Ved du, hvor din mor er?

Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?