torsdag den 17. marts 2011

Ved du, hvor din mor er?


Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?

5 kommentarer:

Dragonfly sagde ...

Åh damnit, det kan jeg virkelig godt sætte mig ind i. Hvor er det bare en god forklaring, som får dem, der ikke ved, hvordan det er når ens mor dør, til at forstå. For det må virkelig være forfærdeligt. Jeg ved, hvor min mor er - ligenu ligger hun med garanti og sover under stråtaget i midtjylland. Og det er vigtigt at vide, når man selv befinder sig i Australien, hvor verden er stor og farlig.

I feel for you - det er godt, at du så i det mindste ved, hvor din store lillebror er.

Anne/Undreland sagde ...

Min mor er på højskole.
Alt hvad jeg har læst herinde hos dig gennem det seneste halve år (eller er det mere?) er dukket op i min bevidsthed ind imellem, når jeg har talt med hende eller været sammen med hende. Det har også fået mig til at ringe til hende - bare for lige at snakke. Pludselig mere bevidst om, at hun ikke er her for evigt.

Så jeg tænker på dine ord med den slags taknemmelighed, som man ikke helt ved hvad man skal gøre af. Fordi det virker så underligt at sige, at det du har skrevet om sorg og savn af den mor du har mistet, har været med til at give mig ekstra mange gode øjeblikke med den mor, jeg er så heldig at have endnu. Mere lyttende, mindre irriteret over hendes særheder. Fordi jeg pludselig også kan se meget klart, hvor meget jeg en dag vil savne dem.

KH

Karina sagde ...

Jeg ved, Gud ske Tak og Lov, hvor min mor er...

Til gengæld ved jeg ikke hvor min Far er... Eller det vil sige, jeg føler faktisk, at han er hos mig. Lige hér. Jeg fornemmer ham omkring mig og når jeg lukker øjnene, kan jeg se ham. Jeg kan fremkalde fornemmelse af hans hånd, når han aede min kind. Jeg kan høre hans grin og jeg véd hvad han ville sige til mig i en given situation. Men at sige, at han kommer hjem, dét kan jeg desværre ikke...

Kærligst, Karina

PS: Kender godt dét der med, at man pludselig opdager, at ens mindre søskende er blevet voksne... Hvordan skete dét lige...??!!

Charlotte Hyldgaard sagde ...

Kære Hulebo,
Dine gribende indlæg har det med at trække tårer hos mig. Jeg er velsignet ved at have begge mine forældre endnu, men du minder mig om at påskønne det, tusind tak!
Kærlige hilsner
Charlotte

Lotte Glensnov sagde ...

Jeg ved også hvor min mor er - Hun er i himlen sammen med DIN. De jordiske rester ligger på kirkegården i Herning - men hendes væsen, minderne og alt det hun gav mig - bærer jeg i hjertet og husker på, når jeg kigger op i enten den blå himmel eller den sorte med stjerner på, for der sidder hun og passer på mig indtil vi mødes igen! For det gør vi. Min far sidder nemlig også deroppe!