At leve med løgne

Det var aftenens tema her i hulen. Løgne, der ødelægger. Forhindrer. Tærer. Løgne, der på én gang krænker og sår tvivl - men på samme tid skaber samhørighed og loyalitet. Parforholdets løgne.

Ikke at der er den slags løgne i alle forhold, slet ikke. Men i dag sagde min veninde til mig: "Ved du hvad Hulemor, du sagde engang, at meningen med vores møde var, at jeg skulle hjælpe dig med at gå vejen, da du skulle tage afsked med din mor. Men nu ved jeg, at meningen også var, at du skal hjælpe mig med at gå vejen fra en mand, der trækker et spor af løgne og bedrag efter sig".

Har vi da alle skeletter i skabene? Jeg tror, svaret er ja. Jeg tror, vi alle mere eller mindre vogter over hemmeligheder, som vi selv mener, ikke tåler dagens lys...

Min veninde er midt i en skilsmisse. Nye erkendelser igennem de seneste døgn har givet hende en følelse af blottethed, som er sammenlignelig med en situation, hvor man taber sin taske midt på Rådhuspladsen - og alle dildoerne og nervemedicinen falder ud! Og hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil andre synes, er det værste?

Hendes tanker fik mine til at vandre tilbage i tiden. Til alle de løgne og alt det bedrag, jeg har stået model til, stiltiende accepteret og dermed dækket over. Lad os sige, at en (min) mand havde lovet en medarbejder et ekstra honorar for at have skaffet en kunde. Lad os sige, at mandens kone (mig) havde siddet med til dét møde, hvor honoraret blev aftalt. Og lad os forudsætte, at aftalen ikke blev skrevet ned, fordi "en mundtlig aftale er jo juridisk set ligeså gældende, og vi er to, der bekræfter dette".

Så kunne det godt ske, at man (jeg) ved lønudbetaling indvendte, at medarbejderen var blevet lovet et ekstra honorar. Men at manden (min) hånligt argumenterede: "står det nogen steder? Det kan jeg ikke se. Altså er det ikke gældende". Og så udbetalte man (jeg) måske et mindre beløb, der selvfølgelig fik medarbejderen op i det røde felt. Med beskeden om, at "der foreligger ikke andre gældende aftaler".

Måske sendte medarbejderen en mail til den (min) mand med ordlyden: "Hvordan sover du egentlig om natten?". (Han sov fortrinligt. Fortrinligt. Jeg sov derimod ikke. Men jeg dækkede...)

Måske man (jeg) endda selv dækkede over det, da man (jeg) modtog et brev fra en kvinde, der syntes, jeg var så sød og ordentlig, at hun ikke længere kunne bære hemmeligheden om et grænseoverskridende og ubehageligt seksuelt forhold til en (min) mand. Og derfor følte en ubændig trang til at dele det. Med mig. (Som selvfølgelig bakkede sin mand op i, at kvinden var en frigid kælling, der var vred over ikke at kunne vinde ham. Velvidende, at de detaljer, hun beskrev forholdet med, nødvendigvis måtte være oplevede og ikke opdigtede).

Sådan går de, vi og de andre og dækker over løgne. Løgne, der slider og fastholder. Hemmelige løgne, der ikke tåler dagens lys. Løgne, der har konsekvenser, fordi de rummer snyd, bedrag, krænkelser, overgreb - måske endda ulovligheder.

Lige nu spørger jeg mig selv, hvilke løgne, jeg har med mig nu. Løgne, der er usynlige. Hvad dækker jeg selv over? Hvad er vigtigt for mig at lyve om? Hvordan skal min verden, løgn eller ej, se ud, for at jeg kan være i den?

Og hvad med din?