så i dag er jeg lidt stille for hende.

Det er ikke fordi jeg vil tynge jer, eller jeres fredag, med triste historier, selvom jeg synes, de lige nu er omkring mig til overflod. Jeg vil bare huske jer på, at det liv dér...HER...det skal fandeme nydes, mens vi har det!!

Så nu vil jeg glæde mig over, at jeg har rengøringsweekend på skolen - er der noget bedre på en fredag med det første solskin i mands minde? Og så vil jeg tage hjem og få mine unger til at grine, give dem lækker mad og pandekager til aften. Kysse og kramme dem, indtil de tror, jeg er tosset og beder mig slappe af. Og det vil jeg så gøre ved at drikke en iskold øl og segne i verdens bedste fredagssofa!!

Happy Friday!